Et kvart århundrede og i konstant udvikling: Hos Nordisk Svejse Kontrol A/S er tilliden en fundamental retning for vækst og arbejdsglæde
Opdateret 30. juni 2025 kl. 11:18
Kort fortalt
Nordisk Svejse Kontrol A/S (i daglig tale NSK) er med sine 150 ansatte og snart 25 år på bagen en af Danmarks førende aktører inden for svejseteknisk rådgivning og NDT-inspektion.
De er med til at uddanne hele branchen inden for NDT-arbejde – både ansatte i andre virksomheder og egne medarbejdere.
Der er stor efterspørgsel på dygtige svejseinspektører, som både kan yde rådgivning og foretage inspektion på komplekst svejsearbejde i mange forskellige og væsentlige industrier, og det er her, NSK har deres største kunder: inden for fjernvarme, bygningsstål, jernbane og vindenergi – for blot at nævne nogle få.
Tilliden som en essentiel del af virksomhedens DNA
Formiddagssolen skinner lunt ind gennem ruden på kontoret i Aalborg, hvor Henrik Lyhne, COO i NSK A/S, byder velkommen med smil og kaffe. Han lyser øjeblikkeligt op, da han bliver bedt om at sætte nogle ord på de grundværdier, der kendetegner Nordisk Svejse Kontrol.
Den væsentligste af dem alle er jo nok, konkluderer Henrik Lyhne meget hurtigt, tillid.
Og lysten til at arbejde tæt sammen med kunderne.
Han fortæller videre:
”Som ansat i NSK er man en del af en flad organisationsstruktur. Vi er lidt som sådan en stor familie. Uden nogen mellemledere eller projektledere i diverse afskygninger. Det betyder blandt andet, at der er meget kort vej fra tanke til handling.”
Manden i marken har selv både lysten og ekspertisen til at træffe beslutninger on location.
"Det er effektivt, og det skaber en enorm værdi og tryghed ude hos kunden," mener Henrik Lyhne.
”Selvfølgelig er tillid en faglig grundværdi i vores arbejde med at inspicere og yde svejseteknisk rådgivning, det giver næsten sig selv. Men det ligger også i vores DNA at have stor tillid til vores medarbejdere."
"Vores ansatte er eksperter inden for deres felt. De er bragende dygtige, og det ved vores kunder. Det er også – kogt helt ned – det mindset, jeg er blevet mødt med siden dag ét i den her virksomhed: Vi har tillid til hinanden.
Bum.”
Fra Ølgod over Sverige til Taiwan
Og netop denne tilgang virker som en helt naturlig del af den kultur, chefen for det hele – Niels Erik Madsen – repræsenterer, i hvert fald hvis man spørger Henrik Lyhne.
Nordisk Svejse Kontrol A/S så dagens lys i Ølgod tilbage i 2000, da Niels Erik Madsen stiftede virksomheden sammen med sin hustru, Tove Bach. Henrik Lyhne kom til i 2006, hvor han var med til at starte afdelingen i Aalborg op. Siden har han ikke set sig tilbage.
”Mentaliteten i den her biks er jo også, at alle har et ansvar – og at alle skal have frihed til at stykke deres hverdag sammen, så det hele klapper for den enkelte,” forklarer han og tilføjer:
”Der er ingen dem. Der er kun et os. Alle tager ejerskab! NSK er vores. Og dén følelse er nok også grunden til, at vi ikke har én eneste medarbejder, der ikke er parat til at træde til, når det brænder på.”
Landsdækkende – og særdeles fleksible
I dag har virksomheden 150 ansatte og omsætter årligt for knap 200 millioner kroner. I 2024 lød overskuddet på 26,4 millioner kroner. Der udvides ofte, og Nordisk Svejse Kontrol A/S kan i dag kalde sig mere end landsdækkende – med afdelinger i både Esbjerg, Fredericia, Ishøj, Aalborg og Sverige. En afstikker til Taiwan fra 2020 til 2023 er det også blevet til.
”Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Det er vores grundindstilling. Og det ved vores kunder. Vi er enormt fleksible, også fordi vores medarbejdere er spredt rundt i hele landet. Når kunden ringer, kan vi typisk rykke med det samme,” slutter Henrik Lyhne – med en slet skjult stolthed.
Uundværlig for dig og mig
Og for den læser, der måske stadig måtte ønske sig at få NSK’s berøringsflade og specifikke arbejdsopgaver skåret ud i pap (eller svejst i stål), kan det præciseres ganske kort:
Nordisk Svejse Kontrols' arbejde er uundværligt for både dit og mit hverdagsliv.
Vi tænker bare ikke over det.
Men hver gang vi træder ud på en altan i en ejendom for at trække lidt frisk luft eller nyde et solstrejf – hver gang vi sætter vores børn op i en vild rutsjebaneforlystelse alt for mange meter over jorden – hver gang vi kører ud på en bro, skruer op for radiatoren, forbruger strøm, kører med tog eller rejser med fly, så har der forinden altid været et behov for svejseteknisk rådgivning og derefter en NDT-inspektør på stedet.
Og det kunne meget vel have været netop Nordisk Svejse Kontrol A/S, der har sikret, at al svejsning overholder alle gældende procedurer og forskrifter.
Én ting er i hvert fald sikker:
Når man fylder et kvart århundrede, kalder det på en kæmpefejring.
Følg med på Nordisk Svejse Kontrols LinkedIn eller på nskas.dk, hvor detaljerne omkring jubilæumsfejringen bliver annonceret.
Jubilæumsfesten afholdes i Esbjerg d. 5. september 2025.
Læs mere om alle certificeringer, de forskellige NDT-uddannelser og niveauer lige her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.