Angående klitødelæggelse i Skagen: Skal vi have ondt af erhvervsmænd?
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:41
Af Peter Michael Lauritzen,Markedsvej 65, 6.th,, 9900 Frederikshavn, pmlauritz@gmail.com
STRANDØDELÆGGELSE: Alle kender til sagen om vandalisering af et par fredede klitter i Skagen. Man skulle tro, at sagen var klar som dagen selv. Men det er den ikke. Først og fremmest fordi den handler om en ”kendt erhvervsmand” i Aalborg, der tilsyneladende har stået bag vandaliseringen. Retten har endnu ikke talt.
Når en ”kendt erhvervsmand” er involveret, stiller sagen sig anderledes, end hvis det var et ganske gement menneske.
Det er på en underlig måde ikke så alvorligt, som hvis det var et almindeligt gement menneske.
Det er på en underlig måde næsten forståeligt, at ”en kendt erhvervsmand” har lov til at forbedre sin udsigt til havet ved at fjerne toppen af et par klitter en mørk og stormfuld nat.
I stedet for at fokusere på den kriminelle handling er det langt vigtigere at diskutere, hvor meget sand der blev fjernet. Eller diskutere, om Frederikshavn Kommune ikke begår ”magtmisbrug” ved at genetablere klitterne, som naturen selv på kort tid ville genetablere af egen kraft.
Ikke sandt, ”den kendte erhvervsmand” har jo sådan set ikke gjort noget forkert – herregud, et par skovlfulde sand. Stor ståhej for ingenting.
Nej, man må forstå, at Frederikshavn Kommune er den sande skurk, der begår ”magtmisbrug” ved at blande sig i, hvad der – må man formode – næsten kan forstås som ”kendte erhvervsmænds” naturlige rettigheder. Det skal en kommune, ifølge de ”kendte erhvervsmænd”, ikke blande sig i.
Jeg synes, det ville være pragtfuldt om ”de kendte erhvervsmænd” ville anlægge sag mod Frederikshavn Kommune for ”magtmisbrug”. Det manglede da bare!
Lever vi i et land, hvor ”kendte erhvervsmænd” ikke har lov til at gøre, som de finder for godt?
Himmel og hav, det er jo den rene retsløshed for ”de kendte erhvervsmænd”, som vi bør have ondt af, og som skal have lov til at bagatellisere det nøjagtige rumfang af de afkortede klitter.
De står som uskyldige engle, mens Frederikshavn Kommune naturligvis er den rene Satan. Eller et komisk fjols, der bruger borgernes penge til ingenting og kun til glæde for entreprenøren.
Der må da være en grænse for en kommunes magtmisbrug og idioti, mens ”de kendte erhvervsmænd” selvfølgelig skal have lov til at gøre, hvad de vil. Ellers er der jo ingen, der gider være ”kendt erhvervsmand”.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.