Annoncørbetalt indhold

Tættere på mysteriet om kæmpefisk i Danmark

Nordsøen er i stadig forandring, og noget af det mest spektakulære er, at kæmper, der kan blive over et halvt ton, er tilbage efter 50 års fravær - nu kan du se én af dem i øjnene.

En værdifuld kæmpe er tilbage i de danske farvande.

Den blåfinnede tun forsvandt på mystisk vis fra vores breddegrader tilbage i 60’erne, og nu er den - lige så uforklarligt - tilbage igen.

Det kan blandt andet Hanstholm-fiskerne, Simon Ørskov og Karsten Jakobsen, bevidne. De fik i starten af august i år helt tilfældigt en 204 kilo stor tun i nettet, som blev solgt på fiskeauktion for 125.000 kroner eller en kilopris på 610 kroner, hvilket er en højere pris, end selv hummer indbringer.

Ja, tunens tilbagekomst vækker begejstring. Ikke blot for fiskere, men også for fagfolk.

- Det er en fantastisk oplevelse at se tun blandt andet i Nordsøen igen - men hvorfor de er tilbage, er også uforklarligt for os, der er vant til at forske i havets dyreliv, siger Simon Madsen, formidlingschef og dykker ved Nordsøen Oceanarium.

Oceanariet følger spændt en undersøgelse fra DTU Aqua og WWF, hvor tunfisk i danske farvande udstyres med en avanceret satellitmodtager. De videnskabelige resultater vil forhåbentligt hjælpe forskerne med at forstå, hvordan faktorer som fiskeri, klima og fødetilgængelighed påvirker tunens opholdssteder og vandringsmønstre.

- Og så kan vi forhåbentlig blive bedre til at passe på tunbestanden i Nordsøen nu. Der er forskellige teorier om, hvorfor de er tilbage, men ingen ved det med sikkerhed endnu. Det er et mysterium, som vi meget gerne vil inddrage vores gæster i, siger han og fortsætter.

- Én teori om, hvorfor tunen er tilbage, er, at det skyldes, havene omkring Danmark er blevet varmere på grund af klimaforandringer. En anden teori er, at tunfisken søger mod Danmark, fordi bestanden er i vækst på grund af restriktioner om at fiske dem i Middelhavet samt voksende silde- og makrelbestande i Nordsøen.

Årsagen til, at tunene, der tidligere levede i tusindvis i danske farvande, forsvandt, er der også flere bud på.

- Nogle mener, at tunene forsvandt på grund af overfiskning, både af tunbestanden, men også af makrel- og sildebestanden. Andre, at de forsvandt på grund af forurening. Det bliver spændende - helt bogstaveligt - at dykke ned og få klarhed, både for fagfolk og lægfolk.

Indhold leveret af Nordsøen Oceanarium Stime af blåfinnede tun. Billedet er ikke taget i Danmark, selv om den store fisk er tilbage i vores farvande.

Fascinerende formidling

Når Nordsøen Oceanarium åbner dørene for gæsterne i efterårsferien, så vil der være mulighed for at komme tættere på mysteriet om, hvorfor de er tilbage, og hvordan Nordsøens dyreliv i øvrigt er i konstant forandring.

- Vi tager vores gæster med rundt til akvarierne og fortæller om alle de forandringer, der hele tiden sker i Nordsøen, siger Simon Madsen.

Derudover får gæsterne lov til at komme helt tæt på tunfisken, når Nordsøen Oceanarium fremviser et skelet og et hoved fra en tunfisk, fanget tæt på Hirtshals, som man må se og røre.

Da fisken levede var den over to meter lang og vejede 280 kg.

Indhold leveret af Nordsøen Oceanarium Formidlingschef Simon Madsen den blåfinnede tun, da den netop var blevet fanget.

- Mange mennesker har kun et forhold til tun, når det er på dåse, men i levende live er de ganske store - verdensrekorden lyder på 684 kg og 458 cm lang, fortæller formidlingschefen.

Da Danmark ikke har nogen nationalkvote på blåfinnet tun, kræver det dispensation og dokumentation for, at fisken er fanget som bifangst, før den må videresælges.

- Der findes eksempler på fangster, hvor der har været tvivl om, hvorvidt tunen var bifangst, hvorfor fiskerne måtte aflevere hver en øre fra salget til staten, siger Simon Madsen.

Han tør ikke spå om, hvorvidt bestanden en dag vil blive så stor, at det igen bliver tilladt at fiske efter dem.

- Det er helt klart en drøm for mange sportsfiskere at få sådan en krabat på krogen, men først skal DTU og WWF have kortlagt fakta, understreger han.

FAKTA

Mission tun

Den blåfinnede tun er én af de mest eftertragtede fisk, især af sushi-restauranter. De bliver solgt på japanske markeder for svimlende beløb.
Der har derfor været drevet rovdrift på tunbestanden, hvilket har gjort den udrydningstruet.
Den mægtige fisk findes i store dele af Atlanterhavet. Bestanden er delt op i en vestlig bestand, som gyder i Den Mexicanske Golf, og en østlig bestand, der gyder i Middelhavet. I forhold til sidstnævnte er bestanden i fremgang, fordi der er kommet strenge fiskerestriktioner og håndhævelse af disse.
20 eksemplarer af den blåfinnede tun indfanges nu af erfarne, danske sportsfiskere, så en avanceret satellitmodtager nænsomt kan sættes på dem, inden de sættes ud igen med henblik på at gøre forskerne klogere på deres færden. Sportsfiskerne har en særlig dispensation. Uden den er alt målrettet fiskeri af tun forbudt.
WWF mener, at den blåfinnede tun ligesom tidligere vil indgå i havets naturlige fødekæde.
Tunfisk, som vi kender fra dåser, importeres typisk fra Stillehavet og er af andre arter end den værdifulde, blåfinnede tun.
Kilde: WWF og Nordsøen Oceanarium.

Se sushikokke skære en tun op, der er fanget i Skagerrak

>

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!