Farmaceut tager hånd om sårbare borgere: Vigtigt, at de får indblik i deres medicin

Medicin kan have mange bivirkninger - og derfor skal psykisk handicappede borgere også vide, hvad der er op og ned - det hjælper farmeceut på Thisted Løve Apotek Inge Kristoffersen dem med

Farmaceut Inge Kristoffersen, Thisted Løve Apotek, er med i et projekt, der skal give sårbare borgere en bedre forståelse af den medicin, de får udleveret. Foto: Bent Bach

Farmaceut Inge Kristoffersen, Thisted Løve Apotek, er med i et projekt, der skal give sårbare borgere en bedre forståelse af den medicin, de får udleveret. Foto: Bent Bach

THISTED:- Det er godt at gøre noget for de svage borgere.

Sådan siger farmaceut Inge Kristoffersen fra Thisted Løve Apotek. Hun har siden januar deltaget i et projekt, som har det ikke så mundrette navn "medicinsupervision med borgerinddragelse".

Projektet handler om at gøre psykisk syge borgere mere bevidste om medicinens virkninger og bivirkninger, og igennem hele forløbet, som evalueres de kommende uger, har Inge Kristoffersen mødt de enkelte borgere ude på bostederne.

Inden møderne på de enkelte bosteder har Inge Kristoffersen sat sig grundigt ind i den enkelte borgers medicinering, hvilket kan være ret omfattende. Foto: Bent Bach

Inden møderne på de enkelte bosteder har Inge Kristoffersen sat sig grundigt ind i den enkelte borgers medicinering, hvilket kan være ret omfattende. Foto: Bent Bach

Inge Kristoffersen har brugt en dag om ugen på skiftevis at besøge Grønningen, Dragskilde og Algade i Koldby foruden borgere, der er tilknyttet Team Bostøtte.

Apoteket har tidligere arbejdet med medicinsupervision - men uden borgerinddragelse.

- Men vi vil gerne have borgerne med, siger Inge Kristoffersen.

Thisted Løve Apotek tog kontakt til apotekerforeningen, som derefter tog kontakt til Thisted Kommunes handicap- og psykiatriafdeling.

Det har været de enkelte bosteder, som har udpeget de borgere, der kunne drage nytte af projektet. Ideen er, at farmaceut Inge Kristoffersen kommer forbi og får en samtale med borgeren samen med en eller to ansatte.

- Borgerne bliver klogere på egen medicin. Både hvad angår gode ting og dårlige ting. De får en forståelse for sammenhængen, siger Inge Kristoffersen.

Inge Kristoffersen, som er farmaceut ved Thisted Løve Apotek, har hjulpet sårbare borgere med at få styr på deres medicin. Arbejdet er sket gennem projektet medicin og supervision med borgerinddragelse, og derfor har hun været ude hos en række bosteder i Thisted Kommune og talt med borgerne. Foto: Bent Bach

Inge Kristoffersen, som er farmaceut ved Thisted Løve Apotek, har hjulpet sårbare borgere med at få styr på deres medicin. Arbejdet er sket gennem projektet medicin og supervision med borgerinddragelse, og derfor har hun været ude hos en række bosteder i Thisted Kommune og talt med borgerne. Foto: Bent Bach

Hun kan hjælpe med at justere på nogle ting, men det er ikke hendes opgave at lave ændringer i medicinen.

- Det er lægernes opgave, siger Inge Kristoffersen og fortsætter:

- Jeg kan hjælpe borgerne med den måde, de tager medicinen på - om det skal være i forbindelse med mad eller ej, hvilket tidspunkt på dagen og så videre, siger Inge Kristoffersen, som også kan komme med forslag til dosisjustering, eller om borgeren skal stoppe med at tage medicinen.

Projektet stopper ved udgangen af april, og Inge Kristoffersen håber på, at det kommer til at fortsætte i en eller anden grad.

- Det er jo godt at få borgerne i centrum, siger Inge Kristoffersen, som oplever, at mange af de 28 borgere, der er tilknyttet projektet, har et komplekst sygdomsforløb. Ofte ligger antallet af medicinpræparater mellem syv og tyve.

- Det er nogle borgere, der er godt medicineret, siger farmaceuten.

Det er ikke kun borgerne, som har fået noget ud af projektet. Det har Inge Kristoffersen også.

Foto: Bent Bach

Foto: Bent Bach

- Det har været vildt spændende og meget udfordrende. Det handler jo om hele personen, så det er ret omfattende, siger Inge Kristoffersen, som inden besøgene har gennemgået de enkelte medicinlister og lavet en grundig forberedelse.

- Det er jo ikke ligefrem alt, der spiller godt sammen. Men jeg kommer altså ikke med nogen facitliste. Jeg kan kun hjælpe med at skabe overblik, siger hun.

Når mødet med den enkelte borger er slut, laver hun et resume med sine anbefalinger, som skal fungere som et input til en kvalificeret dialog med lægen.

Finansieringen af projektet er sket gennem satspuljemidler. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den socialfaglige konsulent ved Thisted Kommune, der er tilknyttet projektet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.