Pengeinstitutter Plus

Efter lang næse i DAB: Hvad nu, Spar Nord?

Spar nord er nu afhængig af, hvad de øvrige aktionærer i DAB gør

Spar Nord skal af med sine DAB-aktier, mener Per Hansen. Arkivfoto: Lars Pauli

Spar Nord skal af med sine DAB-aktier, mener Per Hansen. Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Efter at være blevet afvist af bestyrelsen og de øvrige storaktionærer i DAB skal Spar Nord nu finde en vej ud af rollen som storaktionær med en ejerandel på knap 28 procent i lokalbanken. Det mener investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

- De internationale ratingbureauer vil ikke indregne investeringer i pengeinstitutter som Spar Nords i DAB i kapitalgrundlaget. Ligesom for Jyske Bank i forhold til Nordjyske Bank peger det i retning af, at Spar Nord skal af med sine DAB-aktier, siger han.

Men Spar Nord er blevet anbragt på sidelinjen og er afhængig af, hvilke beslutninger de to fonde, der tilsammen ejer omkring 25 procent af DAB, beslutter sig for.

- De to fonde har købt nye aktier i DAB til kurs 8,3. I dag er deres aktieposter omkring 25 procent mindre værd. Fondene har lovet ikke at sælge deres aktier inden for de næste 12 måneder. Det kunne tyde på, at der er tanker om en samlet handel inden for et år, siger Per Hansen.

DAB har ikke afvist en sammenlægning med en ligeværdig bank.

- Det kunne meget vel være Vestjysk Bank, mener han.

Fonde er hårdt spændt for

Udfordringen for den og andre lignende løsninger er, at fondene er spændt hårdt for på grund af den giftpille, som DAB har slugt for få smidt Spar Nord på porten.

- Fondene har pantsat deres fremtid ved at købe nye aktier til en høj pris. Derfor har de sikkert ikke råd til at gå under kurs 8,3, hvis de skal bytte deres DAB-aktier ud med aktier i en fusionspartner.

En fusionspartner skal altså være villig til at værdiansætte DAB-aktierne til en kurs, der ligger betydeligt over den nuværende markedskurs.

Set i Spar Nords perspektiv er det altså ikke kun DABs evne til at tjene penge, som kommer til at afgøre, om DAB bliver en god aktieinvestering. Facit vil også afhænge af, om DAB finder en fusionspartner, der vil betale kurs 8,3 for DAB-aktierne.

Kræver udbyttebetaling og stort overskud

DAB har lovet at udbetale mellem 30 og 50 procent af årets overskud i aktieudbytte. Og der er absolut brug for udbytte, hvis de to lokalfonde bag DAB skal beholde skindet på næsen.

Fondene har nemlig angiveligt lånt de penge, som de har købt DAB-aktier for.

- Hvis vi forudsætter, at fondene betaler fem procent i rente på deres lån, så skal de have et udbytte per aktie på 0,415 kroner for at kunne forrente lånet, siger Per Hansen.

Set i forhold til DABs resultat svarer fondenes udbyttebehov til, at DAB skal levere et overskud efter skat på godt 143 millioner kroner. Det er under forudsætning af, at DAB udbetaler 50 procent af overskuddet i udbytte.

- Bliver udbytteprocenten lavere, så skal overskuddet selvfølgelig være større, konstaterer han.

Det har ikke været muligt at få kontakt til formændene for de to lokalfonde, Fonden for Andelskasserne i område Nord og Fonden for Andelskasserne i område Syd.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.