Filmanmeldelse Plus

Storfilm om Tyskland: Efterkrigstiden skildret på den fede måde

Se tre klip fra filmen herunder

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sebastian Koch spilller professor Seeband - filmens skurk. Kamæleonen, der forvandler sig fra glødende nazistisk dødslæge til lige så glødende socialistisk DDR-læge efter krigen. Her males han af svigersønnen Kurt.

FILM: ”Værk uden skaber”

Jeg har gang på gang i mine filmanmeldelser brokket mig over, at film er for lange. Nu har jeg så set en film på tre timer og otte minutter. Og den er ikke et sekund for lang.

For med ”Værk uden skaber” oplever man den store, gigantiske, mættende fortælling. Det er en film, der fylder én med samme tilfredsstillelse som en murstensroman, man har været i selskab med i ugevis. Det er en så harmonisk, velkomponeret og vedkommende historie, som man bare labber i sig.

Filmen spænder over 30 år.

I 1936 møder vi Kurt. Fem år gammel. Og en fabelagtig tegner, alderen taget i betragtning.

Det er ham, vi så følger frem til 1966, hvor han får et fabelagtigt stærkt gennembrud som billedkunster.

Udstillingen med entartete Kunst i Berlin 1936

Og så er der jo alt det midt imellem. I starten er vi i Tyskland. Nazisterne har taget magten. Kurt er på kunstudstilling med sin tante Elisabeth og ser entartete Kunst. Fordærvet kunst. Altså den slags kunst, nazisterne ikke kunne lide: Picasso, Kandinsky, Otto Dix med mere. For man kan jo ikke se, hvad det forestiller. Og kan man, så er det dybt forkvaklet.

Blot sådan en scene er fuldkommen fantastisk, fordi den nazistiske omviser på museet så naturligt forklarer, hvorfor kunsten er så fordærvet.

Krigen kommer også. Fortalt hurtigt og nøgternt. Men stille og roligt. Og med nogle uhyrligt ubegribeligt grimme scener klippet ind - i små sekundkorte glimt.

Også det er fantastisk.

Vi oplever krigens afslutning og russernes besættelse. Kurt bliver ældre og bliver uddannet kunstner. I Østtyskland. Her oplever vi samme kunstsyn. Nu hedder det ikke længere entartete Kunst. Men kunsten skal tjene folket, og intolerancen over for anderledes kunst er ikke et hak bedre end under nazisterne.

Flugten til vest - kort før muren.

Kurt bliver som kunstner Østtysklands bedste. Feteret af folket, elsket af regeringen. For han maler pæne arbejdere med store lægtehammere, der står side om side med bondepiger med korngult, kraftigt hår, mens de er på høstarbejde.

Vi følger sidehistorie efter sidehistorie. Vi får - nærmest fordomsfrit - skildret de hæslige, politiske systemer helt uden at vi bliver påduttet de rigtige holdninger. Dem kan vi så selv danne os. Og filmmageren ved jo godt, hvilke holdninger vi ender op med. Så på den måde er filmen et opgør med DDR-staten.

Her tænker du sikkert, at det var jo det samme som med filmen ”De andres liv” af Florian Henckel von Donnersmarck. Det er så også ham, der har lavet denne film. Hvis du elskede ”De andres liv” vil du også elske ”Værk uden skaber”.

”Værk uden skaber” kunne uden problemer klippes op til en tv-serie - for det er en lang film. Skete det, ville det være en tv-serie, som du ville labbe i dig.

En helt masse af filmens personer er skildret meget Matador-agtigt. Altså med det ene elskelige menneske efter det andet. Man kan mene, at filmen er en smule konfliktfri. At der skøjtes hen over problemerne. Men de er der - de vises bare glimtvis i stedet for at der svælges deri.

Kurt på kunstskole i Düssedorf - der eksperimenteres.

Og som i Matador er der kun én person, som er et virkeligt møgsvin, og som vi så også følger gennem de 30 år. Ham bliver vi til gengæld også virkelig sur på. Og som i Matador: Det er naturligvis en nazist.

Mageløse Sebastian Koch - nazilægen der bliver DDR-læge og svoren socialist. Fordi det betaler sig.

Mageløse Sebastian Koch - nazilægen der bliver DDR-læge og svoren socialist. Fordi det betaler sig.

Det er den tyske stjerneskuespiller Sebastian Koch, der har fået denne skurkerolle, og det er virkelig en pragtpræstation, han får eksekveret lige her. Rollen er skrevet til ham, og han sætter den lige i skabet. Skræmmende, farlig, intelligent, psykopat, beregnende og overlegen.

Kurt og Ellie flygter til vesten.

Kurt og Ellie flygter til vesten.

Det er på mange måder en film med en fed feel good-agtig stemning. For Kurt - vores hovedperson - er altså bare så kær. Der er ikke ondt skabt i ham. Lige så sød, god og renfærdig er hans elskede Ellie. Man kan som tilskuer ikke andet end elske Tom Schilling som kunstneren Kurt og Paula Beer som hans lige så søde kæreste og senere også kone.

Kunstskolen i Düsseldorf. Professoren skal forestille Joseph Beyus. Og eleven Kurt er skabt med skelen til Gerhardt Richter.

Kunstskolen i Düsseldorf. Professoren skal forestille Joseph Beyus. Og eleven Kurt er skabt med skelen til Gerhardt Richter.

Indrømmet: Jeg var ved at skrige, da jeg fandt ud af, at denne film varer over tre timer. Men da jeg var færdig, sad jeg og sukkede efter mere. Så lad dig endelig ikke skræmme af spilletiden. Du bliver mageløst godt underholdt. Du bliver glad. Du bliver ind imellem lidt bekymret, men sandelig også virkelig angst undervejs. Men hele tiden bobler der en behagelig rar positiv og glad stemning op overalt. Selv når krig og den slags er mest forfærdelig, sidder du alligevel med fryd i hjertet få øjeblikke senere.

Kurt er netop flygtet. Nu skal han ikke længere lave socialistisk kunst. Nu skal der eksperimenteres.

Kurt er netop flygtet. Nu skal han ikke længere lave socialistisk kunst. Nu skal der eksperimenteres.

”Værk uden skaber”

Originaltitel: ”Werk ohne Autor”

Instruktion: Florian Henckel von Donnersmarck

3 timer og 18 minutter, frarådes under 15 år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.