DEBAT Fællesskab

40 år som landmand – der har været større glæder end sorger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Lars Peter Frisk, landmand, Fælledhaven 1, 9280 Storvordelpf-byraad@aalborg.dk

LANDBRUG:1.6. 1980 købte jeg den fædrene gård af min far. Han havde i sin tid købt den af sin far.

Hvad er der så sket i dansk landbrug siden 1980? Meget! Dengang var renten svimlende 22 pct.

Priserne på ejendomme var selvfølgelig heller ikke den samme som nu. men alligevel.

Men som 23-årig så man stort på renter og priser.

Verden skulle bare væltes, og drømmen om at være selvstændig skulle føres ud i livet, og der skulle satses på mælk og korn.

Prisen for en liter mælk var ca. 2,45 øre. Og en bedrift havde i gennemsnit ca. 30-35 køer.

Nu i dag er prisen for den samme liter Mælk ca. 2,80. Altså en stigning på 35 øre. Prisen har for få år siden været nede i 1,90 kr. pr liter.

Det lyder ikke af meget, men hvis en landmand laver 1 mio. liter om året, så løber det da op.

Hvis man sætter det i forhold til, hvad dem, som købte mælken i butikkerne, fik i løn dengang og nu, aå er lønnen da steget noget mere.

Hvis den prisudvikling på mælken havde fulgt lønudviklingen, så skulle landmanden sikkert have haft 15 eller 20 kr. for den samme liter mælk i dag?

Vi var omkring 18.000-19.000 mælkeproducenter for 40 år siden. Her i 2020 er der vel ca. 2800 tilbage. I dag er der 1,5 mio. malkekøer, og i 1980 var der 2,5 mio. (Danmarks Statistik). Altså en hel mio. færre køer i dag, og de producerer endda mere mælk pr. ko end dengang. Så vi har dygtige landmænd og køer, som behandles godt. Ellers kommer der ikke mælk ud af dem!

Et andet problem, der er kommet til, er at køerne nu udleder for meget CO2. Er det virkelig dem, der forurener luften? Altså også når antallet af dem næsten er halveret.

Men det siger dem, som er meget klogere end bønderne. Eller er de?

Antallet af fly, som suser rundt oppe i den samme luft, er i hvert fald steget en hel del. Selvfølgelig ikke her under corona-krisen, men det kommer nok igen.

Foruden mælken skulle der også dyrkes noget korn på marken, der blev solgt.

Jeg husker stadig den første afregning, jeg fik for korn, som kostede 190 kr. for 10 kg.

Nu har jeg lige fået afhentet kornet fra sidste års høst til en pris på 128 kr. for den samme mængde.

Det er da en prisudvikling, der vil noget. Altså 33 pct. mindre, end da jeg startede som håbefuld bonde.

Prisen var endda nede og vende i 75 kr. for 100 kg for nogle år siden. Jeg mener ikke, at prisen for brødet i butikkerne er faldet tilsvarende!

For at kornet ikke skulle vokse til i ukrudt blev det sprøjtet.

Jeg brugte noget, der hed Propinox, og der blev hældt 6 liter i sprøjten som kunne forslå til 1 ha.

Kornet var nogenlunde rent, men ikke så godt som i dag. Nu har jeg her i foråret overstået arbejdet med at bekæmpe ukrudtet på den samme ha. For dem, der ikke ved det, så er 1 ha 10.000 kvadratmeter, altså lidt mere end en fodboldbane.

Nu bruger jeg ikke 6 liter, men kun 8 gram Express + 0,3 ltr. Starane. Og marken er betydelig mere ren end for år tilbage. Jeg har også fået noget bedre udstyr, som kan gøre det mere nøjagtigt.

Ingen fortalte bonden i 1980, at det var forurenende at sprøjte seks ltr. ud på 1 ha.

Men nu bliver han så fortalt, at de otte gram og 0,3 ltr. nedsiver til grundvandet, og så skal han straffes, for det, der blev lavet for 40 år siden! Men bare rolig. Landmændene bruger i dag kun de sprøjtemidler, som ikke forurener. Ellers bliver de udfaset, og det skal de også.

Om jeg er bonde om 40 år er nok tvivlsomt.

Men jeg har da fået det daglige brød hver dag, og forbrugerne må da have fået nogle sunde fødevarer, for vores gennemsnitsalder i Danmark er steget med en hel del år!

Trods det bliver bonden pisket og bliver stillet over for flere og flere restriktioner og får ikke den kredit for at lave verdens sundeste fødevarer.

Det kan vi ikke gøre uden hjælp fra dem, som hjælper landmanden med at forarbejde vores produkter og hvem der nu ellers skaffes arbejde til, og det må da også have lidt at sige?

Så selv om pisken svinges over bonden, så håber jeg alligevel, at der er unge landmænd, der ligesom mig for 40 år siden ikke taber modet og prøver at få et liv som bonde.

’For hvis ikke der havde været større glæder end sorger, så havde jeg måske givet op!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.