Kære ejerleder: Du skal i gang nu
Et ejerskifte er forbundet med store overvejelser og meget planlægning. Derfor er det afgørende, at du som ejerleder går i gang med processen i god tid. Det gælder uanset, om du vil sikre en gnidningsfri overgang til næste generation i familien, eller om du ønsker at sælge virksomheden til en medarbejder, en konkurrent eller en kapitalfond.
Opdateret 01. juni 2022 kl. 07:58
Selvom tid er en mangelvare, og nok i særdeleshed hos virksomhedsejere, er det afgørende at være i rigtig god tid, når der skal foretages ejerskifte i virksomheden.
Der skal træffes mange store beslutninger, når virksomheden skal klargøres til salg, så selvom ejerskiftet først skal finde sted om 5 eller 10 år, er det vigtigt at forberede overdragelsen i god tid.
Ejerskifte kræver god tid til mange overvejelser
Hos små- og mellemstore virksomheder er direktøren ofte også den, der ejer virksomheden. Her kommer rigtig mange ejere sent i gang med at tænke på overdragelse af virksomheden, og det er en udfordring:
- Center for Ejerledede Virksomheder er kommet frem til, at i 25% af alle tilfælde med ejerskifte, er ejeren 75 år eller ældre. Centeret har ligeledes spurgt ejerledere over 65 år, om de har lagt en plan for ejerskifte. Her er det under halvdelen, der svarer ja. Det tyder på, at mange ejerledere kommer for sent i gang med at planlægge virksomhedens ejerskifte.
- Vi taler løbende om ejerskifte med vores kunder, således at de kan begynde at forberede en fremtidig overdragelse, fortæller Søren Østergaard Nielsen, afdelingsdirektør for Sydbanks Merchant Bank-afdeling.
- Et vigtigt punkt i forløbet med ejerskifte er at fastslå, hvem der skal overtage: Er der tale om et generationsskifte, hvor et barn eller barnebarn skal overtage virksomheden? Eller er der tale om et salg af virksomheden til medarbejdere, konkurrent eller kapitalfond? Virksomheden skal under alle omstændigheder klargøres til et salg, blandt andet for sikre en robust virksomhed og for at øge dens værdi, siger Søren Østergaard Nielsen.
Salgsmodningen indebærer blandt andet, at processer, arbejdsgange og know-how dokumenteres og gøres tilgængelig for organisationen. Ofte vil der også være behov for at reducere afhængigheden af nøglepersoner – især ejerlederen. Derudover indebærer den økonomiske del af salgsmodningen, at man får udarbejdet en skarp forretningsmodel og optimeret virksomhedens indtjening.
Der er, sagt med andre ord, rigtig mange ender, der skal mødes, når en virksomhed skal have ny ejer, og den proces kender Anders Harbo Thomsen, fra tømrer- og snedkervirksomheden Magnus Thomsens Efterfølgere, alt til.
Magnus Thomsens Efterfølgere: 10 år med ejerskifte og vækst
I 2010 påbegyndte tømrer- og snedkervirksomheden Magnus Thomsens Efterfølgere et generationsskifte, hvor Anders Harbo Thomsen skulle overtage virksomheden fra sine forældre som fjerde generation.
I dag ejer Anders Harbo Thomsen virksomheden sammen med Søren Lund Thomsen og Thomas Casper, hvor Anders og Søren er fætre, og selvom selve processen med ejerskifte varede i 10 år, ligger overvejelserne om ejerskiftet over 30 år tilbage:
- Jeg har altid haft lysten og interessen for at overtage virksomheden fra mine forældre, og har altid stræbt mod det. I anden klasse kom jeg og sagde til mine forældre, at jeg havde hverken behov for at lære sprog eller geografi, jeg skulle bare være tømrer, fortæller Anders Harbo Thomsen, som i dag er uddannet tømrer og bygningskonstruktør.
- Min bror er uddannet inden for IT, og havde ikke samme naturlige interesse for virksomheden som jeg, men vi har begge altid iagttaget vores forældre når de skrev fakturaer ved spisebordet eller arbejdede fra kontoret i kælderen. Jeg forestiller mig lidt, at det er som at bo på en gård med landbrug. Når man er så integreret, kan interessen opstå helt naturligt.
Da Anders mødte sin kone for 24 år siden, blev hun også bekendt med Anders’ drøm om at overtage sine forældres virksomhed en dag. Derfor drog de sammen mod Aarhus for at læse, videre mod Australien for at opleve og så atter hjem til Aalborg for at slå rødder.
Anders købte første del af virksomheden tilbage i 2010, hvor Søren fulgte trop i 2013, og for omtrent 3 år siden købte Thomas Casper sig også ind i virksomheden. Nu er de i gang med at bygge nyt domicil på Svendborgvej, som de også har fået rådgivning fra Sydbank omkring.
- Vi har fået hjælp fra Sydbanks rådgivere, der altid har været en meget aktiv del af virksomhedens rejse. Første skridt var et møde i banken med mine forældre og mig, hvor vi fremlagde ejerskiftet, samt mine idéer og visioner for virksomheden. Jeg ville gerne vækste virksomheden, integrere nye IT-systemer og lave landsdækkende aftaler, frem for blot at lave lokalt arbejde. Det gav mine forældre mig helt frie tøjler til, og Sydbank hjalp os med et lån og med sparring når vi skulle lave strategi og budget.
- Jeg fik trykprøvet mine visioner for virksomheden, og når vi afleverede kvartalsregnskaber, kunne Sydbank hjælpe os med at give et praj om, hvorvidt vi var på rette vej. Vi fik hjælp til at omlægge lån på de rigtige tidspunkter, og til at holde snuden i sporet. Det har resulteret i vækst af både antallet af medarbejdere og vores landsdækkende visioner de sidste 10 år, fortæller Anders Harbo Thomsen.
Alle tre ejere fra Magnus Thomsens Efterfølgere har været igennem processen med ejerskifte, og der lyder en klar anbefaling fra Anders Harbo Thomsen til andre, der skal gennemgå ejerskifte:
- Start dialogen med banken i rigtig god tid, og sørg for at bruge den som sparringspartner i overdragelsen. De hjælper både med at lægge planer for finansiering og er sparringspartnere på strategien – det er guld værd at have deres objektive blik på virksomheden.
Læs mere om Sydbanks muligheder for rådgivning om ejerskifte ved at trykke her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.