Fra Siemens møllevinger til Portlands cement
Peter Birkegaard, Managing Director på Aalborg Portland, har foretaget et markant karriereskifte fra den grønne energisektor til cementindustrien. I denne samtale deler han sine refleksioner over, hvad der motiverede ham til at skifte fra en bæredygtig sektor til en mere traditionel industri, og hvad der driver ham i rollen som leder på en af Danmarks ældste arbejdspladser.
Opdateret 23. oktober 2024 kl. 13:48
"I begyndelsen blev jeg ofte, især i min omgangskreds, spurgt":
"Har du virkelig tænkt det godt igennem - hvorfor lige cementindustrien? "
"Men for mig handlede det egentlig ikke så meget om skiftet fra vind til cement – min motivation kom fra et helt andet sted. Aalborg Portland fyldte 135 år her i sidste uge, og det er en del af det, der tiltalte mig."
" Virksomheden er langt mere kulturelt forankret, end man måske umiddelbart skulle tro," fortæller Peter Birkegaard.
"Jeg vil tro, at det er en af de absolut ældste tunge industrier, der stadig eksisterer i Danmark, udover eksempelvis Carlsberg og Royal Copenhagen. Der er ikke mange af de store, tunge industrier tilbage, og det betyder noget for mig."
"Og så er der en stor og stærk vilje til stede herude."
"Den grønne energisektor, som jeg jo kommer fra, er en fantastisk branche. Den er bygget på princippet om, at vi skal transformere verden til at blive grønnere."
"Cementindustrien derimod bygger hospitaler, skoler, broer og meget andet. Og ja, cementproduktionen har en negativ CO2-påvirkning, men der er en utrolig stærk vilje til forandring her, og det er det, der gør det spændende som leder. "
Vi har allerede bevist, at viljen til forandring er der," afslutter Peter.
Hvad med alt det CO2-snak?
"Jeg har lovet ikke at tale for meget om CO2,” siger Peter og fortsætter:
”Men vi har allerede reduceret vores udledning med 540.000 tons. Vi har erstattet vores brændsler i en grad, der sjældent ses. "
"Vi har et team herude, som er ekstremt dygtige hele vejen rundt, og vi ligger på et substitutionsniveau for fossile brændsler, som gennemsnitligt er over 80 %. "
"I perioder har vi ligget på 100 %. Det var noget, man for få år siden slet ikke troede var muligt."
Hvad betyder det?
"Det betyder, at alt det brændsel, vi bruger, indgår i cementens vulkanske proces. Vi opvarmer klinkerne til 1500 grader, hvor vi tidligere brugte fossile brændstoffer som kul og petroleum. Nu bruger vi alternative brændsler som affaldsprodukter – for eksempel cashewnøddeskaller og benmel. Disse affaldsprodukter omdanner vi til varme, og det har været en miljømæssig gevinst. "
"Det, vi har gjort over de sidste 2-3 år, har ført os tæt på vores maksimale potentiale", forklarer Peter og tilføjer:
" Vi gjorde det fra starten til en 'must-win battle', og nu kan vi se resultaterne. Vi ligger allerede højt i forhold til ikke-fossile brændstoffer, og det er mere end en fordobling på bare to år. Stemningen i starten var lidt skeptisk, med udtalelser som: 'Det kan ikke lade sig gøre.'
"Men det er netop dér, hvor det bliver spændende som leder at motivere," fortæller Peter.
Vilje til at gøre en forskel
"Aalborg Portland har et mål om at nå 100 %, og selvom vi tænkte, at det var umuligt, har vi allerede i perioder nået målet."
"Vores medarbejdere kommer endda selv med forslag til, hvordan vi kan forbedre os yderligere – der er en enorm vilje til forandring. "
"Vi har et stærkt fundament her i Aalborg, og virksomheden er kendt og respekteret," udtaler Peter med et stort smil.
Vigtigheden af at åbne dørene for cementens verden
"Der vil altid være behov for cement. Man kan ikke bygge en tunnel af træ, og derfor er det vigtigt, at vi er transparente og åbne om, hvad vi laver. "
"Vi har en fantastisk arbejdsplads, både kulturelt og hvad angår indholdet af spændende opgaveområder. Vi har bare ikke været gode nok til at fortælle om det, men vi er nødt til at åbne dørene mere og vise omverdenen, hvad vi laver."
Tiltrækning af fremtidens medarbejdere
"Det handler også om at tiltrække fremtidens arbejdskraft. Ikke kun Ph.d.-studerende, som forstår vores arbejde med carbon capture (CO2-fangst), men også faglærte som smede, elektrikere og industriteknikere."
"Det er vigtigt for os at vise, hvordan vi bidrager til samfundet, ikke kun gennem vores arbejde, men også gennem vores engagement i kulturelle og sociale aktiviteter."
Historie og fremtid
"Aalborg Portland har en stolt 135-årig historie, men vi skal også sikre, at vi fortsætter med at udvikle os. Vi må ikke kun kigge tilbage, men også tage nødvendige skridt ind i fremtiden. "
"For mig handler det om at finde en balance mellem at bevare vores arv og omfavne nye muligheder."
"Jeg er stolt af at være en del af Aalborg Portland, for uanset om man arbejder i produktionen, i ledelsen eller med IT, så er vi alle sammen med på rejsen mod en mere bæredygtig og innovativ fremtid, hvor vi vil være en del af løsningen," runder Peter af med.
Læs mere om Aalborg Portland og deres visioner for fremtiden her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.