Netværk eller pjatværk? Her er topledernes guide til succes
Folk taler altid om netværk, men hvorfor er det egentlig så vigtigt? Er det ikke nok at være god til det, man laver? Det har vi spurgt to eksperter om. Her deler Formanden og Direktøren for Erhverv Norddanmark, Nordjyllands største erhvervsnetværk, ud af deres personlige erfaringer og gode råd.
Rasmus Haugaard og Kamilla Bittmann sidder begge i ledende roller hos Erhverv Norddanmark, som er Nordjyllands største og ældste erhvervsnetværk. De må derfor om nogen vide, hvad et godt netværk er, hvordan man opbygger det og hvordan, man bruger det i praksis. Vi har vendt os mod dem for gode råd - og et par inspirerende historier om succes fra det virkelige liv.
Rasmus Haugaard har en ph.d i jura og er i dag partner og advokat ved sit eget firma Haugaard|Braad Advokatfirma i Aalborg. Derudover er han Formand i Erhverv Norddanmarks bestyrelse.
Kamilla Bitmann er uddannet officer i hæren og har mange års ledererfaring fra stillinger hos blandt andre Grundfos og Svanehøj. I dag er hun Direktør hos Erhverv Norddanmark.
Folk taler altid om netværk. Hvorfor er det ikke nok bare at være god til sit fag?
Kamilla: ”Kort sagt, ingen kan alt. Uanset hvor dygtig du er til dit fag, så vil der altid være perspektiver, du ikke selv kan se, eller opgaver, du ikke kan klare på egen hånd. Faglighed og kompetencer er absolut nødvendigt, men det tager dig sjældent hele vejen til succes alene.”
Rasmus: ”Et godt netværk kan netop sætte turbo på din faglighed. De afgørende idéer kommer typisk gennem sparring med andre, der står med en helt anden viden eller en anden faglighed end dig selv. No man is an island, som man siger.”
Hvad karakteriserer et godt netværk?
Rasmus: ”Netværk er jo mange ting. Det er i princippet alle de mennesker, du deler dine tanker med. Det kan for eksempel være privat, socialt og fagligt, men i alle tilfælde er diversitet et aktiv. Ingen har gavn af et ekkokammer, hvor alle altid er enige. Det flytter man sig ikke ved. Et rigtig godt, fagligt netværk består derfor som regel af flere forskellige faggrupper, hvor alle kan byde ind med forskellige perspektiver.”
Kamilla: ”Jeg er helt enig, diversitet er key. For mig er et godt netværk i høj grad også karakteriseret ved gensidighed. Lige så vel som man selv er i et netværk for at trække på andres viden, så skal man også turde dele sine egne holdninger og erfaringer. Det er et godt netværk, hvis alle får noget ud af det.”
Kan man så ikke også have et forkert netværk?
Kamilla: ”Jo, man kan jo være uheldig og gå galt i byen i forhold til sine egne forventninger og behov. Netværk kan som sagt være mange ting, og man skal gerne være enige om, hvorfor man er der. Er det for at dele viden? Er det for at have det sjovt? Er det bare for at markedsføre os selv til hinanden?”
Rasmus: ”Men på den anden side, det er vel aldrig rigtigt spild af tid at netværke? Alle kontakter kan potentielt set blive nyttige en dag. Måske handler det bare om en overfladisk snak til et arrangement en dag, og så kan det alligevel være nok til at nogen om et år står i en helt anden sammenhæng og tænker, ”Hov, jeg kan huske jeg snakkede med én om det her engang. Lad mig lige grave den kontakt frem igen.”
Kamilla: ”Det har du ret i, det er altid bedre at netværke end ikke at netværke. Jeg tror bare at forventningsafstemning er vigtigt, hvis man gerne vil have et godt, fagligt netværk, som alle får glæde af.”
1) Overvej hvilke aspekter af din virksomhed eller i din karriere, der volder dig problemer. Hvad kæmper du med? Hvad vil du vide mere om? Det er afgørende at finde netværk, der kan noget andet, end du selv kan.
2) Vær åben og imødekommende. Selvom du tager afsted til et netværksarrangement sammen med andre, så del jer op. Det er en god øvelse at stå på egne ben, når man skal præsentere sig selv.
3) Opsøg netværksarrangementer – som eksempelvis dem vi holder hos Erhverv Norddanmark. Her møder du alle typer mennesker fra alle steder i erhvervslivet, og her er derfor altid spændende viden og nyttig info at hente.
Hvordan har I brugt jeres eget netværk til at fremme jeres karrierer?
Kamilla: ”Det var igennem mit netværk, at jeg fik det job, jeg har i dag. Jeg havde mødt den tidligere direktør for Erhverv Norddanmark igennem mit forrige arbejde, og derefter havde vi fundet hinanden på LinkedIn. Da jeg så i et opslag, at han skulle have en ny stilling, skyndte jeg mig at ringe til ham. Han satte mig i forbindelse med Rasmus, og nu sidder jeg her.”
Rasmus: ”Ja, det er rigtigt, det kan jeg godt huske. Det er oplagt at bruge netværk til jobsøgning, fordi man måske kan få en blåstempling med fra nogen, der kender til ens arbejde. Jeg bruger selv mit netværk meget, fordi jeg er selvstændig. Som advokat ved jeg rigtig meget om jura, men der er andre væsentlige dele af at drive en virksomhed, som jeg ikke vidste en masse om. Det har jeg brugt mit netværk til at lære.”
Erhverv Norddanmark er grundlagt i 1431 – hvorfor er der stadig behov for organisationen i det nordjyske erhvervsliv i dag?
Rasmus: ”Inden for de seneste 10 år er der sket rigtig meget i det nordjyske erhvervsliv. Hvor de fleste engang faldt naturligt indenfor en brancheorganisation og fandt fællesskab der, så er erhvervslivet i dag meget mere fragmenteret. Her ser vi det som vores fineste opgave at samle folk fra forskellige faggrupper, så vi kan styrke hinanden og Nordjylland.”
Kamilla: ”Ja, nemlig! Nordjylland kan så meget. Her er så mange spændende mennesker og virksomheder, som kan få stor glæde af hinanden på trods – nej faktisk fordi – de er så forskellige. Igennem Erhverv Norddanmark kan de finde hinanden og opbygge de netværk, der er så vigtige for succes.”
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.