Plus

Lærere og kommune i dødvande

Det har ikke været muligt at opnå enighed om en lokalaftale for Mariagerfjordområdets 440 folkeskolelærere

Gert Willems, formand for Mariagerfjord Lærerkreds, har forgæves forsøgt at sikre sine 440 medlemmer mere tid til forberedelse. Arkivfoto: Lars Pauli

Gert Willems, formand for Mariagerfjord Lærerkreds, har forgæves forsøgt at sikre sine 440 medlemmer mere tid til forberedelse. Arkivfoto: Lars Pauli

MARIAGERFJORD:Der er opstået dødvande i forhandlingerne mellem den lokale lærerkreds og Mariagerfjord Kommune om en lokalaftale, der skulle regulere arbejdstiden for kommunens 440 folkeskolelærere.

Forhandlingerne har stået på i halvanden måned, og har været i form af en række møder mellem på den ene side formand for Mariagerfjord Lærerkreds Gert Willems, på den anden side konstitueret skolechef Flemming Rasmussen.

Som kick-start til forhandlingerne blev der i maj holdt et møde, som alle kommunens skoleledere og tillidsfolk var inviteret til.

Parterne måtte for nylig gå hver til sit og holde sommerferie, uden at være nået til enighed.

Fra fagforeningsside har det været et kardinalpunkt at sikre lærerne mere tid til forberedelse.

Som tidligere omtalt i NORDJYSKE har lov 409 om lærernes arbejdstid medført, at de fleste lærere i Mariagerfjord Kommune nu underviser fire-fem lektioner mere ugentligt, end før loven blev ført ud i livet.

Det har gjort indhug i den tid, lærerne har til at berede sig på mødet med eleverne. De føler sig pressede.

- Vi havde håbet på at lave en aftale, der ville sikre mere tid til forberedelse. Men kommunen har ikke ønsket at lave nogen bindinger, siger lærerkredsformand Gert Willems, der beklager, at forhandlingerne er gået i stå.

Kik på Fredericia

Gert Willems sammenligner med de misundelsesværdige forhold i Fredericia Kommune, hvor det efter forhandlinger i foråret lykkedes den lokale lærerkreds og kommunen at komme overens om et såkaldt forståelsespapir. Papiret fastlægger lærernes gennemsnitlige årlige undervisningstid til 733 timer, ligesom der er lagt et loft over undervisningstiden, så den højst må være på 810 timer årligt.

I Fredericia har både lærere og borgmester udtrykt tilfredshed med resultatet.

- Her i Mariagerfjord Kommune har vi en gennemsnitlig årlig undervisningstid på over 800 timer, så det er jo på niveau med maksimum i Fredericia, siger Gert Willems, der foreløbig må kigge i vejviseren efter en lignende god aftale i Mariagerfjord.

Sygefravær og lærerflugt

Gert Willems gik ind til forhandlingerne med det in mente, at sygefraværet blandt lærerne i Mariagerfjord Kommune på et år er fordoblet, og at hver femte lærer i kommunen kraftigt overvejer at forlade jobbet. Det viser en undersøgelse, kredsen gennemførte tidligere på året.

- Jeg tror, lærerne går ned på, at de har alt for mange undervisningstimer. Det er en uholdbar situation at stå over for en flok elever, hvis man ikke er forberedt. Derfor er mange lærere begyndt at arbejde gratis hjemme. Vi har alle en grænse for, hvor meget vi kan klare, og nogle af os bryder sammen og får stress.

- Vi har set en stærk stigning i sygefraværet blandt lærerne, og en af grundene kan være, at man ikke magter at gå på job, hvis man er halvsløj. En af måderne at overleve på kan være at tage en sygedag, siger Gert Willems.

Han har i forhandlingerne fornemmet lydhørhed fra modpartens side, ligesom skoleledernes formand John Schulz her i avisen 11. juni udtalte støtte til lærernes krav om flere ressourcer og mere tid til forberedelse. Kommunen slår formentlig bremsen i med henvisning til, at man ikke har råd til at imødekomme ønskerne.

Forhandlingerne genoptages i skoleferiens sidste uge, men på det tidspunkt er det for sent at få en aftale, der kan gælde fra det kommende skoleår, som begynder 10. august.

Konstitueret skolechef Flemming Rasmussen skriver i en mail til NORDJYSKE, at Mariagerfjord Kommune erkender, at både skolernes ledelser og lærerne føler sig presset på tid. Derfor er det også vigtigt, at der er balance mellem de opgaver, lærerne har - undervisningstid, forberedelse, efterbehandling og øvrige opgaver - og den planlagte tid hertil.

- Det er ledelsens ansvar, at undervisningen organiseres og arbejdstiden planlægges, så lærerne har mulighed for at løse opgaverne kvalificeret. Fastlæggelsen af den enkelte medarbejders arbejdstid tilrettelægges i et samarbejde mellem den enkelte lærer og lederen, anfører Flemming Rasmussen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.