Busdrift Plus

Region beskyldes for dårlig stil: "Tilbud" om bus koster dem ikke fem øre

Morsø-borgmester mener, at Region Nordjylland igen udsulter den vestlige del af regionen i spare-aftale om bus 708

Arkivfoto

Arkivfoto

MORS:- Jeg synes simpelthen, det er dårlig stil fra Region Nordjyllands side. Dette aftaleudspil om buslinje 708 skal fremstå, som er det et tilbud til Morsø Kommune. I virkeligheden er det en forringelse af den ordning, vi har, og som vi i forvejen betaler til. Aftalen koster ikke regionen fem øre, tværtimod henter man en besparelse, som regionen kan bruge på at løse andre opgaver.

Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) er klar i mælet, når han skal give sin personlige mening til kende om den aftale om en forsøgsordning for busrute 708 Nykøbing-Hurup, som regionsrådets forretningsudvalg enstemmigt godkendte i går med forventet endelig vedtagelse på regionsrådsmødet 30. april.

Hans Ejner Bertelsen er langt fra imponeret over regionen i sagen om buslinje 708.Arkivfoto: Bo Lehm

Hans Ejner Bertelsen er langt fra imponeret over regionen i sagen om buslinje 708.Arkivfoto: Bo Lehm

Aftalen er blevet til på initiativ fra Mors, efter at regionen havde indstillet den nuværende minibusrute Nykøbing-Hurup via Vilsundbroen til nedlæggelse. Morsø Kommune ønsker ruten afkortet ved at lade en ordinær bus benytte den genetablerede Næssundfærge og har en forhåbning om, at pendlere og gymnasieelever i så fald igen vil benytte bussen.

Forøgsordning

En tværkommunal og regional gruppe af politikere skubbede på, hvorefter regionen kom med sit aftaleudspil: Man var indstillet på at indgå i en treårig forsøgsordning i stil med den, der for nyligt blev søsat i Jammerbugt Kommune. Her deles region og kommune de kommende tre år om en bus mellem Aabybro og Fjerritslev med henblik på at skaffe sidstnævntes gymnasium flere elever.

Dog er der den forskel, at Jammerbugt-bussen er en nyskabelse, mens Nykøbing-Hurup er en eksisterende regional busrute. Regnestykket ved det aftaleudspil, regionen vil gå med til, ser således ud: Bus 708 ført over med færgen vil koste 396.000 kroner per år. Morsø Kommune står til at betale de nuværende 51.000 kr., som er en kompensation, kommunen yder regionen, fordi Morsø Kommune har besluttet, at buskørsel er gratis inden for kommunegrænsen. Hertil kommer 50 procent af den resterende udgift, svarende til 172.500 kr.

I alt skal Morsø Kommune altså betale 223.500 kr. årligt.

Regionen, derimod, sparer penge, således som borgmesteren påpeger. Årligt er nettobesparelsen for Region Nordjylland 175.000 kr., dog med halv effekt for i år, eftersom forsøget ventes iværksat til køreplanskiftet 11. august.

Men det forudsætter altså, at Morsø Kommune siger ja til det tilbud, som Hans Ejner Bertelsen ikke tøver med at sætte i gåseøjne.

Arkivfoto

Arkivfoto

- Vi skal have en drøftelse af det i økonomiudvalget. Jeg synes, vi skal lægge det åbent frem, også set i lyset af de budgetproblemer, vi kan løbe ind i i 2020.

- Jeg har ikke taget stilling til, om jeg går ind for, at vi skal sige ja, og jeg synes også, at Thisted Kommune skal spørges igen, hvorvidt den vil bidrage til udgiften, siger Hans Ejner Bertelsen.

Vurderes hver år

Det ligger i aftalen, at den skal vurderes hvert år. NT (Nordjyllands Trafikselskab) vil foretage passagerstatistik, og succeskriteriet er sat til 15 daglige kunder i hver retning. Det kan blive vanskeligt at nå det tal fra starten, mener borgmesteren:

- Vi vil jo ikke se gymnasieelever, idet løbet med optagelser er kørt for 2019-20. Så vi bør køre forsøgsordning for halvandet år.

- Et andet spørgsmål vil opstå, hvis ruten får så mange passagerer, at den kan fortsætte. Vil regionen så vedkende sig sit ansvar og igen drive ruten som den regionale busrute, den er mellem to kommuner? Jeg synes som sagt, det er for dårligt, at regionen ikke vil fastholde den bevilling, der var til morsingboerne og thyboerne om denne busrute. Det er igen et eksempel på, at man udsulter den vestlige del af regionen, siger Hans Ejner Bertelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.