Jimmy Nielsen i spidsen for nyt rigmandsprojekt: Det er som et eventyr

Den hvide puma blev sulten efter nye udfordringer og takkede ja til trænergerningen i Hartford

Jimmy Nielsen under sin trænergerning i Oklahoma City Energi FC. Arkivfoto: Sole Møller

Jimmy Nielsen under sin trænergerning i Oklahoma City Energi FC. Arkivfoto: Sole Møller

FODBOLD:Jimmy Nielsen, målmanden med de lyse lokker, der huserede i AaB-målet fra 1995-2007 og bjergtog de nordjyske tilskuere med feberredninger, er klar på endnu et eventyr i USA.

Han og ikke mindst familien udlever den amerikanske drøm. De er flyttet godt 2500 kilometer fra midterstaten Oklahoma til østkystbyen Hartford i staten Connecticut – kun to timer fra New York.

- Det er stort at have muligheden for at gøre karriere i USA inden for fodboldens verden, og det er jeg meget taknemmelig for. Familien og jeg ser det som et eventyr, og det er spændende at komme rundt og opleve forskellige kulturer, siger den tidligere AaB-målmand.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jimmy Nielsen er den AaB-spiller, der har spillet femte flest kampe for den nordjyske klub. Han har trukket den bolchestribede trøje over hovedet til i alt 398 officielle kampe. Arkivfoto: Michael Bygballe

Jimmy Nielsen er den AaB-spiller, der har spillet femte flest kampe for den nordjyske klub. Han har trukket den bolchestribede trøje over hovedet til i alt 398 officielle kampe. Arkivfoto: Michael Bygballe

Det er rigmanden Bruce Mandell, som har tjent sine penge på virksomheden Data-Mail, Inc, der for tre år siden fik idéen om at bringe et fodboldhold til byen Hartford. Det var på daværende tidspunkt den største by i USA uden et professionelt sportshold, men det ville den lokale virksomhedsejer altså ændre på.

Derfor kontaktede Bruce Mandell i juli sidste år Jimmy Nielsen, som havde erfaringen med at stable et nyt hold på benene fra sin tid i Oklahoma City Energy FC. Den hvide puma steg derfor på et fly med afgang mod Hartford.

Han blev vist rundt på anlægget og hilste pænt på bestyrelsen, som han havde et fire timer langt møde med. Dagen efter mødtes de igen i fire timer, og der var kemi imellem parterne. For i august skrev han under på en kontrakt, der gjorde ham til klubbens første cheftræner.

Pokaler, flot fodbold og fyldte tribuner

Præcis, som da han var i Oklahoma, er Hartford en del af den anden bedste amerikanske række, USL. Men hvad er det, som driver nordjyden så meget, at han endnu engang ikke kunne afslå et tilbud om at stå i spidsen for helt nystartet hold?

- Da jeg stoppede i Oklahoma, sagde jeg sådan set, at jeg aldrig skal starte et nyt hold op igen. Men så opstod den her fantastiske mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til.

- Der er jo alligevel noget spændende ved at bygge et hold op fra bunden. Hvis jeg kommer til en etableret klub, er der allerede et fyldt holdkort. I Hartford har jeg muligheden for at hente spillere ind, som underbygger den spillestil, som jeg ønsker. Så det er en rejse, jeg har glædet mig til at begynde, siger Jimmy Nielsen.

Nordjyden fortæller flere gange i løbet af samtalen, at ambitionsniveauet i klubben var noget af det, som trak ham til Hartford. Han havde flere konkrete henvendelser fra andre klubber og var tæt på at sige ja til et andet tilbud, uden han vil uddybe hvor. Men det blev altså Connecticuts’ hovedstad, som løb med Jimmy Nielsens gunst.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jimmy Nielsen blev amerikansk mester med Sporting Kansas City i 2013, hvor han tilmed kom på årets hold. Under fejringen af mesterskabet besøgte holdet Det Hvide Hus og Barack Obama. Privatfoto.

Jimmy Nielsen blev amerikansk mester med Sporting Kansas City i 2013, hvor han tilmed kom på årets hold. Under fejringen af mesterskabet besøgte holdet Det Hvide Hus og Barack Obama. Privatfoto.

