Pædagogisk viden deles i Nordjylland
Opdateret kl. 12:57
I Professionshøjskolen UCN – nærmere bestemt den pædagogiske efteruddannelsesafdeling UCN act2learn Pædagogik - er der stor fokus på vigtigheden af, at viden bliver delt og når ud til dem, der kan bruge det ude i den daglige praksis. Derude, hvor det rent faktisk kan gøre en forskel.
Områdeleder Mathilde Nyvang Hostrup fortæller:
- Som Nordjyllands Professionshøjskole er vores formål blandt andet at uddanne og videreuddanne fremtidens og nutidens pædagoger og lærere. Samtidig er vi en forsknings- og vidensinstitution som har en meget vigtig og forpligtende opgave i at skabe og dele praksisnær viden. Og netop opgaven med at dele viden har vi sat mere og mere fokus på. Vi ønsker at komme bredt ud og komme ud med tilgængelig, vedkommende og gratis viden. Vi ønsker at dele viden på en måde, som rammer lige ind i hjertet af den hverdag, pædagoger og lærere står i hver eneste dag.
Der er en ambition om at blive et både fysisk og virtuelt sted, hvor flere lærere, pædagoger og ledere mødes og diskuterer deres vigtige, pædagogiske opgave. Udover forskellige kurser, temadage og efteruddannelse på akademi- og diplomniveau, håber de at kunne skabe et mere synligt mødested – både gennem et større antal af gratis, fysiske netværks- og temamøder, men også gennem en stærk virtuel platform, hvor viden, erfaring og pædagogiske redskaber kan findes, læses, lyttes til eller deles.
POP – På opdagelse i pædagogik og læring
På denne baggrund opstod podcasten ”POP – På opdagelse i pædagogik og læring”’, i et forsøg på, på en let og tilgængelig måde, at formidle noget af al den viden som findes – både internt på UCN, men også blandt lærere, pædagoger og ledere – og ja, faktisk også blandt børnene.
Mathilde forklarer:
- Med POP ønsker vi at dele al den viden, vi selv har, men også at være en platform for at pædagoger, lærere og andre pædagogiske professionelle kan dele den store viden og erfaring, de har. Der ligger så megen viden og erfaring ude blandt de dygtige professionelle, og vi vil gerne lære af dem, ligesom vi gerne vil give dem mulighed for at dele deres viden – og diskutere deres pædagogiske opgave.
Det er lektor og uddannelseskonsulent, Dorthe Geisnæs, der står bag podcasten og som er vært på POP. Med mange års erfaring som både lærer i folkeskolen og lektor i pædagogik, varetager hun den daglige opgave omkring planlægning, gennemførsel og samarbejde med de mange spændende gæster, som inviteres ind.
Dorthe Geisnæs siger:
- Vi møder rigtig mange ledere, lærere og pædagoger, når vi gennemfører kompetenceudvikling her og ude i folkeskolerne og på dagtilbudsområdet. Her får vi indblik i, hvad de er optaget af, hvad de har succes med og hvad de bøvler med. Vi tager derfor mange forskellige emner op inden for det pædagogiske felt, og nogle gange viser det sig, at et emne faktisk også er meget relevant for forældre at lytte til, selvom det som udgangspunkt er de professionelle, vi forsøger at nå ud til. Vi har blandt andet udgivet en podcast om ”Skæld ud” – som fortæller noget om, hvad der sker inde i barnet, når vi skælder ud. Puha, det ville jeg, som tidligere lærer og som forælder, rigtig gerne have vidst noget om lidt før. Vi har også lige udgivet et afsnit om Skolefravær og et om hvad PPR egentlig er for noget, og det tænker jeg også, at forældre kunne have glæde af at vide noget om.
Der er ikke nogen bestemt ramme for, hvad der kan tages op i podcasten, så længe det har noget med pædagogik eller læring at gøre.
Dorthe forsætter:
- Vi er særligt stolte af, når fx pædagoger fra dagtilbud deltager og fortæller om, hvordan de arbejder med at opbygge gode relationer til forældrene. Eller når en ledelse i en folkeskole deler og diskuterer, hvordan de indretter netop deres folkeskole, så flere børn og unge kan trives og lære. Eller når Asta på 8 år giver os voksne et indblik i, hvordan det er at møde co-teaching i 1. klasse.
Mathilde fortæller:
- Dorthe gør det meget praksisnært og jordnært. Hun tager nogle komplekse emner op og stiller meget konkrete spørgsmål til gæsterne i studiet. Hun sørger for at fødderne er solidt plantet på jorden, så det ikke bliver for teoretisk eller akademisk. Samtidig med at den viden der deles, er på et højt fagligt niveau og baseret på både forskning og praksis. På den måde får lytteren virkelig noget konkret ud af indholdet, som de kan bruge i praksis – og det vidner de mange positive tilbagemeldinger også på.
Du kan i skrivende stund lytte til 37 afsnit af ’POP – På opdagelse i pædagogik og læring’ der hvor du normalt lytter til podcast. Du kan også følge UCN act2learn Pædagogik på Facebook eller LinkedIn – hvor nye episoder præsenteres.
Ønsker du at tilmelde dig vores nyhedsbrev og følge med i, hvad vi laver? Så skriv en mail til dge@ucn.dk
Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du har ideer til podcast-emner eller måske endda selv ønsker at være gæst – send en mail til dge@ucn.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.