Fællesskab Plus

AAU-lektor med et nødråb: Vi fortrænger og negligerer klimakrisen

Den svenske skolepige, Greta Thunberg, rammer en følelse af skam i os, når hun taler dunder. Men det er, som om klimaskammen ikke har boret sig helt ind i os endnu, skriver sociolog Anders Petersen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selvom det enkelte menneske har et ansvar for at reagere på klimaforandringerne er det i bund og grund et fælles ansvar, vi må påtage os, skriver Anders Petersen. Foto: Agustin Lautaro / Unsplash

Anders Petersen er lektor i sociologi på Aalborg Universitet

Det forestående folketingsvalg er på alles læber. Statsministeren trykker snart på knappen, og dermed går valgkampen for alvor i gang. Det gælder også kampen om klimaspørgsmålet, som bliver et at valgets væsentligste temaer.

Alle partier har en grøn dagsorden, siges det. Alle vil klimaet det bedste, hedder det sig. Og alle bryster sig af at være meget klimaambitiøse. Men alle ved, at tempoet er for langsomt. Klimabyrden løftes ikke tilstrækkeligt politisk, så derfor må den løftes et andet sted hen. Det er i lyset af den politiske klimainkompetence, vi kan se den senere tids folkelige klimademonstrationer: Og den udvikling bør vi hilse velkommen!

icon

Det er, som om klimaskammen ikke har boret sig helt ind i os endnu. Vi erkender ikke klimaforandringerne fuldt ud, hvorfor skammens konstruktive potentiale ikke bliver udløst og folder sig ud ved diverse klimademonstrationer.

Anders Petersen,, sociolog

Skal vi virkelig af sted, spurgte mine sønner, da vi 15. marts skulle til klimademonstration i Silkeborg, hvor jeg bor. Det regnede den dag, hvilket ikke gjorde det mere attraktivt. Alene det at skulle tage regntøj på blev nærmest opfattet som en straf. Det er svært at se cool ud med regnfrakke på, fik jeg at vide. Men svaret var givet på forhånd: Selvfølgelig skulle vi af sted. Det var en såkaldt ”skal-ting”, som primært havde et opdragende sigte.

Mine børn skulle have et blik for, at det rent faktisk kan nytte noget at demonstrere. Og så skulle de have ind under huden, at der faktisk er noget, som er værd at demonstrere for. Så vi drog af sted. Jeg var forventningsfuld. Regnede med at se en hel del unge mennesker med kreative bannere og skilte med finurlige slogans. Og så forventede jeg at se en del på min egen alder, som gerne vil bakke op om de unges stigende interesse for og engagement i klimakrisen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, da vi ankom til Silkeborg Torv, hvor demonstrationen fandt sted, men jeg blev heller ikke opløftet. Jeg var vel i en slags følelsesmæssig mellemposition.

Selvom det enkelte menneske har et ansvar for at reagere på klimaforandringerne er det i bund og grund et fælles ansvar, vi må påtage os, skriver Anders Petersen. Foto: Agustin Lautaro / Unsplash

Selvom det enkelte menneske har et ansvar for at reagere på klimaforandringerne er det i bund og grund et fælles ansvar, vi må påtage os, skriver Anders Petersen. Foto: Agustin Lautaro / Unsplash

De unge gjorde deres til at løfte mit humør. De havde arrangeret fællessang, leverede fine taler og gav den også gas på trommerne, da vi i samlet flok gik gennem Silkeborg midtby og råbte klimaslagsange. Folk på min egen alder var der til gengæld ikke mange af. Det undrede mig.

Måske var de stadigvæk på arbejde? Demonstrationen begyndte jo allerede klokken 15, og på det tidspunkt havde de færreste fået fri. Ja, det måtte være det, tænkte jeg. Og så var vejret jo heller ikke det bedste. Det afholdt nok en del fra at deltage, tænkte jeg, mens jeg traskede rundt i Silkeborgs gader.

Men pludselig gik det op for mig, at jeg fandt på undskyldninger for ikke at støtte op, som var banale. Mange flere kunne have deltaget, hvis de ville. Det er såre simpelt. Men det er ikke simpelt at komme med enkle forklaringer på, hvorfor det ikke skete. Jeg vil dog alligevel forsøge at pege på en forklaring her: De nødvendige klimafølelser er endnu ikke blevet vakt!

Greta Thunberg og klimafølelser

I løbet af nul komma fem er den nu sekstenårige svenske pige Greta Thunberg blevet verdensberømt.

Det hele startede med, at hun hver fredag pjækkede fra skole og satte sig ned foran den Svenske Riksdag med et skilt, hvor der stod ”Skolstrejk För Klimatet”. Det gav en masse omtale, efter at politiet fjernede hende fra pladsen.

Den omtale eksploderede, og meget hurtigt er hun blevet et ikon, der skælder de voksne hæder og ære fra på talerstolene i EU og FN, gør sin sag gældende i TED-talks og diverse talkshowprogrammer. Thunberg er tilmed blevet indstillet til Nobels Fredspris. Selv virker hun ganske upåvirket af al virakken. Hun siger, at hendes Aspergers er årsag til, at hun kan holde fokus så stift rettet mod løsningen på klimaudfordringerne. Hun udtaler, at det faktisk er meget sort-hvidt. Sort, hvis vi bliver ved med at udlede så meget CO2, hvidt, fordi vi bare skal holde op. Men det gør vi ikke, og det skyldes, at vi ikke har opdaget, at vores klode brænder, hvorfor vi heller ikke forsøger at slukke branden, siger hun.