Ambitionerne har bestemt også forplantet sig til aalborgenseren. Pokaler, flot fodbold og mange tilskuere. Intet mindre kan gøre det for Hartford Athletic.

- Vi vil selvfølgelig vinde mesterskabet. Men hvis vi vinder, og der ikke kommer nogle tilskuere, så er det ikke en succes. Hvis der omvendt kommer mange tilskuere, og vi ikke vinder, så er det heller ikke nogen succes. Vi vil have begge dele, og det understreger bare, hvor store ambitionerne er i klubben. Det var også noget af det, som tiltalte mig.

- Og så vil vi gerne spille angrebsivrig fodbold, som er underholdende for tilskuerne, men det kan kun lade sig gøre, hvis vi får den defensive base på plads. Vi skal stå solidt bagtil, før vi kan spille den offensive fodbold, som vi vil, fortæller han.

Danskerkoloni og loyalitet

Da Jimmy Nielsen tiltrådte som træner for Hartford, stod han naturligvis med et holdkort uden et eneste navn. Men stille og roligt blev spillerne præsenteret, og det stod hurtigt klart, at nordjyden ligesom i sin tid i Oklahoma vendte blikket mod sit hjemland. Næsten en fjerdedel af truppen består af danskere.

Men fordi nogle spillere har et rødbedefarvet pas, så er det ikke lig med en badebillet til spilletid.

- Der er ingen, der er sikre på noget som helst. Hvis der er nogen, der forventer, at de starter hver gang, så er de i den forkerte klub. Her skal man gøre sig fortjent til at spille, og det gælder også danskerne. Eller jeg vil sige det på en anden måde. Det gælder i særdeleshed danskerne. De skal gerne vise noget ekstra, lyder den kontante udmelding fra Jimmy Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jimmy Nielsen under fejringen af det danske mesterskab med AaB i 1999. Arkivfoto: Grete Dahl

Jimmy Nielsen under fejringen af det danske mesterskab med AaB i 1999. Arkivfoto: Grete Dahl

Flere af de spillere, som han har hentet til Hartford, spillede også for ham i Oklahoma. Det samme gælder for trænerstaben, hvor der også er flere velkendte ansigter, og det betyder meget for Jimmy Nielsen, at han kan bygge videre på de relationer, han allerede har skabt i USA.

- Loyalitet er utroligt vigtigt for mig. Mange af dem som er bragt med til Hartford, de ved, hvad jeg står for, og jeg ved, hvad de står for. Derfor stoler jeg 100 procent på, at de udfører deres opgave til perfektion. Der vil ikke være noget værre, end at skulle stå og kigge dem over skulderen hele tiden. Det ved jeg nu, at jeg slipper for, siger Hartford-træneren.

Baglandet betyder alt

Jimmy Nielsen og familien er flyttet ind i downtown Hartford ikke langt fra træningsanlægget, og de kan mærke en stor forskel på at bo i Hartford kontra Oklahoma.

- I Oklahoma kunne folk godt kigge lidt underligt på én, hvis man kom fra udlandet, men i Hartford er der så mange forskellige kulturer og nationaliteter samlet på et sted, så det er fantastisk at være en del af og sjovt at prøve noget andet, forklarer han.

Men at bo i USA, det store land med lange afstande, har også sine ulemper. Et professionelt fodboldhold har mange rejsedage på et år. Samtidig er Hartford Athletics stadion ved at blive ombygget, hvorfor de skal spille de første otte kampe i sæsonen på udebane.

Det lægger derfor et stort ansvar over på Jimmy Nielsens kone, Janni K. Nielsen, som specielt i starten af sæsonen skal få hverdagen til at køre rundt for familien, og det sætter han stor pris på.

- Baglandet betyder alt, når man er fodboldtræner. Det er dem, som ordner det meste og får alle enderne til at hænge sammen, når jeg rejser, så meget som jeg gør. Derfor er jeg utrolig glad for alt det arbejde, de lægger i det, siger Jimmy Nielsen.

Jimmy Nielsen og Hartford Athletic har ikke fået nogen prangende start på tilværelsen. De har tabt de tre første kampe, og holdet har derfor stadig den første sejr til gode i klubbens historie.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.