Chef i ministerium vækker forundring med udtalelser: - Det er ikke smart med sådan en kommentar

Fiskeriforening kritiseret af embedsmand under et åbent samråd i Folketinget - AAU-professor undrer sig

Ole Toft, direktør for fiskeripolitisk afdeling, kom med de usædvanlige kommentarer om en erhvervsorganisation. I forgrunden (tv) Eva Kjer Hansen, minister for fiskeri. Foto Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Ole Toft, direktør for fiskeripolitisk afdeling, kom med de usædvanlige kommentarer om en erhvervsorganisation. I forgrunden (tv) Eva Kjer Hansen, minister for fiskeri. Foto Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:Den fik ikke for lidt, da en ledende embedsmand forleden beskrev Danmarks Fiskeriforening under et åbent, tv-transmitteret samråd i Folketinget.

Det er ”ikke verdens mest nytænkende organisation”, lød det fra Ole Toft, direktør for fiskeripolitisk afdeling i Udenrigsministeriet. Han opfordrede formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, til at forlige krigende grupper i foreningen.

- Svend Erik burde arbejde lidt mere på de indre linjer med at få styr på sine tropper, sagde direktøren for fiskeripolitisk afdeling, som har til huse i diplomatiets ministerium.

- Ikke smart

Embedsmandens indlæg vakte opsigt blandt politikere, som ikke havde oplevet noget lignende. Det undrer også Sten Bønsing, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. Han kalder det en pudsig adfærd uden at kunne afgøre, om det er i strid med reglerne.

- Det er et problem, hvis han skaber tvivl om, hvorvidt han vil behandle sager fair og sagligt fremover eller skaber mistanke om, at der ikke kun lægges vægt på saglige kriterier, siger Sten Bønsing.

- Det er ikke smart med sådan en kommentar i forhold til saglig og neutral behandling. Men der er ikke klar praksis på området, siger han.

God forvaltningsskik

I mangel af Emma Gad’s ”Takt og Tone” for embedsmænd kan man se, hvad Folketingets Ombudsmand har skrevet om den slags.

For nogle år siden skrev en kommunaldirektør til en borger, at ”De tilsyneladende har svært ved at forstå indholdet i lovgivningen” om aktindsigt. Kommunaldirektøren meddelte, at kommunen ”er uendelig træt af at forholde sig til useriøse og usaglige henvendelser fra Dem i denne og flere andre sager”.

Ombudsmanden mente, at det var uhøfligt og i strid med god forvaltningsskik.

Tonen var heller ikke i orden, da en kommune i en anden sag havde overladt kommunikationen til en advokat, som blandt andet skrev sådan her:

”Jeg ønsker ikke at deltage i yderligere korrespondance, medmindre De stiller præcise og utvetydige spørgsmål, og jeg vil således ikke besvare yderligere breve af samme indhold, som jeg tidligere har modtaget.”

Eller: ”Deres klage er ’samme strøm’ som vi har set tidligere, den er ikke underbygget, og forløbet kan på ingen måde genkendes eller anerkendes af de navngivne personer, hvorfor jeg har meddelt (X) Kommune, at den ikke behøver at foretage sig videre, og klagen vil således ikke blive realitetsbehandlet.”

Sådan skriver man ikke til en borger ifølge ombudsmanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.