Bedemanden skal sikre en smuk og værdig afsked
Det er hårdt at miste én, man holder af. Du skal håndtere tabet, følelserne, sorgen og tomrummet, samtidig med at der melder sig en masse praktisk, du skal tage stilling til, blandt andet omkring begravelsen eller bisættelsen. Her er bedemandens rolle altafgørende.
Den rolle er ægteparret Bente og John Høstgaard helt bevidste om. De er indehavere af Nørre Tranders/ Østbyens Begravelsesforretning og Skatt Christensen Begravelsesforretning.
- Som bedemand kommer du helt tæt på mennesker og familier, der står i en sorgfuld og meget følelsesladet situation. Her skal du være rigtig god til at aflæse det enkelte menneske og forstå de individuelle behov. Nogen har et stort behov for at snakke, mens andre bare vil have ordnet det praktiske hurtigst muligt.
- Uanset, hvad de efterladte ønsker, er det vores fornemste opgave at gøre vores bedste for at imødekomme disse ønsker, fortæller Bente Høstgaard, der sammen med sin mand, John Høstgaard, overtog de to begravelsesforretninger for omtrent to år siden.
- Siden jeg var i starten af tyverne, har jeg drømt om at blive bedemand. Selvom det er et job med sorg, død og svære stunder, så er det samtidig også meget livsbekræftende og berigende, hvilket jeg selv oplevede i forbindelse med et dødsfald i den nærmeste familie.
- Her benyttede vi Skatt Christensen Begravelsesforretning, der i øvrigt har rødder helt tilbage til 1907. Vi havde en meget positiv oplevelse i en svær tid, og jeg sagde til de daværende ejere, at hvis de nogensinde ville sælge deres forretning, så måtte de godt kontakte mig. Det havde jeg egentlig glemt alt om, men det gjorde de så for nogle år siden, og vi greb muligheden, hvilket vi bestemt ikke har fortrudt, fortæller Bente Høstgaard.
Bedemand for alle – i hele Nordjylland
Bente og John Høstgaard er bedemand for alle uanset religion, kultur og traditioner.
- Vi anerkender mangfoldigheden og ønsker, at alle skal have de bedste betingelser for en sidste værdig og smuk afsked med deres kære. Vi tager altid udgangspunkt i de efterladtes ønsker, men selvfølgelig altid inden for den gældende danske lovgivning.
- Vi træffes 24 timer i døgnet og har samtalekontor i både Nørresundby og Nørre Tranders, men de fleste ønsker besøg af os hjemme privat, og vi har hele Nordjylland som dækningsområde, fortæller Bente, der opfordrer til, at man tager stilling til sin egen begravelse eller bisættelse, mens tid er.
- Der er meget at tage stilling til omkring valg af kiste, urne, blomster, samt selve højtideligheden skal det være en jordbegravelse eller en bisættelse, kirkelig eller borgerlig handling. Desuden skal der taget stilling til valg af gravplads, hvor der er mange forskellige muligheder. Blandt andet kan afdødes urne blive nedsat i skoven, man kan få spredt sin aske ud over vandet, eller man kan vælge en af de forskellige gravpladser på en traditionel kirkegård.
- Det er vores opgave at informere om de forskellige muligheder, hvorefter det er op til de pårørende at vælge det, der afspejler den afdøde, så den sidste afsked bliver personlig og værdig. Derfor kan man heller ikke give en fast pris på en begravelse, for det er meget individuelt, hvad det enkelte menneske ønsker.
- Vi opfordrer altid til at udfylde hæftet ”Min sidste vilje” i god tid, inden det bliver aktuelt. Så kan man bestemme det meste selv, og de praktiske opgaver bliver mere overskuelige for de efterladte, hvilket giver dem ro i en følelsesmæssig svær situation, fortæller Bente Høstgaard.
Klima, miljø og bæredygtighed
Nørre Tranders/Østbyens Begravelsesforretning og Skatt Christensen Begravelsesforretning har fokus på klima, miljø og bæredygtighed.
De kan blandt andet tilbyde urner i biologisk nedbrydeligt materiale, en kiste lavet af affaldsmateriale fra skovrydning i form af grene og kviste, ligesom de samarbejder med ”Growing Trees Networks Foundation”, hvilket betyder, at begravelsesforretningen donerer et træ til, de danske folkeskove, for hver begravelse eller bisættelse som de foretager. Som en hyldest til det levede liv, som et minde om den person, man har mistet, og ikke mindst for klimaets og naturens skyld.
Nørre Tranders/Østbyens Begravelsesforretning har hjemme på Lemvigvej 78 i Aalborg Øst, mens Skatt Christensen Begravelsesforretning har hjemme på Østerbrogade 77 i Nørresundby.
Du kan læse mere om forretningerne her: www.ntbf.dk og www.skattchristensen.dk.