Byforskønnelse sker ikke med fingerknips

Gruppen af bygningsarbejdere med hjelm som skygge for flyvende mursten og bagende sol brød ud i hjertelig latter og skraldgrin midt på Nytorv denne morgen, og kiggede på mig, som om jeg var et grønt rumvæsen, der lige var landet på planeten, jorden.

”Ej, det’ sgu for sjældent, bette dame! Vi hører næsten ikke andet end brok!”

I min socialromantiske naivitet havde jeg spurgt de herrer, om ikke der var mange, som kom hen og sagde tak, fordi de laver det så fint for os på Nytorv ...

Jo, for er det ikke på tide, at nogen fortæller folk, at man altså ikke kan forskønne og forbedre bybilledet ved bare at knipse med fingrene? Eller ved at slå med en magisk tryllestav ud i luften og vupti, så står værket færdigt, og man kan sætte sig på de fine bænke og nyde synet af de skønne blomsterbede.

Folk går fra morgen til aften og brokker sig og skummer over det forbandede byggeri rundt omkring, og at man må vade rundt i jord og sand og grus og gå i rækker efter hinanden som ænder i snævre omveje, for midt i det hele går de her arbejdsmænd rundt og ”forstyrrer os!”

Er der nogensinde nogen, der har tænkt omvendt på det her ”byggehelvede og gadeforstyrrelse”?

Hvad om vi tænkte mere på det færdige resultat, når vi kan sidde og nyde en træstamme fra Salling-bageren på én af de fine træbænke, man kan begynde at se nu nede på Nytorv, og som bliver pyntet med blomster i midten, og som vil være til glæde for så mange?

Hvad om vi gik ned i stadsarkivet og kiggede på billederne af det gamle Aalborg, hvor åerne var fritlagt, Nordens Venedig, og hvor man på Nytorv kunne se skibene nede på havnefronten, som kom og leverede varer til Jens Bangs Stenhus. Og tænk sig, om ganske kort tid popper åen frem igen som i de gode gamle dage. Er det ikke nostalgisk og hyggeligt og kulturhistorisk superspændende?

Og oppe på toppen af Skovbakkevej ved den mageløse statue Noahs Ark, der er skænket af Israel til Danmark for vores hjælp til at skaffe jøderne over til Sverige, en kridhvid betonskulptur, der knejser ud over fjorden. Pludselig en dag stod der et lille træskib i et af hjørnerne på den store grønne græsplæne, og der var gravet jord op og visse hundeejere brokkede sig lidt over ”den der store bunke jord og plænen, der er flået op!”.

Men et par uger efter står der nu den fineste lille legeplads i bedste Noahs Ark-stil med hr. og fru Zebra, hr. og fru Krokodille og et ”søster Noahs Ark-skib” i træ og rutsjebaner og gynger og klatretårne i træ.

Alle de skønne byggerier opstår ikke ved at knipse med fingrene eller slå et slag med en tryllestav.

Det kræver, at hårdtarbejdende mennesker i bagende sol eller riv og rusk står og knokler og går hjem med ømme lemmer og smerter i ryggen og i lænden. Ikke fordi de gerne vil ”forstyrre os med deres byggesvineri”, men fordi de har en kontrakt fra kommunen, som har bedt dem lave det fint for os, at forskønne vores by. Og det kræver altså, at det sviner lidt, at vi går udenom lidt og at det ser lidt rodet ud.

Hvad om vi skiftede attitude og i stedet for irriteret at vade forbi de hårdtarbejdende ”byforskønnere”, mens vi ud af sidebenet hidsigt pruster; ”jeg er så træt af at se på alt det rod!”, at vi begynder at ænse vores byforskønnere og kigge dem i øjnene med taknemmelighed og sige; ”Tak, fordi I laver det så fint for os. Vi glæder os til at sidde og sejle op ad åen midt på Nytorv på én af de fine træbænke, som, for det ikke skal være løwn, endda har nakkestøtte!”

Fint skal det være.

Og god arbejdslyst i sommervarmen!