Fornøjeligt møde med den venlige kæmpe

Film: ”Den Store Venlige Kæmpe”

Børnebogsforfatteren Roald Dahls bog ”Sofie og den store venlige kæmpe” er nok ikke så kendt her i landet. Men det bør Steven Spielbergs fortryllende filmatisering af den heldigvis kunne lave om på.

I filmen følger vi Sofie. Hun er på et børnehjem i en engelsk forstad. Hun sover meget lidt, specielt fordi der om natten indtræffer den såkaldte ”heksetime”, hvor grusomme monstre kigger frem.

En aften hører hun støj ude i gaden. Stik imod alle hendes instinkter vælger hun at gå ud for at kigge på altanen. Her ser hun et sælsomt syn i form af en kæmpe, der smyger sig igennem gaden. Men kæmpen ser også Sofie og bortfører hende.

Men det viser sig, at kæmpen ikke er så skræmmende og farlig. Tværtimod.

Han kan bare ikke lade hende blive tilbage, når hun har set ham. Af frygt for at menneskeheden ville indlede en heksejagt på ham og de andre kæmper, hvis de hører om dem.

Mødet med kæmpen er meget overvældende for Sofie. I starten vil hun helst væk fra kæmpernes land, men de to ender med at blive venner.

De andre kæmper er nogle værre kødhoveder. De spiser mennesker, og de er specielt glad for de små menneskebønner, som de kalder børn.

Det viser sig også, at kæmpen udfører et vigtigt arbejde for menneskene. Det er nemlig ham, der sørger for, at mennesker drømmer.

”Den Store Venlige Kæmpe” er en rejse ind i et nyt univers, hvor drømme er flyvende lysglimt, hvor alle andre kæmper gerne spiser børn, og samtidig også en historie om, hvilke drømme man har for livet.

Det er en sælsom og veludført rejse, som Steven Spielberg sender publikum ud på.

Handlingen udspiller sig i England, omtrent samme tid som bogen er udgivet i 1982. Den engelske landsby, hvor Sofie bor, er smukt filmet og meget stemningsfuld.

Da kæmpen bortfører Sofie kommer man på en rundrejse igennem de britiske øer. Man føler, at man er endt midt i den engelske natur, og det dragende visuelle billede er med til at gøre fortællingen yderst levende.

Kæmpernes verden er langt væk fra menneskenes og indeholder mange sjove elementer.

Ting, de har stjålet fra menneskene, kæmpe store dagligdagsremedier skabt til kæmper og en fortryllende sø, hvor drømmene flyver rundt klar til at blive fanget af den venlige kæmpe.

Kæmperne er noget af det eneste computerskabte, men selv de fremstår naturlige, så det glemmer man hurtigt.

Skovsøen, hvor drømme flyver rundt som insekter, er det mest blændende og fortryllende i hele filmen.

Deres personligheder er sjove og kantede, og deres sprog er langt fra perfekt.

Dette er blot med til at give dem mere sjæl, og man skal være meget kynisk for ikke at kunne få latteren frem over deres måde at udtrykke sig på.

Den største stjerne er den store venlige kæmpe portrætteret af Mark Rylance. Han er charmerende, udtryksfuld og vittig. Med lettere talebesvær, hvor ord flyder lidt sammen og alternative ord skabes, er det svært ikke at blive fortryllet.

Særligt i samspillet med med den charmerende Ruby Barnhill, der spiller pigen Sophie. En skøn præstation for en barneskuespiller, der med hinkestensbriller på charmerer sig helt ind i ens sjæl.

Roald Dahls mesterlige pen er nem at spore i manusset. Selv de danske tekster er også et overflødighedshorn af sproglige godbidder.

Undertegnedes favorit er ordet flodkanin, som den venlige kæmpe insisterer på, at flodheste hedder. Simpelt og barnligt, men hysterisk morsomt og charmerende, når det flyder ud af munden på den rare kæmpe.

”Den store venlige kæmpe” er en skøn familiefilm, hvor alle kan være med. Til tider bliver det for hyggeligt, uden at der sker alverden. Men det gør ikke så meget, for den er blændende lavet og meget morsom. Se den sammen med børnene eller tag afsted i smug. Du vil ikke fortryde denne rejse ind i Roald Dahls eventyrlige univers.

Om filmen

"Den Store Venlige Kæmpe"
USA, England og Canada, 2016.
Instruktion: Steven Spielberg.
En time og 57 minutter, frarådes under syv år.

VIS MERE