Annoncørbetalt Indhold

Glæd dig: Musik, fortællinger og store personligheder rammer Mariagerfjord denne vinter

Når dagene bliver korte og vinteren er over os, folder kulturlivet i hele Mariagerfjord sig ud. Her venter en lange række arrangementer, der samler både lokale og besøgende om fælles oplevelser.

Der er masser at glæde sig til denne vinter i Mariagerfjord. 
Der er masser at glæde sig til denne vinter i Mariagerfjord.  Foto: BugiVugi Kommunikation.

I løbet af december, januar og februar kan du glæde dig til koncerter, foredrag og teater, der på hver sin måde bringer varme og nærvær ind i årets koldeste måneder. Her får du et udpluk af vinterens mest markante begivenheder. Du finder mange flere på Kulturfjorden.dk.

Anne Linnet synger igen julen ind

I begyndelsen af december vender Anne Linnet tilbage til Hobro Kirke. Publikum kan glæde sig til både klassikere, nye fortolkninger og nogle af julens mest elskede sange. Hun ledsages af pianist Markus Lindell, korsanger Julie Lindell og guitarist Kasper Falkenberg, som tilsammen skaber den varme lyd, der kendetegner koncerterne.

For Anne Linnet er fællessangen noget af det vigtigste ved julen. Hun beskriver selv, hvordan magien opstår, når mange forskellige stemmer blander sig, og publikum langsomt løftes ind i julestemningen. Det er musikalsk nærvær på den helt særlige måde, hun har været kendt for siden 1970’erne.

Anne Linnet julekoncert. Foto: Anne Linnet.

Festlige nytårstoner i to versioner

I januar markerer Aalborg Symfoniorkester årets begyndelse med en festlig nytårskoncert på Mariagerfjord Gymnasium. Dirigent Alexander Hanson står i spidsen, og skuespiller Henrik Kofoed er både vært og solist. Han har en lang karriere bag sig på blandt andet Det Kongelige Teater, og hans engagement og lune skinner tydeligt igennem, når han indtager scenen. Sopran Susanna Andersson medvirker også og tilføjer koncerten et internationalt præg. Publikum kan se frem til et program, der trækker tråde til de klassiske nytårskoncerter i Wien og sætter rammen for en elegant og festlig aften.

Hvor nytårskoncerten i Hobro trækker på traditionerne fra Wien, har koncerten i Mariager-Hallen et mere folkeligt præg. Her er det Prinsens Musikkorps, der står for musikken, og Rasmus Bjerg som solist, der sætter tonen. Bjerg og orkestret kender hinanden godt, og den energi, de skaber, smitter hurtigt af på hele salen. Resultatet er en koncert, hvor publikum både får store musikalske øjeblikke og masser af grin undervejs.

Prinsens Musikkorps og Rasmus Bjerg.  Foto: Martin Ballund.

Vlado fortæller om livet på landevejen

I slutningen af januar kan man i Hobro komme tættere på en af landets mest kendte færdselsbetjente, når Vlado holder foredrag i Biecentret. Mange kender ham fra tv-programmet Politijagt, men i foredraget deler han historier og oplevelser, som aldrig når ud på tv-skærmen.

Med mere end 37 år i politiet har han oplevet lidt af hvert, fra de mest ubetænksomme fejl i trafikken til de alvorlige ulykker, der sætter sig dybt. Hans fortællinger er både underholdende og tankevækkende, og kombinationen af humor og alvor giver et sjældent indblik i livet som færdselsbetjent. Det er et arrangement, der både lover smil og stof til eftertanke.

Vlado på Politijagt.  Foto: Vlado Lentz.

Khader, Montand og Winding

I begyndelsen af februar får Biecentret besøg af Naser Khader, der fortæller sin personlige historie om at vokse op med koranstudier i en syrisk landsby og senere finde sin egen vej i tro og identitet. Oplægget bygger på hans erindringsbog Vejen og giver et åbent indblik i en rejse, der både rummer opgør, erkendelser og nye begyndelser. Khader har gennem mange år været en markant stemme i dansk debat, og hans oplæg giver publikum et sjældent indblik i et liv præget af både kulturmøder og store personlige skift.

På Himmerlands Teater kan man opleve forestillingen om Yves Montand, et portræt af en af Frankrigs store entertainere. Gennem sange, fortællinger og teater udfolder stykket historien om mennesket bag kunstneren. Montands liv var præget af både passion og store følelser, og hans forhold til skikkelser som Edith Piaf, Simone Signoret og Marilyn Monroe giver forestillingen et stærkt dramatisk lag. Det hele foregår i et univers af klassiske franske chansons, der giver aftenen en særlig atmosfære.

Yves Montand – mennesket og sangene.  Foto: Himmerlands Teater

Hadsund Kulturcenter runder vinterens program af med en koncert med Alberte Winding. Her kan publikum høre sange fra både hendes omfattende bagkatalog og albummet Nye Stjerner, der kredser om kærlighed, hverdagsliv og de små erkendelser, der former os. Albertes varme og nærvær gør koncerten til en af vinterens store musikoplevelser.

Find vej til flere oplevelser i Mariagerfjord

Vinterprogrammet i Mariagerfjord spænder vidt og byder på både store navne, nærværende fortællinger og stærke musikalske øjeblikke. Der er meget mere at opleve end de få udvalgte arrangementer her. Det fulde program finder du på Kulturfjorden.dk, hvor nye oplevelser løbende bliver lagt op.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden