Aalborg Lufthavn gentager succesen: Gratis rejsefestival med rekordmange charterselskaber
Søndag den 26. januar 2025 inviterer Aalborg Lufthavn endnu en gang til en inspirerende rejsefestival. Med rekordmange charterselskaber, gratis rejseforedrag, spændende aktiviteter og stærke rejsetilbud er der lagt op til en dag, som både rejseentusiaster og nysgerrige eventyrere vil elske.
Opdateret 16. januar 2025 kl. 09:12
I vinterkulden drømmer mange om sol, varme og nye eventyr. Hvis du savner inspiration til din næste feriedestination, så besøg Aalborg Lufthavn, hvor dørene står åbne til årets rejsefestival. Fra kl. 9.30 til 16.30 kan du bevæge dig rundt blandt over 40 stande, hvor rejsebureauer og rejseselskaber præsenterer årets bedste rejsetilbud og vejleder om alt fra strandferier til safarirejser. Alt foregår i dit tempo, og du kan deltage gratis.
Det er tredje år, at rejsefestivalen løber at stablen – og de to foregående år har der været helt overvældende tilslutning af deltagere. Over 12.000 deltagere var mødt op i lufthavnen sidste år, og der er ikke skruet ned for ambitionerne i år.
I år er der rekordmange rejseforedrag, og du kan hente inspiration og gode rejsefifs om populære destinationer og rejsetemaer. Du kan høre rejseforedrag om bl.a. eksotiske Thailand, kør-selv-ferie i Canada, sommerens charterferier og USA´s mange muligheder. Derudover byder rejsefestivalen på en række aktiviteter, som gør dagen sjov for hele familien.
I løbet af dagen er der konkurrencer om alt fra rejsegavekort til fuldt betalte rejser, eller du kan gøre et godt køb i lufthavnens DutyFree.
Dagen byder også på ekstraordinære gode tilbud fra rejseselskaberne, og du kan bestille din næste rejse direkte på dagen.
Spændende rejsemuligheder direkte fra Aalborg
Aalborg Rejsefestival giver også en smagsprøve på Aalborg Lufthavns nye direkte ruter i 2025, hvor du kan møde rejsearrangørerne bag. Det er blandt andet destinationerne herunder, som du kan opleve.
Nuuk, Grønland:
Fra sommeren 2025 kan du flyve direkte til Nuuk på under fem timer, en rute der appellerer til både forretnings- og ferierejsende.
- Vi kan se et enormt potentiale i at få skabt en direkte rute til Nuuk. Der er en stor efterspørgsel fra både forretningsrejsende og fritidsrejsende, siger CCO hos Aalborg Lufthavn Martin Svendsen.
Du kan læse mere om Grønlandsruten her.
Reykjavik, Island:
PLAY Airlines tilbyder en direkte rute til Reykjavik fra juni til august med to ugentlige afgange – en perfekt gateway til både Island og videre forbindelser til Nordamerika.
Du kan læse mere om ruten her.
Mombasa, Kenya:
Bravo Tours opfylder drømmen om en safarirejse kombineret med eksotiske strandoplevelser i vinteren 2025.
- Det er en forrygende nyhed til vinterprogrammet fra Aalborg Lufthavn, som giver nogle spændende og unikke rejsemuligheder til Østafrika i danskernes vinterferie. Særligt safarirejser har været meget efterspurgte her fra Aalborg de seneste år, og nu tilbyder vi altså direkte flyvninger til Kenya, fortæller Martin Svendsen.
Der er stadig ledige flybilletter til Kenya-rejserne.
Athen, Grækenland:
Med direkte ruter fra maj til oktober 2025 kan du opleve historiske seværdigheder og afslappende ferier i Peloponnes eller på Evia.
Madoplevelser og stemning i særklasse
Udover rejseinspiration kan du også nyde lækker mad fra Aalborg Lufthavns forskellige spisesteder. Den ikoniske pølsevogn, Food Court-teltet og Gastro Pub restauranten står klar til at tilbyde alt fra klassiske hotdogs og smørrebrød til lækkerier fra Penny Lane til overkommelige priser.
Du kan læse meget mere om Aalborg Rejsefestival her, hvor du kan læse mere om dagens forskellige aktiviteter, mad og drikke, hvilke rejsebureauer og flyselskaber, der deltager samt få et overblik over rejseforedragene. Du kan også løbende holde dig opdateret om rejsefestivalen på Aalborg Lufthavns Facebook begivenhed.
Nem transport
Som noget nyt vil NT, Nordjyske Jernbaner og DSB tilbyde transport til og fra Aalborg Lufthavn d. 26. januar for kun 25 kr. - uanset hvor i Region Nordjylland du befinder dig. For DSB gælder det også, at du kan hoppe på toget fra Aarhus og Randers mod Aalborg Lufthavn for samme attraktive pris.
Du kan ligeledes møde NT til Aalborg Rejsefestival, hvor de står klar til en snak ved deres stand, og hvor de samtidig vil uddele transportbilletter til og fra Aalborg Lufthavn i forbindelse med din rejse, hvis du køber en rejse på dagen.
Du kan selvfølgelig som altid også tage bilen til Aalborg Lufthavn.
- Aalborg Rejsefestival finder sted søndag d. 26. januar 2025 i Aalborg Lufthavn fra kl. 09.30-16.30.
- Der vil være 37 gratis rejseforedrag fordelt ud over hele dagen i lokaler rundt omkring i lufthavnen.
- Du kan shoppe i DutyFree, og der vil være mulighed for at købe mad og drikke hele dagen.
- Som noget nyt kan du købe en bus- eller togbillet for blot 25 kroner, når du deltager i rejsefestivalen. Det kan du læse mere om her https://www.ntrejse.dk/nyheder/2025/jan/aalborg-rejsefestival
Du kan læse mere på Aalborg Lufthavns hjemmeside eller via deres Facebook-begivenhed.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.