Ny rapport: Nordjyske virksomheder nemme ofre for svindel på nettet
Flere nordjyske virksomheder har det seneste år oplevet en stigning i trusler mod it-sikkerheden. Alligevel viser nye undersøgelser, at mange virksomheder ikke er bevidste om, hvordan de bedst garderer sig mod cyberkriminalitet. Derfor opretter it-huset MyData nu en telefonisk hotline, som i årets første tre måneder vil tilbyde gratis råd og vejledning om it-sikkerhed eksklusivt til nordjyske virksomheder.

Danske virksomheder slækker på it-sikkerheden, og derfor er Danmark blevet et oplagt mål for cyberkriminelle. En ny rapport fra revisionshuset PwC viser således, at hver anden danske virksomhed oplevede én eller flere sikkerhedshændelser i løbet af det seneste år. Det skaber bekymring hos it-virksomheden My Data Aps, der vurderer, at især de nordjyske virksomheder er sårbare overfor digital svindel:

Kilde: PwC: Cybercrime Survey 2019
- Center for Cybersikkerhed beskriver det digitale trusselsniveau i Danmark som særligt alvorligt, og det stiller store krav til it-sikkerheden hos virksomhederne. Det gælder i særdeleshed i Nordjylland, hvor virksomhederne efter vores opfattelse har en alvorlig mangel på digital beskyttelse, som gør dem til nemme ofre for cyberkriminelles ugerninger, siger adm. direktør Daniel Kjersgaard og fortsætter:
- Derfor bør de nordjyske virksomheder være opmærksomme på, hvordan de bedst sikrer deres forretning mod cyberkriminalitet. Desværre har mange tillid til, at et simpelt antivirusprogram skal beskytte hele organisationen mod digitale angreb, hvilket langt fra er tilstrækkeligt

Kreative svindlere
Ifølge Daniel Kjersgaard er it-sikkerheden udfordret af, at cyberkriminelle bliver mere og mere opfindsomme, hvilket løbende ændrer det digitale trusselsbillede:
- Mens den digitale udvikling ufortrødent buldrer videre, opstår der hele tiden nye trusler, virksomheder skal forholde sig til. Derfor er det strengt nødvendigt, at virksomheder og privatpersoner ved, hvordan man beskytter sig mod de nyeste farer i den digitale verden, siger han og pointerer, at det vil kræve en fælles indsats, hvis vi skal komme cyberkriminaliteten til livs:
- Hvis vi i Danmark i fællesskab øger vores forståelse af it-sikkerhed, vil vi i fremtiden være langt bedre stillet i kampen mod cyberkriminalitet. Hos MyData har vi i over 10 år sat en dyd i at rådgive om, hvordan man færdes sikkert i den digitale verden. Når vi hjælper én virksomhed, mener vi, at det er et skridt i den rigtige retning for vores fælles it-sikkerhed.

Kilde: PwC: Cybercrime Survey 2019
Virksomheder skal indbrudssikres
Som følge af det stigende trusselsniveau bør virksomheder derfor identificere de steder i it-systemerne, hvor sikkerheden kan skærpes, lyder rådet fra Daniel Kjersgaard:
- Ligesom indbrudstyve kan bryde ind i boliger via ulåste vinduer og døre, kan hackere udnytte huller i it-infrastrukturen til at tvinge sig adgang til virksomheders systemer og data. Lukker man ikke et sådant sikkerhedshul, er det som en åben dør, hvor uønskede personer frit kan træde ind og få direkte adgang til følsomme oplysninger, fortæller han og fortsætter:
- Det er selvsagt en udfordring at lokalisere sikkerhedshullerne, hvis man ikke ved, hvor man skal lede. Derfor opfordrer vi alle til at få foretaget en sårbarhedsanalyse, hvor man nøgternt gennemgår virksomhedens systemer og identificerer potentielle brister i eksempelvis applikationer, systemer og netværk.

Gratis it-support til virksomheder i Nordjylland
Som led i at øge it-sikkerheden i erhvervslivet, lancerer MyData fra den 3. januar i år en ny, telefonisk hotline, der skal vejlede og rådgive om it-sikkerhed samt udstede akuthjælp til virksomheder, som har været udsat for hackerangreb og it-relateret svindel.
Og som en del af lanceringen kan de nordjyske virksomheder se frem til en eksklusiv service i årets første tre måneder. Her vil MyData nemlig yde gratis sikkerheds-support for alle virksomheder med adresse i det nordjyske, lyder det fra Daniel Kjersgaard:
- I hele første kvartal af 2020 kan man som nordjysk virksomhed gratis kontakte os via vores nye hotline, hvis man har været udsat for it-kriminalitet eller blot vil blive klogere på, hvordan man garderer sig mod udefrakommende trusler, fortæller han og fortsætter:
- Det er vores klare mål, at vi med den nye hotline skal skabe større og bredere forståelse for digital kriminalitet i regionen, og derved styrke it-sikkerheden blandt de nordjyske virksomheder, siger Daniel Kjersgaard slutteligt.
Du kan ringe til MyDatas nye, telefoniske hotline på 6020 2000, hvor du som nordjysk virksomhed kan få gratis råd og vejledning om it-sikkerhed fra den 3. januar til 31. marts i år.
Hvis du vil blive klogere på MyData og deres hotline, kan du også læse mere på mydata.dk/hotline.

Kilde: Erhvervsstyrelsen: Digital sikkerhed i danske SMV’er.
Seks korte råd til bedre it-sikkerhed
Vær proaktiv med din digitale sikkerhed, fx ved at rådføre dig med en it-sikkerhedsekspert, der kan gennemgå virksomhedens systemer. Når først uheldet er ude, er det for sent.
Sørg for, at dine it-systemer er opdaterede. Har systemerne ikke den seneste opdatering, risikerer du, at de er fyldt med sikkerhedshuller, der kan udnyttes af it-kriminelle.
Slå altid kryptering til på dit trådløse netværk. Ved at bruge en krypteringsnøgle på dit netværk, sikrer du dig mod ubudne gæster.
Husk at sikkerhedskopiere dine filer og data. På den måde har du stadig dine filer i tilfælde af tyveri, brandskade eller hackerangreb.
Indstil sikkerhedsniveauet i browseren, så der altid bliver spurgt om tilladelse til at overføre filer.
Brug et langt og kompliceret kodeord, og skift det gerne jævnligt. Selvom det er besværligt at taste ind, styrker det din it-sikkerhed markant.