Hotel Steenbergs stoler på sine gæster: Fremtiden er selvbetjening
På havnen i Nykøbing Mors ligger Hotel Steenbergs i det gamle pakhus. Den 1. juli er der kommet ny hotelværtinde og hotelchef, og de glæder sig til fremtiden på Steenbergs. Hotellet er nemlig blevet et selvbetjeningshotel.
I det charmerende, hvide pakhus i hjertet af Nykøbing Mors ligger Hotel Steenbergs. Med havnefronten i forhaven er hotellet centralt placeret, og her har bygningen ligget siden 1850. I dag er det Simone Hansen og Morten Christoffersen, der driver hotellet, og de er klar på nye tider.
- Nu skal det være en anden oplevelse. Vi skal jo følge med tiden, siger Simone, der er ny hotelværtinde på Hotel Steenbergs.
Hotellet er nemlig blevet et selvbetjeningshotel, hvor du selv kan tjekke ind og forsyne dig i den såkaldte Trust Bar, når personalet er gået hjem.
Kun én kode
På Hotel Steenbergs har de forsøgt at gøre det nemt. Når bookingen er bekræftet, får du nemlig kun én 4-cifret kode tilsendt, som både giver dig adgang til hotellet, tjekker dig ind og lukker dig ind på dit værelse.
Uden for receptionens åbningstid er det altid muligt selv at låse sig ind. På ankomstdagen modtager du en 4-cifret kode på sms eller mail. Med denne kan du åbne indgangsdøren fra Havnegade.
Tastaturet sidder på dørhåndtaget, og du aktiverer det ved at holde fingeren på det røde felt. Start med # og indtast herefter koden og afslut med #. Den samme kode bruger du ved værelsesdøren.
Simone og Morten fastslår dog, at selvom gæsterne selv tjekker ind, er det altid muligt at komme i kontakt med personalet. I lobbyen er der en infoskærm, hvor du blandt andet kan finde hovednummeret.
Fra Tanzania til Nykøbing Mors
Simone har de sidste 10 år været i branchen, men senest har hun drevet en Bed & Breakfast i Tanzania. Med turisme under huden har hun nu indset, hvad der trækker mest i hende.
- Dét, jeg har lyst til at arbejde med, er gæsteforplejning. Og der har jeg god erfaring med både fra Tanzania og Danmark, fortæller Simone, der er uddannet serviceøkonom.
Trust Baren er åben
Når du tjekker ind på Steenbergs fra kl. 15.00, er receptionen ubemandet. Alligevel mener Simone og Morten, at der stadig skal være noget at tilbyde. Og som selvbetjeningshotel gav det god mening at åbne en Trust Bar.
- Vi vil gerne give vores gæster en god oplevelse, og det føler vi, at vi kan med denne løsning, siger Morten og fortsætter:
- Vi stoler på vores gæster, og derfor skal de selvfølgelig have muligheden for at forsyne sig med noget lækkert, når vi ikke er der.
Som navnet måske afslører, bygger Trust Baren på tillid, hvor du selv skænker og betaler for drikkevarer og snacks.
I baren kan du finde et godt glas vin, forskellige øl, kaffe, sodavand og snacks. Som noget nyt har de også sammensat drinks-pakker, så du selv kan blande en drink.
Smagfuld morgenbuffet med lokale råvarer
Er der en ting, som Morten sætter pris på, er det kvalitet og lokale råvarer. Efter 16 år som køkkenchef på det, der i dag hedder Nordic Food Collage, har han ét område, han er ekstra skarp i.
- Jeg har bagt utrolig meget brød gennem tiden, og det har jeg naturligvis taget med mig til Steenbergs. Efter mange år i køkkenet har jeg nemlig luret tricket til en god surdej, fortæller Morten og griner.
Du kan møde Simone og Morten til morgenbuffeten fra 06.30-9.00.
Hold møde og konference på Steenbergs
På Steenbergs er rammerne skabt til forskellige formål. Står du og skal afholde et møde, et kursus eller en konference med god forplejning, er det et koncept, som Steenbergs tilbyder.
De tilrettelægger arrangementet efter behov, og der er både mulighed for at tilbringe dagen i den hyggelige Toldbodstue eller benytte deres mødelokale.
Aftensmad lige rundt om hjørnet
Der er også rig mulighed for at opleve byen og smage på Nordvestjylland i nærheden af Steenbergs. Med Mortens passion for det lokale, er der også en klar plan for fremtiden.
Ambitionen er nemlig, at de skal have lokale samarbejder stablet på benene, så de kan spille hinanden gode på Mors.
Du kan besøge Hotel Steenbergs hele året på Toldbodgade 10 i Nykøbing Mors.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.