Vingaardshus satser på Frederikshavn med erfarne kræfter og nyt kontor
Med nye lokaler, styrket bemanding og en klar ambition om at være tættere på både borgere og erhvervsliv, øger advokatfirmaet Vingaardshus sin tilstedeværelse og engagement i Frederikshavn.
Opdateret 18. august 2025 kl. 10:02
Flytningen til moderne lokaler i Kattegat Silo, tilgangen af en erfaren fuldtidsadvokat og flere ressourcer på kontoret styrker firmaets position i Vendsyssel. Målet er at gøre højt specialiseret juridisk rådgivning lettere tilgængelig for både private, virksomheder og det offentlige.
- Vi har længe haft ambitioner om at styrke vores tilstedeværelse i Frederikshavn, men har bevidst ventet på de rette omstændigheder, fortæller Jesper Studsgaard, advokat og administrerende partner i Vingaardshus.
- Med tilgangen af Trine Rønhoff Øster, nye lokaler og stærkere bemanding, har vi nu det rette fundament til at løfte vores lokale indsats.
Kontoret er flyttet til 8. sal i Kattegat Silo, hvor moderne rammer, gode adgangsforhold og attraktive omgivelser skaber en ny base, ikke kun for klientmøder, men også for nuværende og fremtidige medarbejdere.
- Det handler om at signalere udvikling, både over for klienterne, men også over for kommende medarbejdere. Vi tror på, at et stærkt kontor starter med det rette hold, siger Jesper.
Nyt ansigt med solid erfaring
Trine Rønhoff Øster, som netop er tiltrådt som advokat i Frederikshavn, har 15 års erfaring fra domstolene og bringer en bred juridisk profil med sig.
"Jeg glæder mig til at komme i gang og blive en del af det lokale miljø. For mig handler god rådgivning ikke kun om jura, men også om at lytte og forstå den enkeltes situation. Jeg håber, at mine kommende klienter vil opleve, at de bliver mødt med nærvær, respekt og kompetent hjælp," fortæller hun.
Trine rådgiver både private og erhvervsdrivende, fører retssager og arbejder bl.a. med familieret, arveret og almene erhvervsforhold.
Samtidig får kontoret også tilknyttet en juridisk sagsbehandler, som hidtil har arbejdet i Aalborg, men som nu også får arbejdsdage i havnebyen.
Advokat Peter Tornvig Fruelund glæder sig over, at byen får flere juridiske kræfter:
"Det betyder meget, at vi på kontoret bliver flere medarbejdere i hverdagen, både for vores klienter og for os internt. Vi kan sparre mere direkte med hinanden, reagere hurtigere og levere en endnu mere effektiv rådgivning lokalt."
Også advokat Lisbeth Pahl glæder sig over de nye tiltag:
"Selvom det var lidt svært for mig at forlade Danmarksgade 81 efter mere end 40 år, er jeg allerede faldet rigtig godt til i de dejlige nye lokaler. Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med nye kolleger i et fagligt godt fællesskab."
Mere end et lokalt kontor
Vingaardshus har i dag over 50 medarbejdere, heraf 25 advokater, fordelt på Aalborg og Frederikshavn. Firmaet er blandt Jyllands større juridiske advokathuse og dækker alle væsentlige juridiske områder, fra ejendomshandler og dødsboer til erhvervstransaktioner, insolvens, selskabsret og myndighedsrådgivning.
"Vi oplever, at mange i Frederikshavn forbinder os med løsning af de privatretlige sager, fordi vi der er kendt for vores stærke profil inden for arveret og ejendom særligt som følge af foreningen med advokat Lisbeth Pahls kontor for 5 år siden. "
"Men vi rådgiver også et stigende antal erhvervsdrivende og offentlige aktører i området, og det vil vi gerne være endnu tydeligere omkring," siger Jesper Studsgaard.
Væksten i det maritime erhvervsliv og byens nye rolle som base for danske flådefartøjer vil sandsynligvis føre til øget efterspørgsel også på juridisk rådgivning, og her vil Vingaardshus naturligvis gerne spille en aktiv rolle.
Faglig bredde og tæt samarbejde
Som klient hos Vingaardshus får man en fast advokat med ansvar for sagen, men samtidig mulighed for at trække på specialiseret viden fra et større hold. Det gør det muligt at håndtere komplekse og tværfaglige sager, uden at gå på kompromis med nærvær og tilgængelighed.
"Vores filosofi er, at kontoret i Frederikshavn skal vokse i takt med opgaverne. Det er ikke vigtigt at være størst, men det er vigtigt kontinuerligt at levere juridiske ydelser af god kvalitet – og til tiden. Det er vi fortsat garanter for," understreger Jesper.
Vingaardshus’ tilstedeværelse i området er med andre ord blevet styrket, både på adressen og i holdopstillingen.
Når du har brug for stærk juridisk hjælp
Uanset om du søger konkret rådgivning eller bare har brug for sparring, står vi klar til en fortrolig og uforpligtende samtale. Du finder os i Kattegat Silo på Silovej 8, 8. sal.
Læs mere på vingaardshus.dk eller ring på 4692 9292.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.