Kulturchok: 30 grader og milliardær til forskel for Enevoldsen

Aalborgenseren er landet i en ekstrem ambitiøs fodboldklub i Indianapolis, hvor en rig klubejer kan lægge handling bag ordene

FODBOLD:Det er på alle måder et kontrastfyldt klubskifte, fodboldspilleren Thomas Enevoldsen har foretaget i USA. Fra solbeskinnede Orange County i Californien, der i vintermånederne stadig kan byde på mindst 15 plusgrader - til bundfrosne Indianapolis i Midtvesten, hvor aalborgenseren ved ankomsten midt i februar blev mødt af 15 minusgrader.

- Det var voldsomt koldt, men temperaturen kan svinge helt vildt fra dag til dag. Det er dog ikke vejret, der er den største forskel for mig. Det er tydeligt at mærke, at jeg er skiftet fra en klub med et af ligaens laveste budgetter til den, der måske har det største budget af alle i USL (den næstbedste række, red.), fortæller Thomas Enevoldsen.

Han er blevet indlogeret i forstaden Carmel, der ligger lidt nord for Indianapolis. Der er her, at storbyens fodboldhold, Indy Eleven, holder til. Og frostgraderne er ikke noget tema, når der skal trænes.

Grand Park er rammen om Indiana Elevens træning i vinterhalvåret.

Grand Park er rammen om Indiana Elevens træning i vinterhalvåret.

- Klubben råder over et fantastisk træningsanlæg (Grand Park, red.), der ligger kun 10 minutters kørsel fra min lejlighed. Der er tre indendørs kunstgræsbaner i fuld størrelse, og det er forhold, som mange europæiske klubber vil have svært ved at matche. Faciliteterne er da også bedre end dem, mange klubber i MLS (den bedste amerikanske række, red.) råder over, fortæller en begejstret Enevoldsen.

Rigmand og ambitioner hos Indy Eleven

Indy Eleven har den stenrige forretningsmand Ersal Ozdemir i ryggen, der er god for mere end en milliard dollars, og han vil have klubben op i MLS i løbet af de næste par sæsoner. Aktuelt spiller holdet sine hjemmekampe på det gigantiske Lucas Oil Stadium, der er hjemmebane for NFL-klubben Indianapolis Colts, men ejeren går med planer om at bygge et nyt dedikeret fodboldstadion med plads til 25.000 tilskuere. Indtil videre er de planer dog strandet på en strid om, i hvor stor grad staten skal bidrage til projektet.

- Klubben er kun fem år gammel, men det er det eneste professionelle fodboldhold i hele staten Indiana, så fanbasen er stor og ambitionerne endnu større. Der er ingen tvivl om, at man forventer, at vi skal levere et topresultat i den her sæson.

- Der er dog kun fire gengangere i spillertruppen fra sidste sæson, så det er et helt nyt hold, som skal spilles sammen, og det er svære odds at vinde USL. Man skal først gennem kvartfinale, semifinale og finale i sin conference - for til slut at møde vinderen af den anden conference. Det er altså fire andre tophold, man skal slå på rad og række.

Sæsonåbning: Nederlag og sejr

Indy Eleven tabte 9. marts sæsonpremieren på udebane med 2-1 til Saint Louis.

- Vi kontrollerede kampen på mange punkter og skulle have haft point med hjem. Vi brændte et straffe og havde en anden stor chance, som ramte stolpen. Personligt skal jeg lige vænne mig til systemet, hvor vi spiller en form for 3-4-2-1, når vi har bolden, og 5-2-2-1, når modstanderen har den. Det har jeg aldrig prøvet før.

Foto: Indy Eleven

Foto: Indy Eleven

I forhold til det boldmæssige har Thomas Enevoldsen også haft noget at indhente. Hans visum blev først godkendt tre uger efter at resten af holdet havde startet træningen op, og på det tidspunkt havde han ikke trænet fodbold med et andet hold siden slutningen af november.

Thomas Enevoldsen i selskab med sin personlige træner i Aalborg, Martin Thimm. Privatfoto

Thomas Enevoldsen i selskab med sin personlige træner i Aalborg, Martin Thimm. Privatfoto

- Men fysisk var jeg i topform efter at have trænet hos min personlige træner Martin Thimm (tidligere ishockeyspiller, red.) hjemme i Aalborg, så jeg kom ret hurtigt efter det.

Allerede i 2. runde ventede der da også en succesoplevelse til både Thomas Enevoldsen og holdet, der 16. marts vandt 3-2 ude over Charlotte Independence. Den tidligere AaB-spiller kom på tavlen, da han flugtede en nedfaldsbold fra et hjørnespark over i det lange hjørne.

- Vi spillede også markant bedre, og det var vigtigt at komme på tavlen. Nu ser jeg frem til at møde den hvide puma i næste runde.

Stor hjælp af Jimmy Nielsen

Thomas Enevoldsen henviser til opgøret 31. marts, hvor Indy Eleven sæsondebuterer på hjemmebane mod Hartford Athletic, der trænes af målmandslegenden Jimmy Nielsen. De to var holdkammerater i AaB fra 2005 til 2007.

- Jeg har snakket rigtig meget med Jimmy, lige siden jeg første gang fik muligheden for at komme til USA og spille. Han ved jo alt om både ligaen og landet, så han har været en stor hjælp for mig. Det var han også, dengang jeg blev rykket op i seniortruppen i AaB, så vi har et rigtig godt forhold. Den kamp mod Hartford er virkelig én, jeg ser frem til.

Thomas Enevoldsen i aktion for Orange County, hvor USA-eventyret startede. Arkivfoto: Liza Rosales Photography

Thomas Enevoldsen i aktion for Orange County, hvor USA-eventyret startede. Arkivfoto: Liza Rosales Photography

Thomas Enevoldsen er indtil videre alene i Indianapolis, hvor han dog ikke har svært ved at få tiden til at gå i den luksuriøse lejlighedskompleks, klubben har indlogeret ham i. Her er swimmingpool, biograf og indendørs golfsimulator - for blot at nævne nogle af faciliteterne. Men kæresten, den tidligere håndboldspiller Lærke Møller, slutter sig til i starten af april.

- Hun er ved at tage en uddannelse i ernæring og sundhed og skal i den forbindelse i praktik i tre uger herovre. Derudover har hun sit ekspertjob hos TV2, men det kræver kun, at hun er hjemme cirka fire gange om året.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.