Brug øen Lindholm til nyt udrejsecenter – det er det sikreste

Af Karsten Lauritzen, folketingsmedlem (V), formand for Venstres folketingsgruppe, fhv. minister, Folketinget, Christiansborg, 1240 København K, karsten.lauritzen@ft.dk, www.facebook.com/stemlauritzen

UDREJSECENTER:Etableringen af et nyt udrejsecenter, blev hurtigt en stor politisk sag. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og regeringen foreslog at rykke et udrejsecenter fra Kærhovedgård i Midtjylland, til Langeland. Et forsøg på at flytte beboerne fra et lokalsamfund, der bestemt ikke har været glade for deres nye naboer.

Beboerne er udlændinge, der er blevet udvist af Danmark.

Vi står altså med en gruppe mennesker, der har fået klar besked om, at de ikke kan blive i Danmark, men som ikke ønsker at medvirke til at rejse. En gruppe mennesker, hvoraf mange af dem er dybt kriminelle, der spreder utryghed og begår kriminalitet i det lokalsamfund de bor i. Vi betaler med danskeres tryghed, for at huse indvandrere, der slet ikke skal være i Danmark. Det er ikke rimeligt!

I første kvartal af 2021 har der været 59 sigtelser af beboere på Kærshovedgård, for blandt andet vold, narkokriminalitet, hærværk og tyveri.

Vi kan ikke, som tingene er i dag, komme udenom at skulle huse dem. Men vi kan være meget opmærksomme på, hvor vi huser dem, og hvilke konsekvenser det har for de omkringboende.

Det ansvar mener Venstre, at regeringen har svigtet. Både ved at forsøge at placere et nyt udrejsecenter på Langeland, og dermed ved ikke at have en løsning til de borgere, der bor tæt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti besluttede i 2018 at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm. En ubeboet ø, hvor myndighederne fik de bedste muligheder for at holde styr på beboerne, der har begået kriminalitet og er uønsket i Danmark.

En ubeboet ø kan vække mindelser om Robinson Crusoe, men der vil jeg blot minde om, at beboerne på et udrejsecenter får tre måltider mad om dagen, udleveret hygiejneartikler og evt. tøj.

Vi varetager deres sundhed, herunder sundhedskonsultationer og nødvendig lægeordineret medicin, og der er undervisning i f.eks. engelsk, modersmålsundervisning og fag, der kan hjælpe til at starte selvstændig virksomhed eller opnå beskæftigelse i hjemlandet.

At placere kriminelle udviste udlændinge et sted, hvor de er til mindst muligt gene, er for mig sund fornuft. Selvfølgelig ønskede langelænderne dem ikke, og nu går debatten på, hvor et nyt center i stedet skal placeres. For at gentage mig selv: På Lindholm. En ubeboet ø, hvor prisen for at huse indvandrere, der ikke har noget at gøre i Danmark, ikke er danskernes tryghed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
23-årig skyldig i at have dræbt 27-årig efter bytur
Luk