Fodbold VM 2018 Plus

Schmeichel gjorde hele forskellen

Den danske målmand og defensiven bestod VM-premieren, men offensivt skal det gå fremad

Kasper Schmeichel var en solid sidste skanse, og målmanden krydrede indsatsen med en to-tre store redninger. Blandt andet på en afslutning fra AaB-spilleren Edison Flores. Foto: Marcos Brindicci/Ritzau Scanpix

Kasper Schmeichel var en solid sidste skanse, og målmanden krydrede indsatsen med en to-tre store redninger. Blandt andet på en afslutning fra AaB-spilleren Edison Flores. Foto: Marcos Brindicci/Ritzau Scanpix

FODBOLD:Det var historien om, at fodbold ikke altid er et logisk spil, der banede vejen, da det danske fodboldlandshold åbnede VM i Rusland med en 1-0 sejr over Peru.

Yussuf Poulsen blev matchvinder for Danmark i en kamp, hvor det ikke gav mening, at Peru forlod Mordovia Arena i Saransk tomhændet.

Sydamerikanerne var det klart bedste hold på banen, men Danmark kunne glæde sig over, at man på en aften, hvor der ikke var meget spil, der hang sammen, trods alt har en defensiv, man kan regne med. Kasper Schmeichel stod fabelagtigt i målet, og foran ham leverede Simon Kjær og Andreas Christensen varen.

Mens danskerne vandt opgøret på banen, kunne ingen dog tage noget fra Peru udenfor banen. De danske tilskuere var i massivt undertal på Mordovia Arena i Saransk.

- Peru, Peru Peru, gjaldede det igen og igen fra de mange tusinde peruanere, der med manér markede, at Peru for første gang siden 1982 er med ved et VM.

De mange fans og deres helte havde fortjent en bedre skæbne, men skarpheden foran mål havde Peru til gengæld ikke.

Bedst illustreret i første halvlegs slutfase, da Peru fik chancen fra straffesparkspletten. De peruanske fans havde ladet op til mål, men det var tilsyneladende for meget, at Christian Cuevas på den måde fik presset fra en helt nation på sine skuldre. Han høvlede ganske enkelt straffesparket langt, langt over mål.

Der var godt nok kun omkring 700 danske fans på Mordovia Arena i Saransk, men de havde sig til gengæld en stor fest. Foto: Efrem Lukatsky/AP/Ritzau Scanpix

Der var godt nok kun omkring 700 danske fans på Mordovia Arena i Saransk, men de havde sig til gengæld en stor fest. Foto: Efrem Lukatsky/AP/Ritzau Scanpix

Det var danskernes held, og da Danmark forlod Mordovia Arena og Saransk for at flyve tilbage til VM-basen i Anapa, var det med visheden om, at man havde tre værdifulde point med i bagagen. De kan meget vel blive vitale i forsøget på at komme videre fra gruppespillet.

Med i bagagen må der dog også være en vished om, at der spillemæssigt er stor rum for forbedring. Defensiven stod distancen, men offensivt halter det voldsomt.

Pione Sisto spillede en ny skidt landskamp, og helt fremme var der heller ikke mange gode takter fra Nicolai Jørgensen. Det er svært at forestille sig, at VM bliver en succesfuld dansk oplevelse, hvis niveauet hos de spillere ikke hæves.

Det var også malurt i det danske sejrsbæger, at både William Kvist og Andreas Christensen måtte udgå skadede.

Der har været stillet berettigede spørgsmålstegn ved Kvist efter et forår uden meget spilletid mod FCK, men afløseren Lasse Schøne lignede ikke en pålidelig afløser på den vigtige position foran forsvaret.

Yussuf Poulsen jubler med holdkammeraterne efter sin scoring til 1-0 mod Peru i det 59. minut. Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix

Yussuf Poulsen jubler med holdkammeraterne efter sin scoring til 1-0 mod Peru i det 59. minut. Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst