Krig om en pose guld på havets bund

Topembedsmand angreb erhvervsorganisation under samråd

Ole Toft, direktør for fiskeripolitisk afdeling i Udenrigsministeriet, og fiskeriets minister Eva Kjer Hansen (V). Begge afviste, at der er tale om et opgør mellem store og små fiskere, når det gælder værdifulde muslinger i Storebælt. Foto Folketingets TV.

Ole Toft, direktør for fiskeripolitisk afdeling i Udenrigsministeriet, og fiskeriets minister Eva Kjer Hansen (V). Begge afviste, at der er tale om et opgør mellem store og små fiskere, når det gælder værdifulde muslinger i Storebælt. Foto Folketingets TV.

KØBENHAVN:En ny front åbnede onsdag i det politiske opgør om fiskeriet efter muslinger. I forvejen var ikke mindst de nordjyske folketingsmedlemmer Ib Poulsen (DF) og Simon Kollerup (S) på nakken af fiskeriets minister, Eva Kjer Hansen (V), når det gælder forvaltningen. Tidligere mistede Esben Lunde Larsen (V) fiskeri som ansvarsområde under en tilsvarende konflikt. Det nyeste opgør handler om, at partierne i oppositionen ikke blev orienteret om et forsøgsfiskeri i Storebælt.

Under et åbent samråd i Folketinget blev konflikten en tand mere kompliceret, da en ledende embedsmand meget usædvanligt gik direkte til angreb på en erhvervsorganisation, Danmarks Fiskeriforening og formanden Svend-Erik Andersen. Formanden har kritiseret, at hans organisation ikke blev inddraget i, hvordan forsøget i Storbælt skulle foregå. Han mener, at nordjyske fiskere har fået fordele, som østjyske fiskere ikke har fået.

”Få styr på sine tropper”

Embedsmanden, Ole Toft, direktør for fiskeripolitisk afdeling i Udenrigsministeriet, sagde, at sagen om muslinger i Storebælt ikke handler om store og små fiskere, som det er hævdet.

- Den handler om to grupper af store fiskere, der bekriger hinanden om at få adgang til den pose guld, der ligger ude i Storebælt, når vi om et års tid åbner for fiskeri, måske, sagde Ole Toft.

- Det er to grupper, der alle sammen er medlemmer af Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation. Det er to lokalafdelinger, der bekriger hinanden. Derfor synes jeg, at Svend Erik burde arbejde lidt mere på de indre linjer med at få styr på sine tropper, lød det, forholdsvis udiplomatisk fra direktøren fra Udenrigsministeriet.

Han sluttede af med at sige, at Danmarks Fiskeriforening ”ikke er verdens mest nytænkende organisation” og han så et klart behov for kontrol, måske mere kontrol ”med vores kendskab til forholdene i dansk muslingefiskeri.”

Eva Kjer Hansen ville senere på mødet igen give ordet til sin embedsmand, men medlemmer af miljø- og fødevareudvalget ville hellere høre, hvorfor den politiske ansvarlige minister ikke havde underrettet dem om forsøget med muslingefiskeri i Storebælt.

”Svinet til”

Ib Poulsen undrede sig over, at det ”skal være en embedsmand, som sviner Danmarks Fiskeriforening til”. Han fastholdt, at der ikke har været lige adgang til forsøget, så som ministeren ”dumstædigt holder fast i”, ifølge Poulsen. Ministeren læste en meget stor mængde tal op, som skulle dokumentere, at det ikke var tilfældet. Af tallene fremgik, at det ikke kun var fiskere fra Limfjorden, som havde adgang til forsøgsfiskeriet, men også fra Jyllands østkyst og fra Isefjorden.

- Alle, som har søgt, har fået adgang, sagde hun og tilføjede, at det krævede en fartøjskvoteandel som muslingefisker.

- Det er en stor misforståelse, hvem der er de store og de små, sagde hun.

Eva Kjer Hansen mente i øvrigt, at forsøget i Storebælt var en administrativ opgave, som så mange andre, som politikerne ikke skulle besværes med. Nu vil hun indkalde partierne til et nyt møde om sagen.

Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening ønskede onsdag ikke at kommentere angrebet på ham.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.