Annoncørbetalt Indhold

Mere end sport: Mors-Thy Håndbold skaber fællesskab, fremtid og forandring

På Mors og i Thy ved man, hvad fællesskab betyder. Her løfter man i flok, og det mærkes tydeligt hos Mors-Thy Håndbold, hvor unge får chancen for både at vokse som mennesker og udleve store drømme.

Foto: Jens Kristian Vangsgaard

Der er ingen tvivl om, at Mors-Thy Håndbold forbindes med spænding, kampe og fyldte haller. Men klubben er meget mere end det.

Bag dommerfløjter, blå spillertrøjer og håndboldmål findes en kultur, hvor fællesskab, udvikling og menneskelig trivsel går hånd i hånd. Det handler om at skabe muligheder, og især for de unge, gennem klubbens ambitiøse håndboldakademi.

Her tilbydes unge fra hele landet en unik hverdag, hvor de kan tage en ungdomsuddannelse, imens de fokuserer på deres passion for elitehåndbold.

- Mors-Thy Håndbold Akademi er bygget op omkring lokale, unge mennesker og spillere, og det betyder meget for os. Det er vigtigt, at dem, der vokser op i området, kan se, at det er muligt at gå hele vejen samtidig med, at de gennemfører en ungdomsuddannelse, siger Lars Svane, daglig leder af Mors-Thy Håndbold Akademi.

Lars Svane (tv) og Elsebeth Overgaard (th) samarbejder om de unges daglige trivsel. Foto: Jens Kristian Vangsgaard.

En hverdag med mening og balance

Akademiet tilbyder de unge en hverdag, hvor sport og skole går op i en højere enhed. Alt er tilrettelagt, så de kan fokusere på både deres udvikling som spillere og som unge mennesker.

- Der er sørget for, at de unge kan koncentrere sig om det vigtigste: skole og træning. Vi holder styr på indkøb, rengøring og hverdagens praktiske ting, så de kan finde ro og fokus, fortæller Lars.

- Det betyder dog ikke, at vi ikke også hjælper de unge i en retning af selvstændighed, for det er der også meget fokus på. Nogle er helt unge, og det er første gang, de er væk hjemmefra i længere tid, så derfor er det vigtigt, at de ikke sjusker med ryddelighed og hygiejne.

Akademiet samarbejder desuden meget tæt med de lokale ungdomsuddannelser, hvilket sikrer, at skoleskemaerne overholdes, men også at de unge får hjælp til at udsætte afleveringer, hvis det bliver nødvendigt.

- Vi har et rigtig godt og meget tæt samarbejde med skolen. Vores træningsplan er lavet i samarbejde med skolerne, så de unge ikke går glip af vigtig undervisning, og omvendt er skolen også rigtig god til at tilgodese vigtige kampe eller fokus på træning, siger Lars.

Foto: Jens Kristian Vangsgaard

Menneskelig udvikling i centrum

Elsebeth Overgaard arbejder til daglig hos EUC Nordvest og fungerer som mentor og vejleder for de unge på akademiet. Hun er bindeleddet mellem akademiet og de gymnasiale uddannelser på Mors og i Thy, og hun kender de unge rigtig godt.

- Det handler ikke kun om skole og håndbold. Det handler om at være tæt på de unge og støtte dem – også når der er modgang, siger Elsebeth.

- Trivsel er altafgørende for deres udvikling. Jeg kender de her drenge, og de ved, at de kan komme til mig med alt og ringe til mig 24 timer i døgnet, uden at det får sportslige konsekvenser.

Hun beskriver sin rolle som den, der ”træner dem udenfor banen.” Hun hjælper med at skabe ansvar, refleksion og mod, når det hele ramler. Hvis man oplever et præstationspres fra skolen eller håndboldklubben, er hun en tryg voksen, der lytter og guider, uden at tage over.

- Det er vigtigt for os, at de unge lærer at tage ansvar for sig selv, både som spillere og som mennesker. Vi støtter dem, men vi gør ikke tingene for dem. Det gør en forskel på den lange bane, siger hun.

- Det kan være, der er et socialt arrangement på skolen, men man ikke kan få sig til at melde fra over for træneren, og så taler jeg med dem om, at det altså også er vigtigt at være et almindeligt ungt menneske.

- De unge skal ses og høres hele vejen rundt. De skal ikke bare blive håndboldspillere for enhver pris – de skal også have et ungdomsliv, et skoleliv og et sæt kompetencer, de kan tage med sig videre, siger Elsebeth.

Foto: Jens Kristian Vangsgaard

Forankret i det lokale og båret af fællesskabet

Noget af det, der også gør Mors-Thy Håndbold særligt, er klubbens stærke forankring i lokalområdet. Mange af akademiets elever er vokset op i Thy eller på Mors, og det skaber en særlig stolthed og opbakning, når en af ”vores egne” løber på banen.

Når lokale spillere tager skridtet op i klubbens ligatrup, står klassekammerater, naboer og venner klar på tribunerne. Det lokale fællesskab er ikke bare noget, man taler om – det kan mærkes i hele hallen, på gaden og i dagligdagen.

- Det betyder virkelig noget, når nogen får chancen på ligaholdet. Der kommer 20-30 venner, familie og bekendte og bakker op, og det gør bare hele oplevelsen stærkere. Det er virkelig med til at holde både klubben og projektet levende, siger Lars Svane.

Samtidig er det lokale engagement en vigtig del af, hvorfor akademiet og klubben har kunnet udvikle sig så markant. Klubben bestod i 2012 af få trænere, men i dag drives akademiet af omkring 25 ansatte og frivillige, samt fire fysioterapeuter, der deltager i akademitræningerne. En imponerende udvikling, der har skabt en lys fremtid for mange unge gennem årene.

- Det har aldrig været et eliteprojekt for eliten. Det er et fællesskabsprojekt, hvor vi bruger håndbolden som motor for noget større. Vi har stærke samarbejder med lokale virksomheder og skoler, og det er helt afgørende for at lykkes, siger Lars.

Sponsorer og erhvervsliv spiller nemlig en stor rolle i at gøre projektet muligt. Ikke kun økonomisk, men også som aktive medspillere i det fællesskab, der rækker ud over banen.

- Vores partnere kan se, at deres støtte gør en reel forskel. De investerer i unge menneskers fremtid, uddannelse, mental sundhed og i lokalsamfundet. Det betyder noget – og det er også derfor, vi har så stærk lokal opbakning, siger Lars.

Skal din virksomhed støtte de næste generationer og blive en aktiv del af fremtidens Thy og Mors?

Kontakt Frederik Andersen, Kommerciel chef i Mors-Thy Håndbold, og hør mere om partnerskaber, fællesskab og lokal forankring med effekt:

Frederik Andersen
Tlf. nr.: 6022 5068
E-mail: fa@morsthy.dk

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden