Annoncørbetalt Indhold

Glæd dig til vølver, veterantog og velkendte stemmer i Mariagerfjord dette efterår

Følg en vølve fra Hobro til Fyrkat, tag veterantoget gennem efterårsskoven, gå på skattejagt langs Panoramaruten og oplev kendte kunstnere i intime rammer. Du kan også blive klogere på alt fra vikinger til amerikansk politik. Efteråret i Mariagerfjord byder på lidt af hvert, og her får du et lille udpluk af de mange oplevelser, du kan se frem til.

Lys, fortællinger og vikingemagi følger publikum fra Hobro til Fyrkat.
Lys, fortællinger og vikingemagi følger publikum fra Hobro til Fyrkat. Foto: Airview
Lyt til artiklen

Fra blues og danske klassikere til svensk jazz

Efteråret begynder med et nyt musikalsk møde, når Leif Sylvester, H.P. Lange og Jarno Varsted for første gang går på scenen sammen som trio. Her får Sylvesters danske sange og finurlige historier følgeskab af Lange og Varsteds blues og folk, når de gæster Kulturhuset i Arden den 9. september.

Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard spiller På Slaget 12’s velkendte sange i et akustisk og intimt format. Foto: På Slaget 12

80’ernes og 90’ernes lydspor får en mere intim og akustisk form, når Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard gæster Den Gamle Biograf i Mariager som På Slaget 12 Duo den 3. oktober. Med sang og guitar tager de publikum gennem både På Slaget 12-hits og Ann-Mettes solorepertoire, blandt andet Hjem til Århus og Ude på det blå ocean.

Samme aften står den på blues og roots i Kulturhuset i Arden, hvor Ole Frimer og Knud Møller lader guitarerne være omdrejningspunktet. Repertoiret blander egne sange med fortolkninger af blandt andre Tom Waits og Jeff Beck.

Jette Torp og Jan Kaspersen har spillet sammen i mere end 20 år, og hos dem får både musikken og historierne plads. Den 9. oktober gæster de Kulturhuset i Arden med guitarer, sang, saxofon og fløjte og et repertoire, der spænder fra egne, danske og irske sange til Carole King, The Carpenters og Carl Nielsen.

Andreas Bo viser en mere personlig side i Hobro. Foto: Andreas Bo

Parodierne og de hurtige punchlines træder i baggrunden, når Andreas Bo viser en mere personlig side. Sammen med guitaristen Dennis Flacheberg blander han historier og humor med egne sange og musik, der har haft særlig betydning for ham. Den 21. oktober kan samtalekoncerten opleves i Biecentret i Hobro.

Mere end 60 år på scenen har ikke fået Henning Stærk til at skrue ned for rock, soul og blues. Efter et comeback med albummet Big Boss Man og optagelse i Det Danske Rockakademi gæster han Kulturhuset i Arden den 24. oktober med både gamle favoritter og nyere materiale.

Efter mange år som sangskriver for blandt andre Alicia Keys, Medina og Christopher er Viktoria Siff selv trådt frem i rampelyset som Loud Tiger. Den 14. november kommer hun med band til Ishuset i Hobro med sin blanding af americana, country og pop.

Små øjeblikke fra dagligdagen bliver til svensk vokaljazz, når Amanda Ginsburg Quartet går på scenen i Salthallen den 20. november. Med lune, melankoli og blik for det genkendelige har hun skabt sig en markant plads på den svenske jazzscene og har to gange vundet Grammis-prisen i kategorien Årets jazz.

Panoramarutens jubilæum fejres med masser af aktiviteter. Foto: FrieFodspor

Fra saunagus til skattejagt: Panoramaruten fejrer 10 år

For ti år siden blev Panoramaruten mellem Hobro og Bramslev Bakker Danmarks første Premium Vandrerute. Siden har omkring 35.000 mennesker om året taget turen langs fjorden, og i år er der ekstra god grund til at snøre vandrestøvlerne.

Varme, dufte og musik fylder saunaen ved Sildehagen, når Hobro Vinterbadeklub inviterer til panoramagus den 4. og 5. september. Mellem gusrunderne kan deltagerne køle af med et dyp i fjorden.

Børn og barnlige sjæle kan dagen efter gå på jagt efter Bramslevskatten. Skattejagten tager udgangspunkt i et lokalt fund fra vikingetiden og sender deltagerne rundt til poster for at løse opgaver. Man kan vælge den 4,5 kilometer lange Hegedalsrute eller tage hele turen på 11 kilometer.

