Trend: Erhvervslivet vil have utraditionelle mødesteder
Opdateret 16. juni 2016 kl. 08:54
Vi skal alle være mere innovative, kreative og effektive, hvis vi vil klare os i fremtidens konkurrence. Sådan har tendensen været i årevis, og det afspejler sig i høj grad på mødemarkedet. Når vi bruger tid og penge på at mødes til seminarer og konferencer, vil vi i stigende grad gerne mødes nogle steder, der er inspirerende og nyskabende og ikke blot opfylder nogle praktiske minimumskrav.
Trenden er tydelig overalt og ikke mindst i Aalborg, hvor flere utraditionelle mødesteder er blevet populære. Det gælder blandt andet Musikkens Hus, der på kort tid er blevet et af erhvervslivets foretrukne mødesteder. Direktør Lasse Rich Henningsen kigger tilbage på husets tilblivelse og udvikling:
- I år er det 30 år siden, at drømmen om et nyt, stort musikhus i Aalborg første gang blev luftet. I den mellemliggende periode er tanken blevet udviklet og rodfæstet, og det lange tilløb har blandt andet gjort, at man har været i stand til at tænke alle anvendelsesmuligheder ind, forklarer han.
Han siger supplerende, at der undervejs også var mange bump på vejen, og at skeptikere var bange for, at huset kun ville blive brugt af en begrænset elite:
- Praksis har vist det modsatte, og vi er meget tilfredse med, at også erhvervslivet gerne vil bruge os – både på det kulturelle område med et stort antal sponsorer og på det forretningsmæssige område som ramme for møder og besøg fra erhvervsklubber.
Kraftigt stigende interesse
Interessen for at leje sig ind i huset og afholde alt fra møder, workshops, seminarer og store konferencer har været kraftigt stigende. Også interessen for at afholde private fester som bryllupper og konfirmationer er stor, og netop fleksibiliteten i at kunne rumme alt fra et møde mellem to personer til en konference med op til 1.300 personer i nogle helt særegne rammer, er det, der ifølge Lasse Rich Henningsen virker mest tiltrækkende:
- De fysiske og tekniske rammer skal naturligvis være i orden, men det tager kunderne som en selvfølge i dag. Vi får at vide, at vi bliver valgt, fordi vi har nogle meget smukke og inspirerende bygninger og lokaler, og fordi vores service er custom made. Alt skal spille fra gæsterne kommer til de går, og vi er privilegerede, at vi har nogle rammer, der undervejs kan give en wauv-oplevelse. Det er de unikke rammer og den individuelle service, som vi vinder på, og som skal være med til at udbygge vores erhvervsprodukt også fremover, siger Lasse Rich Henningsen.
Antallet af gæster i Musikkens Hus steg med 49 procent fra 2014 til 2015, hvor ikke færre end 328.000 personer gæstede huset.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.