Men det er på tide at vågne op og trække i nødbremsen, så de kommende generationer ikke bliver berøvet deres fremtid af umodne politikere, som hun sagde ved COP-24-mødet i Polen, mens en hel del delegerede så måbende til. Slask.

Det interessante i denne sammenhæng er for mig at se ikke, at Greta Thunberg siger det rigtige.

Over 4000 klimaforskere verden over har lige pointeret, at de unges fremtid hænger i en tynd tråd, hvis der ikke gøres noget radikalt ved klimaforandringerne.

Nej, det bemærkelsesværdige er, at de voksne får det serveret af et ungt menneske, der ikke alene er særdeles veltalende, men også har modet til at konfrontere den politiske og økonomiske elite med klimaforandringernes – på mange måder – simple løsning.

Klimaforandringerne kræver omvæltninger i den måde, vi strukturerer samfundet på, mener Anders Petersen. Foto: Matt Howard / Unsplash

Klimaforandringerne kræver omvæltninger i den måde, vi strukturerer samfundet på, mener Anders Petersen. Foto: Matt Howard / Unsplash

Det mod indebærer, at hun fremstår som et meget autentisk ungt menneske, der er genuint bekymret – ja faktisk rædselsslagen – for klimaforandringernes ubegribelige konsekvenser. Den autenticitet overfører hun på en del af de mennesker, som hun taler til og for. Og hvad vigtigere er: Hun overfører en følelse af skam. Skam over at være den person, man er, er en destruktiv følelse. Skam over at have gjort noget galt kan være en konstruktiv følelse. Sidstnævnte kræver, at man erkender at have gjort noget galt, at man tager skammen på sig og ikke distancerer sig fra den eller negligerer den. Vi voksne ved godt, at vi har været med til at lægge kimen til klimaforandringerne. Vi ved godt, at vores (over)forbrug af CO2-udledende aktiviteter skaber global opvarmning, at vejret opfører sig underligt, og at der fremadrettet bliver flere og flere klimaflygtninge.

Vi ved også godt, at vi bør tage skeen i den anden hånd og ændre klimakurs. Men det er, som om klimaskammen ikke har boret sig helt ind i os endnu. Vi erkender ikke klimaforandringerne fuldt ud, hvorfor skammens konstruktive potentiale ikke bliver udløst og folder sig ud ved diverse klimademonstrationer.

Men måske er det også for meget forlangt af enkeltstående mennesker, at de skal føle klimaskam? Måske er det en fejl at reducere dette til et individuelt anliggende, når det faktisk er et socialt problem, vi står overfor?

Klimakrisen er et socialt problem

Den norske psykolog Per Espen Stoknes har meget fint beskrevet de psykologiske forsvarsmekanismer og barrierer, som vi hver især benytter os af og møder, når vi vægrer os imod at tage løsningerne på den globale opvarmning og klimaforandringerne til os.

Han beskriver, hvorledes vi alle sammen beskytter os selv mod den ubehagelige bevidsthed om problemet, ved blandt andet at fortrænge det, skabe afstand til det og negligere dets omfang og de mulige løsninger. Men Stoknes pointerer samtidig, at betingelsen for at reagere på klimaforandringerne er, at løsningen gøres til et socialt problem.

icon

Vi har en fælles opgave, der kræver en opbrusen af fælles bevidsthed, der kan have en positiv afsmittende effekt på vores klimahandlinger.

Anders Petersen, , sociolog

Selvom det enkelte menneske har et ansvar for at reagere, er det i bund og grund et fælles ansvar, vi må påtage os. Uden at han selv nævner det, kan vi sige, at indoptagelsen af den nødvendige klimaskam skal gøres social og dermed brede sig erkendelsesmæssigt ud til befolkningen.

Vi har en fælles opgave, der kræver en opbrusen af fælles bevidsthed, der kan have en positiv afsmittende effekt på vores klimahandlinger.

Her er det centralt at pointere, at denne proces ikke må hensætte os i en tilstand af handlingslammelse, fordi problemets omfang alligevel virker uoverskueligt.

Nej, det står lysende klart for langt de fleste, at vi ikke kan tillade os at stå paralyserede over for klimaforandringerne.

Det er lige så åbenlyst, at vi heller ikke kan fæste lid til det store teknologiske fix, der rager kastanjerne ud af ilden for os.

Nej, klimaforandringerne kræver omvæltninger i den måde, vi strukturerer samfundet på.

Nødvendigheden af at gøre dette – og dermed fundere klimaforandringerne som et socialt problem - tror jeg faktisk, de unge mennesker ved klimademonstrationerne har fanget.

De synes at være indstillet på, at vi alle må hanke op i os selv og ikke lade vores klimaindsats blive sløret af dårlige løsninger, bekvemme undskyldninger og individuelle forsvarsmekanismer.

Mit håb er, at de bliver ved med at puste til vores alles sammens klimaskam og dermed får mulighed for at trænge igennem med deres budskab.

Måske kan det faktisk lykkes!

Anders Petersen

Anders Petersen, lektor i sociologi på AAU, bosat i Silkeborg. Han er uddannet sociolog, og

har i de senere år forsket i præstations­samfundet, opkomsten af diagnosekulturen, og er

pt. medlem af forskergruppen sorgens kultur.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.