Vigtigt at tage stilling til spørgsmål om døden, inden det er for sent
Der er meget i livet, der er usikkert. Men én ting er helt sikkert: Vi skal alle herfra på et tidspunkt. Derfor skal man også turde snakke om og tage stilling til døden, mens tid er, lyder opfordringen fra Kirsten Marie Baggesen, indehaver af Baggesen Begravelsesforretning.
Opdateret 02. maj 2022 kl. 08:28
Har du prøvet at miste en af dine allernærmeste, så ved du, hvor svært det er. Du er ramt af stor sorg, samtidig med at du skal tage stilling til en masse praktisk. Skal det være begravelse eller bisættelse, eller skal asken måske spredes ud over havet?
Hvilken kiste eller urne skal man vælge? Og hvilke salmer, pynt og blomster skal der være i kirken? Der skal snakkes med præsten om den afdøde, der skal indrykkes dødsannonce, og der skal tages stilling til, hvem der skal have besked, og om der skal arrangeres mindekomsammen efter kirken. For bare at nævne lidt af det.
- Som bedemand er det vores vigtigste opgave at sikre, at alt det forløber så smidigt, trygt og tillidsfuldt som overhovedet muligt. At man får al den hjælp, man har behov for i en sorgfuld og svær tid. Vi tilbyder at hjælpe med det hele, eller dele af det. Det er helt op til den enkelte, siger Kirsten Marie Baggesen.
- Men for at gøre beslutningerne og hele forløbet endnu nemmere for de efterladte, så opfordrer vi altid til, at man har udfyldt formularen ”Min sidste vilje”.
- Her kan man nedskrive sine ønsker i forbindelse med sin egen død, og det gør forløbet for de efterladte så meget nemmere. Samtidig har de også følelsen af, at den afdøde får det, som han eller hun ønsker. Det er altid en god følelse.
- Og da det jo er helt sikkert, at vi alle skal dø på et tidspunkt, så kan man lige så godt udfylde den i god tid. Jeg synes, at man allerede i 40-50-årsalderen bør få udfyldt ”Min sidste vilje”, og er der noget, man sidenhen vil lave om, så kan den altid ændres. Det vigtige er at tage stilling til nogle spørgsmål om døden, inden det er for sent, siger Kirsten Marie Baggesen.
- Man kan komme ind til os og hente formularen, og vi kan også hjælpe med at udfylde den, hvis man er i tvivl om noget. Man kan også downloade formularen på vores hjemmeside, og den kan også udfyldes online med login via Nem-ID.
Børn er nysgerrige på døden
Selvom døden og sorgen er en del af dagligdagen som bedemand, sætter Kirsten Marie Baggesen stor pris på sit arbejde, som hun finder meget livsbekræftende.
- Døden er jo den mest naturlige del af livet. Alligevel er den stadig tabu for mange. Derfor tager vi blandt andet også ud på offentlige institutioner som skoler og plejehjem for at fortælle om vores arbejde.
- Særligt børn er meget nysgerrige og stiller en masse spørgsmål om døden, og jeg er sikker på, at en åben snak om døden er med til at afmystificere forløbet, når de engang skal sige farvel til én, de holder af, fastslår Kirsten Marie Baggesen.
Der plantes et træ for hver kiste, der sælges
Hensynet til klima, miljø og bæredygtighed er også blevet vigtigt for mange i forbindelse med en begravelse eller bisættelse. Derfor er det et fokusområde hos Baggesen Begravelsesforretning.
- Vi køber blandt andet vores kister fra firmaet Tommerup-Heilskov, der planter et træ for hver kiste, de sælger. Det er en smuk måde at markere håb og en ny begyndelse på.
- Samtidig kan man få både kister og urner i materialer, der nedbrydes hurtigere, så de lettere indgår i naturens kredsløb, fortæller Kirsten Marie Baggesen, der er anden generation i Baggesen Begravelsesforretning, der har hovedafdeling i Hjørring samt afdelinger i Brønderslev, Pandrup, Sindal, Tårs og Hirtshals.
Virksomheden har rødder tilbage i 1988, hvor den blev stiftet af Birgit og Thorvald Baggesen. I dag beskæftiger virksomheden fem bedemænd.
Læs mere på www.baggesen.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.