Aalborg skal have rent drikkevand i fremtiden
Private boligejere bør droppe sprøjtegift i haven, hvis vi fortsat vil have rent drikkevand fra undergrunden i Aalborg Kommune.
Opdateret 06. april 2017 kl. 12:41
Krystalklart, rent drikkevand. Det tager de fleste af os for givet - og sådan skal det gerne blive ved med at være. Men især i Aalborg Kommune kræver det en fælles indsats. Undergrunden under os er nemlig særlig sårbar over for gift og sprøjtemidler. Den består af sand og kridt med revner og sprækker og har ikke et beskyttende lerlag som andre steder i landet. Det betyder, at regnvandet nemt kan sive ned til grundvandet - og det samme kan den sprøjtegift, vi bruger i haven gøre.
- I Aalborg Kommune gør vi meget for at beskytte grundvandet, hvorfor vi naturligvis heller ikke bruger sprøjtemidler på de offentlige, grønne arealer. Sidste år satte vi så kampagnen "Giftfri Zone" i søen, der både skal øge opmærksomheden om problemet og give borgerne konkrete tips til, hvordan de kan undgå at bruge sprøjtegift i haven. Vi har alle sammen et ansvar for at holde giften ude af vores egen have og passe på vores fælles vandressourcer, siger Lasse P. N. Olsen, rådmand for miljø og energi i Aalborg Kommune.
Seneste nationale tal fra Miljøstyrelsen viser, at der i 2014 blev solgt sprøjtemidler til det private marked svarende til 28,5 tons aktivstoffer. Opgørelsen dækker over 34 midler, hvoraf 22 var ukrudtsmidler, 9 var skadedyrsmidler, 2 var sneglemidler og 1 var mosmiddel. Ukrudtsmidlerne udgjorde 88 procent af det samlede salg til private.
Dyrt alternativ
En anden grund til, at det er så vigtigt at passe på vores grundvand, er, at flytning af større vandværkers kildepladser kan tage mere end 10 år og koste millioner af kroner - og det er forbrugerne, der betaler omkostningerne over vandregningen. Det er desuden begrænset, hvor kildepladserne kan flyttes hen, og der er ingen garanti for at finde grundvand, der kan bruges som drikkevand.
- Hvis drikkevandet skal pumpes op på den anden side af kommunegrænsen, så vil det blive dyrere samtidig med, at Aalborg Kommune ikke længere vil have indflydelse på, hvordan grundvandet beskyttes mod forurening, argumenterer miljørådmanden videre, hvorfor det giver god mening at gøre den private have giftfri.
Planlæg og nyd
Det behøver ikke være besværligt at holde sin have uden gift. Ofte handler det om bedre planlægning, akkurat som indendørs rengøring: Jo længere, du lader stå til, jo sværere er det at komme skidtet til livs - og så bliver det til sidst fristende at ty til skrap kemi.
- Ukrudt kan holdes nede ved eksempelvis at feje fliser og fortov med en stiv kost en gang om ugen og ved at luge, inden mængden af ukrudt virker uoverskuelig, siger Kirsten Lund Andersen, stadsgartner i Aalborg Kommune.
Hun fortæller desuden, at det handler om at bruge naturens egne ressourcer, hvis man gerne vil holde ukrudtet nede. Hvis haveejere giver ønskede planter optimale vækstbetingelser og plads til at folde sig ud, så kan de udkonkurrere ukrudtet. Man kan også for eksempel vælge at dække bedene til med flis og skaller, og det hjælper også, hvis man som haveejer vælger et knap så stringent look til haven.
- Det handler også om at tillade mere frodighed i haven og for eksempel se igennem fingrene med lidt bellis og mælkebøtter i græsplænen. Og har man fliser i haven, er det en dårlig idé at fjerne ukrudtet mellem fliserne med gift. Overvejer man fliser i haven, bør man derfor vurdere, om man kan leve med lidt ukrudt og mos, eller om man er villig til at fjerne det med håndkraft, siger stadsgartneren.
Rollemodel i europæisk sammenhæng
Aalborg Kommune er primus motor i den europæiske Sustainable Cities-sammenslutning, der forpligter store europæiske byer til at forbedre sig inden for spildevand, affald, fjernvarme, kemifri zoner med mere. Det indebærer, at mange andre europæiske byer ser Aalborg som et forbillede i forhold til miljø.
Det er årtier siden, Aalborg Kommune stoppede med at bruge kemiske bekæmpelsesmidler på offentlige arealer, men der bliver fortsat brugt gift hos private. Derfor er det haveejere, der er fuldt fokus på i kampagnen "Giftfri Zone", hvor byens borgere blandt andet kan få inspiration til haven og deltage i konkurrencen om en havemand på Facebook.
3 giftfri haveråd:
1. Giv haven en god rengøring med en grundig lugning i starten af sæsonen.
2. Dæk jorden mellem blomster, buske og grøntsager med fx bark, tang, sten eller strandskaller.
3. Bekæmp ukrudtet med sin egen medicin ved at lave en spand ajle, som vist på billederne i artiklen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.