Hvor blev alle gæsterne af? Dyrene i zoo glæder sig til gensynet
Dyrene i Aalborg Zoo er vant til nysgerrige blikke. Men siden nytår har haven været lukket for gæster, og det har kunnet mærkes.
Opdateret 17. marts 2026 kl. 13:50
I påsken åbner haven igen, og både dyr og dyrepassere glæder sig til gensynet. Samtidig kan publikum se frem til nye dyreunger, et forvandlet tropehus og masser af oplevelser for hele familien.
Dyrene har savnet gæsterne
I tre måneder har dørene til Aalborg Zoo været lukket for gæster, mens der er blevet arbejdet på separatkloakering og en række forbedringer i anlæg og faciliteter. Men selv om portene har været lukkede, har livet i haven langt fra stået stille. Dyrepasserne har passet dyrene som altid og brugt meget tid på træning og berigelse.
Noget har dog forandret sig.
Det oplevede Susanne Solskov, ansvarlig for events, presse og kommunikation, for nylig, da hun gik en tur i haven. Da hun passerede søløvebassinet, dukkede en af de nysgerrige søløver pludselig op i øjenhøjde og prøvede ivrigt at få kontakt.
“Den kiggede direkte på mig, som om den tænkte: Hvor bliver alle gæsterne af? Hvorfor sker der ikke noget?” fortæller hun med et smil.
Trods manglen på gæster er livet dog gået sin vante gang. Det betyder, at publikum i påsken kan glæde sig til at hilse på flere nye dyreunger.
De kære dyrebørn
En af dem, mange sikkert vil glæde sig til at se igen, er orangutangungen Nusa. Siden efteråret er hun blevet mere nysgerrig og bevæger sig nu oftere rundt på egen hånd.
“Hun har virkelig udviklet sig hen over vinteren, så jeg tror, der er mange, der bliver overraskede over, hvor stor og selvstændig hun er blevet,” siger Susanne Solskov.
I lemurflokken er der også kommet en lille unge til verden, og i børnezooen hopper små gedekid allerede rundt, mens minigriseungerne nysgerrigt undersøger omgivelserne.
Aktiviteter for store og små
Rundt i zoo venter der også flere oplevelser for børn og barnlige sjæle i påsken. Blandt andet kan man gå på opdagelse i den store påskeæggejagt, hvor skjulte æg gemmer sig rundt omkring i haven. Undervejs gælder det om at bruge sin viden om dyrene til at løse gåden, og lykkes det, venter der et rigtigt påskeæg i Zooshoppen.
Mød også zoos formidlere, som viser spændende effekter fra dyrene og fortæller om deres liv i naturen.
På Zoofariscenen kan man møde Safari Simon. Med gøgl og sjove historier får han både børn og voksne til at grine, når han sammen med orangutangen Pongo og papegøjen Sonny inviterer til sjov og ballade.
I åbningsweekenden kommer Teater Nordkraft også på besøg med den interaktive musikforestillingSpil som jeg siger. Her møder publikum pigen Tone, der lader sig inspirere af musikken og fortæller historien om den blå hummer Teno, mens børnene selv er med til at forme forestillingen.
Kom tættere på dyrene i Tropehuset
I tropehuset er der også sket forandringer under vinterlukningen. Her har man arbejdet på at skabe mere naturtro rammer, så gæsterne i højere grad føler, at de træder ind i et tropisk miljø. Nye planter og ændringer i indretningen gør det hele lidt mere levende, og flere steder bliver afstanden mellem dyr og gæster mindre.
“Vi arbejder på at skabe mere naturtro rammer for dyrene, og nogle af barriererne bliver fjernet. Dog ikke lige ved krokodillerne,” siger Susanne Solskov med et smil.
Aalborg Zoo har også fået en ny asiatisk løve, som senere på året flytter ind i det nye og større løveanlæg, der i øjeblikket er ved at blive bygget. Samtidig er Restaurant Skovbakken moderniseret, så den fremover bliver en mere integreret del af oplevelsen i haven.
Efter en lang vinter lokker foråret mange udenfor igen. Hvad bedre måde at fejre årstidsskiftet på end med en tur i Aalborg Zoo?
Vil du være sikker på en god start på besøget, kan billetter med fordel købes online på forhånd, så du kan springe køen over ved indgangen. Læs mere og planlæg dit besøg på aalborgzoo.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.