Per Clausen: Martin Nielsen ville tjene 9,5 millioner på udbygningsaftaler. Det fik han ikke lov til!
Det er en myte, når udbygningsaftaler beskrives som et overgreb på investorer og bygherrer, siger Per Clausen, der mener, at det forholder sig lige omvendt
Som det er i dag, er det investorerne, der styrer udviklingen i Aalborg Kommune – ikke Aalborg Kommunes politikere, mener Per Clausen, der går efter større politisk styring af byudviklingen. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
Kommentar af Per Clausen, klima- og miljørådmand i Aalborg Kommune (EL)
Tak til Nordjyske for i artiklen ”Sådan åbnede dramaet om udbygningsaftaler” at løfte sløret for, hvordan udbygningsaftaler kombineret med ændringer i lokalplaner m.v. giver bygherrer en større økonomisk gevinst, end hvis udbygningsaftalen ikke var indgået.
I den konkrete sag, som indeholdt forslag til to udbygningsaftaler, som ifølge Nordjyske i alt ville koste Martin Nielsen 4,5 millioner, ønskede han byggeretter til en værdi af 14 millioner som kompensation.
Det fik han ikke. Primært fordi Enhedslisten brugte vores rolle som forligspartner på den oprindelige lokalplan til at sige nej. I begge forslag til udbygningsaftaler ville resultatet i øvrigt være til fordel for både Enggaard A/S og Martin Nielsen.
Det er altså en myte, når man beskriver disse udbygningsaftaler som et overgreb på investorer og bygherrer. Problemet består snarere i, at udbygningsaftalerne fører til, at der bygges for højt og for tæt for at (over)kompensere de bygherrer og investorer, som indgår aftalerne.
Som oftest er det investorerne, som styrer udviklingen i Aalborg Kommune – ikke Aalborg Kommunes politikere. Det er deres ideer og projektforslag, som er styrende for de lokalplaner, som udarbejdes. I princippet skal disse lokalplaner holde sig inden for den overordnede Kommuneplan, men i praksis er dette problem i Aalborg Kommune i de senere år næsten altid blevet løst ved en kommuneplans-revision. Jeg håber, det bliver bedre, når vi nu har fået en ny kommuneplan.
Når det forholder sig sådan, skyldes det, at det jo er investorerne, som har pengene – og dermed initiativretten. Aalborg Kommune kan bruge planlægningsredskaberne mere offensivt, men det kræver vilje og mod til at sige nej til investorernes projekter, hvis de ikke passer ind i de kommunale planer og målsætninger.
Populært sagt er et af kommunens stærkeste redskaber at sidde på hænderne og vente på, at der kommer et projektforslag, som svarer til de politiske målsætninger for et område. Det samme gælder i forhold til udbygningsaftaler. Kommunen kan ikke (lovligt) tage initiativ til en sådan, men godt oplyse om, at vedtagelse af en lokalplan kræver, at der findes en løsning på nogen bestemte udfordringer, som Aalborg Kommune ikke har mulighed for at finansiere – og at det kan ske gennem en udbygningsaftale. Herefter er initiativet overladt til investorerne.
Det er vigtigt, at sagerne vedrørende udbygningsaftalerne ikke styrker investorernes magt på bekostning af kommunens – og dermed borgernes - demokratiske indflydelse. Det er det modsatte, der er brug for. Det kræver, at politikkerne bliver bedre til mere præcist at formulere, hvad vi vil være med til, og hvad vi ønsker. Det bør ikke komme som en overraskelse for investorerne, at embedsmænd ikke kan indgå aftaler, som der ikke er politisk dækning for.
Planlægningsredskaberne er til for at blive brugt – og de skal ikke svækkes i Aalborg Kommune – tværtimod. Vi bør imidlertid også overveje, om Aalborg Kommune ikke flere steder skal tage den metode i anvendelse, som vi har brugt på Stigsborg, hvor kommunen er en aktiv medspiller og medejer. Her er udfordringen at skabe åbenhed og gennemskuelighed i beslutninger og processer, sådan at der reelt sker en udvidelse af den demokratiske indflydelse på kommunens udvikling.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.