Vendsyssel FF Plus

Hjorths forbandelse: Kan igen ikke spille i Aalborg

Vendsyssel-spilleren igen ramt af uheld

Både skulderen og hovedet fik en tur hos Jakob Hjorth i søndagens kamp. Foto: Henrik Bo

Både skulderen og hovedet fik en tur hos Jakob Hjorth i søndagens kamp. Foto: Henrik Bo

FODBOLD:Det var nærmest den fodboldkamp på hele sæsonen, han havde set allermest frem til, men forsvarsspilleren Jakob Hjorth fra Vendsyssel FF må endnu engang erkende, at han ikke kan være med, når hans hold skal forsøge at tage tre point fra AaB for anden kamp på stribe.

Selvom han som ungdomsspiller var i AaB og har befundet sig i topfodbolden i en årrække, så har Jakob Hjorth stadig sit første møde med Aalborg Portland Park til gode. Denne gang er det igen en skadet skulder, der holder ham ude af opgøret - en skade, han pådrog sig i slutminutterne af lørdagens opgør mellem de to mandskaber i Hjørring.

- Det er virkelig ærgerligt, for det var en kamp, jeg havde set rigtig meget frem til. Som ung så jeg op til spillere som Rasmus Würtz og Kasper Risgård, fordi jeg selv spillede midtbane dengang, og siden har jeg jo spillet sammen med folk som Frederik Børsting og flere andre af de unge AaB'ere. Så det virker lidt som om, at der hviler en forbandelse over mig, når det kommer til stadion i Aalborg, siger forsvarsspilleren.

Håber at undgå operation

Han håber dog stadig, at det ikke bliver nødvendigt med en operation i skulderen i denne omgang.

- Jeg har snakket med flere af de andre, der har haft samme problem, og de siger, at skulderen er mere sårbar i starten, men at tid og genoptræning gør den stærkere, så det kunne være nok at spille med den skulderbeskytter, som jeg har brugt tidligere.

- Jeg ved, at AaB vil gøre alt for at komme ud og drille os, for jeg tror, at de føler, vi har drillet dem lidt rigeligt på det seneste. Men vi har spillet rigtig god fodbold på det seneste, så jeg tror bestemt på, at vi kan drille dem endnu engang, siger han.

NORDJYSKE formoder, at Vendsyssel stiller op således (3-5-2): Nicolai Flø - Alexander Juel Andersen, Sander Fischer, Andreas Kaltoft - Tiemoko Konaté, Jon Thorsteinsson, Mikkel Wohlegemuth, Matti Steinmann, Søren Henriksen - Benjamin Källmann, Alhaji Kamara.

Jakob Hjorth, Mikkel Frankoch, Moses Opondo og Sebastian Czajkowski udgør skadeslisten hos vendelboerne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.