Svanen sejler mellem Hobro og Bramslev under jubilæet. Foto: Svanen Mariagerfjord

Vil man hellere opleve området fra vandsiden, kan man samme dag gå ombord på Svanen. Turbåden sejler mellem Hobro og Bramslev, mens museumsinspektør Mette Marie Andersen fortæller om områdets historie. Undervejs bliver passagererne også udfordret i en quiz.

På familievandringen Naturens Superhelte går turen cirka 2,5 kilometer gennem det kuperede landskab, mens man gennem lege og små udfordringer undersøger de særlige egenskaber, dyr og planter bruger for at klare sig. Turen finder sted den 6. september.

Ved den lille havn i Stinesminde står den på sejlture, naturaktiviteter og højskolesang, når der er Fjordens Dag den 13. september.

Vølvens Verden tager publikum med på lysvandring til Fyrkat. Foto: Airview

Følg vølven fra Hobro til Fyrkat

Guld, ære, landvindinger og blodige magtkampe er en del af fortællingen, når Jeanette Varberg tager fat på vikingernes vej gennem Europa. I foredraget Viking – ran, ild og sværd trækker hun sporene helt fra 300-tallet til begyndelsen af 1100-tallet og viser, hvordan både krigere, konger og kvinder var med til at forme perioden. Hun kan opleves den 22. september i Biecentret.

Fire dage senere flytter historien ud af foredragssalen og ind i byen. Vølvens Verden begynder ved Det Røde Pakhus på Hobro Havn, hvorfra publikum følger en cirka fire kilometer lang lysvandring gennem Hobro og videre til Fyrkat.

Undervejs bliver vikingetiden vækket til live med lys, musik, dans og smagsoplevelser. For en enkelt aften bliver havnen, gaderne og vejen til ringborgen en del af fortællingen, inden vandringen slutter på Fyrkat med vølvens spådom, død og gravfærd.

Daniel Rye fortæller om sine 13 måneder i fangenskab hos Isis. Foto: Michael Kjærgaard

Personlige fortællinger og store spørgsmål

Hvordan finder man tilbage til livet efter 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat? Det fortæller Daniel Rye om i Nærmest fri – min vej ud af mørket, når han den 2. september gæster Astrup Kro.

Hvordan ser hverdagen egentlig ud bag dørene på Christiansborg? Marie Bjerre fortæller om det politiske maskinrum og sin tid som europaminister før og under Danmarks EU-formandskab, når hun besøger Biecentret den 14. september.

Om aftenen går turen til 1980’ernes København, når den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson gæster Hadsund. Med udgangspunkt i romanen Alt fra hatte til sko fortæller han om sine år i Danmark og et København præget af litteratur, politiske idealer og store drømme.

Finn Nørbygaard fortæller om berømmelse, konkurs og vejen tilbage. Foto: Finn Nørbygaard

Fra store shows og økonomisk succes til tabet af formuen i kølvandet på IT Factorys kollaps. Den 19. oktober i Hadsund Kulturcenter ser Finn Nørbygaard med både humor og alvor tilbage på sit liv og det, han har lært af op- og nedturene.

Et USA præget af splittelse, Trump og et kommende midtvejsvalg er omdrejningspunktet, når David Trads retter blikket mod det land, han har boet og rejst igennem fire årtier. Den 28. oktober gæster han Kulturhuset i Arden og ser på, hvorfor udviklingen i USA også har betydning herhjemme.

Tang ligner måske planter, men er faktisk alger. Marinbiolog Annette Bruhn dykker ned i de undersøiske tangskove og fortæller, hvordan tang både kan gavne havmiljøet og spille en rolle i fremtidens fødevarer og klimaløsninger. Foredraget sendes live fra Aarhus Universitet til Mariager Saltcenter den 17. november.

Kastanje-Toget snor sig gennem efterårsskoven fra Mariager til Handest. Foto: Veteranjernbanen Mariager-Handest

Efterårsferien på skinner

I efterårsferien kører Veteranjernbanen Mariager-Handest sit populære Kastanje-Tog den 11., 13. og 15. oktober. Med omkring 30 kilometer i timen triller toget 17 kilometer gennem efterårsskov, bakker og ådale til den fredede station i Handest. Ved stationerne står store kastanjetræer, hvor man kan samle kastanjer.

Vil du læse mere om arrangementerne eller se, hvad der ellers er på programmet, kan du finde det på Kulturfjorden.dk.

Forsiden