Annoncørbetalt Indhold

At være Aalborg Zoo ambassadør handler om mere end synlighed

For de fleste er Aalborg Zoo først og fremmest stedet, hvor børn og barnlige sjæle kommer tæt på dyr fra hele verden.

Fra venstre: Peter Birkegaard, Managing Director ved Aalborg Portland, Thomas Kastrup-Larsen, direktør for Aalborg Zoo og Jens Nygaard Larsen, salgs- og partneransvarlig hos Aalborg Zoo.
Fra venstre: Peter Birkegaard, Managing Director ved Aalborg Portland, Thomas Kastrup-Larsen, direktør for Aalborg Zoo og Jens Nygaard Larsen, salgs- og partneransvarlig hos Aalborg Zoo. Foto: BugiVugi Kommunikation
Lyt til artiklen

Men bag kulisserne findes også et stærkt erhvervsfællesskab, som mange nordjyske virksomheder er en del af. Her mødes forretning, medarbejderoplevelser og naturbevaring, og udbyttet handler om langt mere end blot synlighed.

Mere end et logo på væggen

Et klassisk sponsorat forbindes ofte med, at virksomheden støtter med et beløb og får synlighed til gengæld.

I Aalborg Zoo er ambitionen med ambassadørprogrammet bredere. Her får virksomhederne både noget konkret ud af samarbejdet og er samtidig med til at understøtte Zoos arbejde med blandt andet naturbevaring og formidling.

Ud over synlighed, arrangementer og erhvervsfællesskab er naturbevaring en fast del af ambassadørskabet. 10 procent af virksomhedens bidrag går således direkte til et naturbevaringsprojekt, som virksomheden selv vælger.

Det kan være arbejdet for orangutanger på Borneo, sumatratigere eller antikrybskytter i Sydafrika. Men det kan også være et lokalt projekt som strandtudsen, som Aalborg Portland har valgt at bakke op om.

Peter, Jens og Thomas inspicerer strandtudsevæksthuset i Aalborg Zoo. Foto: BugiVugi Kommunikation

Fra cement til strandtudser

Der er umiddelbart et stykke fra cementproduktion i Rørdal til små strandtudser i et avlscenter i Aalborg Zoo. Alligevel giver forbindelsen god mening for Aalborg Portland.

De har gennem flere år været engageret i Aalborg Zoo og valgte i 2025 at tage samarbejdet et skridt videre som hovedsponsor. Samtidig blev de central partner i Zoos projekt for den truede strandtudse, hvor dyr fra den nordjyske bestand yngler i et særligt avlscenter, inden afkommet senere skal sættes tilbage i naturen.

For Aalborg Portland passer projektet både til ønsket om lokal forankring og til virksomhedens arbejde med biodiversitet. Men når Peter Birkegaard, som er Managing Director i Aalborg Portland, skal forklare værdien af samarbejdet, handler det ikke kun om, hvad virksomheden giver.

- Vi har valgt at være med, fordi det passer godt til vores ønske om at engagere os lokalt og til den måde, vi arbejder med ansvarlighed på. Samarbejdet giver os samtidig mulighed for at involvere vores medarbejdere og deres familier og sætte fokus på biodiversitet og truede dyrearter på en meget konkret måde. Det betyder meget for os, at der ligger konkrete naturbevaringsprojekter bag. Og så får vi nogle fantastiske oplevelser med i købet – det begræder vi bestemt ikke.

Aalborg Portland er langt fra den eneste industrivirksomhed i fællesskabet, der blandt andre også tæller CS WIND Offshore, Alfa Laval, Keflico og GS Supply.

Aalborg Zoos ambassadører mødes flere gange om året til netværk og arrangementer. Foto: BugiVugi Kommunikation

Gæster, grin og giraffer

Naturbevaringen er kun en del af forklaringen på, hvorfor virksomheder vælger at være med.

Som ambassadør bliver virksomheden en del af et fast erhvervsfællesskab med minimum tre årlige møder, men mulighederne rækker også ud over selve netværket. Afhængigt af ambassadørskabet kan virksomheder blandt andet invitere medarbejdere og kunder med til særlige arrangementer i haven og bruge Zoo som en anderledes ramme om relationer og oplevelser.

Rammerne er samtidig lidt anderledes end i et traditionelt netværk. Ved det seneste ambassadørmøde var virksomhederne således med til at navngive havens nye girafkalv.

For Jens Nygaard Larsen, der er salgs- og partneransvarlig i Aalborg Zoo, er det især kombinationen af relationer, oplevelser og et fælles formål, der gør ambassadørskabet interessant.

- Noget af det, vi ofte hører, er, at virksomhederne sætter stor pris på netværket og de stærke relationer, der opstår. Og så er Zoo jo et sted, som de fleste har et forhold til, så det er ret nemt at skabe noget omkring samarbejdet, som både medarbejdere, kunder og familier har lyst til at være en del af.

Fra venstre: Thomas Kastrup-Larsen, direktør for Aalborg Zoo, Peter Birkegaard, Managing Director ved Aalborg Portland, og Jens Nygaard Larsen, salgs- og partneransvarlig hos Aalborg Zoo. Foto: BugiVugi Kommunikation

Sammen kan vi mere

For Aalborg Zoos direktør, Thomas Kastrup-Larsen, ligger den langsigtede værdi især i, hvad virksomhedernes engagement gør muligt fremover.

- Jo flere virksomheder, der bakker op om Aalborg Zoo, jo mere kan vi løfte. Det gælder både naturbevaring, forskning, formidling og udviklingen af haven. Vi oplever allerede, hvordan virksomhedernes engagement kan føre til helt konkrete resultater. Aalborg Portland er et godt eksempel, fordi deres opbakning har været med til at sætte fart på strandtudseprojektet. Den slags samarbejder gør, at vi kan mere, end vi ville kunne alene.

På Aalborg Zoos hjemmeside kan virksomheder læse mere om ambassadørprogrammet, de forskellige muligheder og de naturbevaringsprojekter, som man kan vælge at støtte.

Forsiden