Pillerobot sparer penge: Ældre skal have medicin i afmålt dosis
Som spareforsøg kan ældre i Brønderslev overgå til dosispakker fra apoteket
BRØNDERSLEV: For at holde udgifterne nede på ældreområdet kan flere borgere i fremtiden være nødt til at overgå til dosis-dispenseret medicin fra apoteket, så man kan spare penge på hjemmesygeplejen i Brønderslev Kommune.
Ved ældreomsorgsudvalgets seneste møde var den nye ordning på dagsordenen, og udvalget godkendte beslutningen, som kom fra fagforvaltningen. Det kommer til at betyde, at de borgere, der ikke har haft ændret medicinordination i tre måneder, overgår til dosisdispenseret medicin fra apoteket.
Det vil være lægen, der ordinere dosisdispenseringen, og borgeren skal give samtykke til, det skal ske.
I indstillingen fra fagforvaltningen står der også, at Brønderslev Kommune tidligere har forsøgt at lave et pilotprojekt på dosisdispenseret medicin. Det forsøg blev dog nedlagt, da lægerne ikke ønskede at medvirke, fordi det ville påføre borgerne en merudgift til de dosisruller, som medicin kommer i.
Fagforvaltningen mener dog, at det konkret politiske ønske om øget brug af dosisdispensering kan medvirke til, at lægerne i højere grad vil udskrive dosisdispenseret medicin.
- Fagforvaltningen vil meget gerne i dialog med lægerne om, hvordan man kan gøre noget på området. Forvaltningen mener også, at det her på sigt kan mærkes på bundlinjen. Vi kommer til at være i tæt dialog med de pårørende, og der vil ske en vurdering fra sag til sag, siger udvalgsformand Ole Jespersgaard (S).
Forslaget går konkret ud på, at man får udleveret medicin til 14 dage ad gangen igennem apoteket. Det vil komme på en dosisstrimmel med pakninger til hver gang.
- Vi skal også undgå, at der hældes medicin væk. Vi tror, at fordelene ved det her tiltag kan være gode, og vi ser det som en fornuftig løsning, siger Ole Jespersgaard.
Det er planen, at der skal laves et forsøg med en medicinrobot, som det også har været tilfældet i blandt andet Aalborg Kommune.
- Der er tale om, at vi skal med i et forsøg med en robot, så vi kan undgå medicinspild. Medicinen vil blive leveret på plader, der skiftes ud, og som hjælper med at dosere den rette mængde på rette tidspunkt, siger Ole Jespersgaard.
Forventer kritik
Udvalgsformanden er godt klar over, at det kan betyde mindre kontakt med plejepersonale og mennesker, men han ser positivt på muligheden for at lave det som et tilbud til borgerne.
- Det er selvfølgelig svært med moderne teknik, for man mister også noget nærkontakt med mennesker. Det skulle dog gerne være sådan, at de, der kommer på den her ordning, kommer til at opleve det som et løft, siger Ole Jespersgaard
Han forventer reaktioner på det nye tiltag, da han godt er klar over, at borgere og pårørende kan være skeptiske overfor det.
- Det er vanskeligt at kaste sig ud i, og jeg forventer, at vi får kritik for det. Vi kommer til at følge det meget tæt, siger Ole Jespersgaard og tilføjer:
- Tiltaget med sundhedsklinikkerne havde vi også forventet kritik for, men det har vi ikke hørt noget for. Verden ændrer sig, og jeg er sikker på, at både pårørende og borgere godt kan se fordelene i de nye tilbud.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.