Golf Plus

Efter god sæsonstart: Mere økonomisk sikkerhed for nordjysk golfspiller

Martin Leth Simonsen har allerede matchet sin indtjening fra sidste sæson

Martin Leth Simonsen er kommet imponerende stærkt fra land. Arkivfoto: Henrik Bo

Martin Leth Simonsen er kommet imponerende stærkt fra land. Arkivfoto: Henrik Bo

GOLF:I disse dage har golfspilleren Martin Leth Simonsen tid til at bruge nogle timer sammen med familien i Aalborg og træne hos Aalborg Golf Klub.

Men der er også brug for et pusterum efter European Tour-turneringen i Kenya og endnu en turnering i i begyndelsen af april, hvor det blev til en tredjeplads i den allerførste turnering på Challenge Touren i år.

Challenge Touren går først for alvor i gang om 14 dage i Tyrkiet, men derfra går det slag i slag for nordjyden, der regner med tre ugers spil i rap på Challenge Touren, og derefter venter årets danske golfhøjdepunkt, Made in Denmark.

- Det har selvfølgelig været en rigtig god sæsonstart, og det var dejligt at få fyret en virkelig god runde af som afslutning i Jordan. Hvor jeg i Kenya kæmpede lidt med spiller, men blev ved med at kæmpe og hænge i på runder, hvor man ellers godt kunne have sagt til sig selv: Så er det også lige meget, så var jeg i Jordan godt spillende det meste af ugen.

- På anden runde spillede jeg virkelig godt, men der manglede jeg heldet og puttsene. På tredje runde faldt de så nærmest alle sammen i, så det var en lækker fornemmelse, siger Martin Leth Simonsen.

Det positive er især, at han med tredjepladsen der og det klarede cut i Kenya allerede har indtjent næsten lige så mange penge, som han gjorde i hele sidste sæson på Nordic League. I sidste sæson tjente 31.222 euro på Nordic League, mens turneringen i Jordan alene gav ham 24.312 euro. I Kenya blev det til godt 5000 euro.

- Det er absolut positivt, men det er også nødvendigt. Det gik ikke helt så godt med at indhente sponsorer henover vinteren, som jeg havde håbet, og jeg vil jo også gerne leve af det her, så der skal absolut noget mere ind. Men det er en god start, og jeg frygter da ikke for, om jeg får smør på brødet, lyder det med et lille grin fra nordjyden.

Havde været en tredjedel af vejen

Han ærgrer sig dog over, at de mange indtjente euro ikke tæller på ranglisten for årets Challenge Tour. Den begynder nemlig først at tælle fra turneringen i Tyrkiet.

- Det ærgrer mig, for turneringen talte på de to andre ranglister. Men vi har fået at vide, at det skyldes, at turneringen kun var over tre runder. Men det havde været en rigtig god start. Kigger man på de seneste år, så havde det vel cirka været en tredjedel af European Tour-kortet, der havde været hjemme der, siger han.

Turneringen i Jordan var nemlig en speciel turnering, idet der var deltagelse af 40 spillere fra den europæiske Challenge Tour, 40 spillere fra kvindernes European Tour og 40 spillere fra den mandlige Senior Tour for spillere over 50 år.

- Jeg synes, det fungerede rigtig godt. Det var en god uge, og banen var sat meget rimeligt op. Når man ser på, hvem der klarede cuttet, så var det jo stort set en tredjedel fra hver tour, siger Martin Leth Simonsen.

- Jeg følte aldrig helt, at jeg spillede med om sejren, for jeg kom jo fra baghjul fra en 20.-plads inden sidstedagen. Men jeg gik en rigtig god runde, og så flaskede det sig ellers for mig, da de andre faldt fra. Men det var faktisk først, da jeg sad i taxaen på en firetimers tur på vej mod lufthavnen, at jeg fandt ud af, at jeg var blevet nummer tre. SÅ nej, jeg blev ikke fotograferet med en stor check i hånden, griner han.

Mange hårde uger

De kommende uger bliver som nævnt meget travle, for efter Made in Denmark venter flere vigtige turneringer på Challenge Tour foruden nogle af de turneringer på European Tour, som han kan komme med i takket være det adgangskort, han sikrede sig i forbindelse med Tourskolen i efteråret.

- Jeg har taget beslutningen om at spille Made in Denmark, fordi de er herhjemme, og det er en stor turnering, men ellers er mit fokus på Challenge Tour, hvor jeg har de bedste chancer for at sikre mig et fuldt kort til European Tour næste sæson. men det kommer også an på, hvordan det går. Spiller jeg godt de kommende uger, så er der en turnering på European Tour i Belgien ugen efter Made in Denmark, og så kan det pludselig se ud til, at jeg skal spille i seks ud af syv uger. På et eller andet tidspunkt skal jeg selvfølgelig have en pause.

Foreløbigt gør han sig klar til at tage til Tyrkiet 21. april.

- Jeg ved ikke, om sæsonstarten har givet mig mere tro på, at det kan lykkes i år, men starten har under alle omstændigheder været god. Sidste år startede jeg også godt og spillede med om sejren i mange turneringer. Det har jeg ikke gjort endnu, men jeg har vist, at jeg kan være med helt fremme på et højere niveau. Og det er da kun godt, siger han.

Turneringen i Tyrkiet begynder 25. april og har en samlet præmiesum på 200.000 euro, hvilket er cirka halvdelen af præmiesummen fra turneringen i Jordan.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.