Ægteskab

Jens mødte Mads i toget og sprang ud: - Jeg elsker ham stadig

- Der må have været noget meget særligt i luften den dag. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, men inden vi nåede Aalborg, havde vi udvekslet telefonnumre

Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen har dannet par siden 1991. Foto: Bente Poder
Mads Ejlersen og Jens Guldsmed-Thomsen har dannet par siden 1991. Foto: Bente Poder

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:43

Se TV-indslag fra 24NORDJYSKE i bunden af artiklen.

TVERSTED: I et tog på vej gennem Vendsyssel i september 1991 fandt Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen hinanden og kærligheden.

- Der må have været noget meget særligt i luften den dag. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, men inden vi nåede Aalborg, havde vi udvekslet telefonnumre, og vi ringede sammen allerede samme aften, beretter Jens Guldsmed-Thomsen.

Jens boede i Kvissel dengang. Mads havde besøgt sin far i Sindal og var på vej hjem til København. Det var et rent tilfælde, at de kom til at sidde overfor hinanden i toget. Og hvordan kunne de egentlig vide, at de var "på samme hold"? Det har de ikke noget svar på.

- Jeg har tit tænkt over, hvordan man kan vide, at en anden person er homoseksuel. Nogen tror, vi har alle mulige hemmelige tegn og fagter, men det er ikke nogen, jeg kender noget til. Nogen gange ved man det bare, andre gange har man ingen anelse, siger han.


Jens ringede til sine forældre

Jens Guldsmed-Thomsen var en ganske ung mand dengang. Mads Ejlersen, der er 14 år ældre, var kommet "ud af skabet" længe før de to mødtes.

- Det var jeg ikke, men jeg gjorde det få dage senere. Jeg vidste, at det her ville blive alvor, så jeg kunne lige så godt få det overstået, fortæller Jens.

- Jeg ringede til mine forældre og ville egentlig have besøgt dem, men de havde ikke lige tid, så det endte med at jeg sagde det i telefonen. Det var lidt kikset, men min morbror var også homoseksuel, så de var vant til at håndtere det. Og når éns nærmeste accepterer det, er man mere ligeglad med hvad alle andre siger og tænker.

Flere får papir på forholdet

Bøsser og lesbiske fik mulighed for at gifte sig "rigtigt" i 2012, og det gør flere og flere.

Danmarks Statistik har lavet et særtræk for NORDJYSKE Medier, der viser, at tendensen også er stigende i Nordjylland, omend der var lidt færre vielser i 2018 end året før.

Nordjylland tegner sig for 7 procent af vielserne af homoseksuelle i 2018.

Allerede i 1989 kunne homoseksuelle par sikre hinanden på ægteskabslignende vilkår ved at indgå registreret partnerskab. Det gjorde Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen i 1995, og i dag gælder de tidligere registrerede partnerskaber som vielser, rent juridisk. Registrerede partnere behøver derfor ikke gå på rådhus eller i kirke for at blive gift en gang til.

Kærligheden kræver ikke papir

- Vi blev gift som en praktisk foranstaltning. Det handlede ikke om romantik, men om jura og arvelov. Selve det emotionelle har vi ikke brug for at have papir på, siger Jens.

- Jeg var gået konkurs nogle år før, og vi boede i Mads’ lejlighed. Hvis han skulle dø, kunne hans arvinger smide mig ud. Det var vi nødt til at få orden på, fortsætter han.

- Der skal være orden i sagerne, fastslår Jens og Mads i kor.

- Jeg forstår ikke, når folk ikke gifter sig. Nu er samlevende blevet nogenlunde ligestillet med gifte, men at selv folk med børn har boet sammen i 20, 30 og 40 år uden at blive gift, forstår jeg simpelt hen ikke, siger Mads.

Til ære for fotografen viser Jens Guldsmed-Thomsen og Mads Ejlersen, at de både kan gå hånd i hånd og arm i arm, men det er ikke noget, de normalt gør. - Vi prøver på ikke at provokere, siger de. Foto: Bente Poder

Morgenbord og messingsuppe

Til næste år kan Mads og Jens fejre sølvbryllup, men hvordan?

- Det er vi ikke helt enige om endnu. Jeg vil have et rigtigt landbosølvbryllup med alle vi kender til stort morgenbord og messingsuppe og det hele. Mads kan ikke lide at være centrum, fortæller Jens Guldsmed-Thomsen.

Men lykkelige er de to stadig, selv om de udtrykker det lidt forskelligt.

- Vi har det godt. Vi er jo sammen næsten hele tiden, hvor de fleste andre er adskilt pga. arbejde. Men vi har det dejligt, siger Mads.

- Jeg kan stå her med rank ryg og sige, at jeg stadig elsker ham, siger Jens.

- Tænk så meget vi har oplevet, siger Mads eftertænksomt og fortsætter:

- Hvis nogen havde sagt til mig dengang, at vi skulle flytte på landet og være marskandisere, havde jeg sagt “aldrig i livet”.

Skattejægerne på Lykkegaard

Jens Guldsmed-Thomsen, 52, født i Roslev ved Skive og opvokset i Bratten nord for Frederikshavn, og Mads Ejlersen, 66, født og opvokset i Sindal, er især kendt fra DR-programmet "Skattejægerne".

Parret bor på Lykkegaard i Tversted, hvor de driver galleri og marskandiserforretning samt vurderings- og foredragsvirksomhed.

Mads gik på pension efter mange års arbejde i SAS, da han fyldte 60 år. Det er ham, der passer butikken til daglig med hjælp af en lille håndfuld medarbejdere.

Jens er it-økonom og driver egen konsulentvirksomhed. Han har desuden restauranten "De 2 Stuer" i Tversted sammen med Finn Jørgensen.

Folk i Tversted er vant til lidt af hvert

De første år sammen boede parret i København. For 18 år siden flyttede de til Tversted, hvor de hidtil havde haft sommerhus. De føler ikke, at nogen i lokalområdet ser skævt til dem, fordi de er gift med hinanden.

- Hvis nogen ser skævt til os, er det på grund af noget andet. Vi blander os i byens liv, og har meninger om det meste, så nogen gange får man én over snuden. Men det handler ikke om vores seksualitet, mener Jens.

- Det er jo en gammel turistby, så folk har set lidt af hvert. To mænd, der lever sammen, kan man ikke imponere folk i Tversted med.

TV-indslag: Jeg elsker ham stadig

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden