Corona eller ej – vi har stadig råd til velfærd og grøn omstilling
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:36
Af Peter Larsen, spidskandidat til kommunalvalget (SF) i Aalborg, Schleppegrellsgade 22, 9000 Aalborg og Allan Norré Pedersen, formand, SF Aalborg, Kjellerupsgade 21B 1. tv., 9000 Aalborg
EFTER CORONA: Om måske to, tre eller fem år vil Danmark være tilbage på sporet, om alt går godt. Pandemien er overstået, og økonomien er kommet i gang igen som følge af den aktivitetsskabende finanspolitik - her er vi i høj grad afhængige af, at også andre lande følger anbefalinger fra mange økonomer mv. om netop en aktiv finanspolitik.
Der er dem, der hævder, at Danmark vil stå meget dårligere end før krisen, og at der derfor ikke bliver råd til velfærdsforbedringer. Det opfatter vi som en ideologisk melding, som det er svært at tro på. Danmarks produktionskapacitet vil være stort set den samme. Kapitalapparatet vil være intakt og endda delvis fornyet og forbedret som følge af kickstarten på den grønne omstilling. Arbejdsstyrken vil, forudsat, at vi undgår dødsfald i den rigtig store skala, næsten være som forventet, før nogen havde hørt om virussen.
Derfor vil der også fortsat være et betydeligt råderum i dansk økonomi. I oktober 2019 forventede Finansministeriet et råderum på hele 28 mia. kr., hvoraf demografien ville lægge beslag på kun lidt over halvdelen. Det svarer i sig selv til, at der med uændret skattepolitik var råd til at ansætte 60000-70.000 ekstra pædagogisk personale, lærere, hjemmehjælper, plejepersonale og ikke mindst sundhedspersonale. En velfærdslov skal sikre, at der afsættes penge i takt med den demografiske udvikling i kommunerne, men det er langt fra nok - der er også brug for penge til at kommunerne kan investere i velfærdsforbedringer.
Det er rigtigt, at to ting har ændret sig. Statsgælden vil være vokset. Men det har vi råd til! Fordi vores økonomiske udgangspunkt og råderum er så stærkt, og især fordi renten på statsgælden er negativ. Vi har råd til stille og roligt at afvikle gælden over tid. Og der vil være brug for - endnu - flere ressourcer til sundhedsvæsenet. Der skal afsættes de nødvendige penge til sundhedsvæsenet, så vi er langt bedre forberedte på fremtidige epidemier.
Det er vores vurdering, at det meste af det økonomiske råderum vil være intakt. Hvis det ikke er tilfældet, mener SF, at svaret er at øge skatterne udover det, som SF allerede har foreslået tidligere. Det skal også ses i lyset af, at V- og VLAK-regeringerne gennemførte skattelettelser, der i år vil koste ca. 17 mia. kr. på velfærden.
SF har forslag om balanceskat på banker m.v., formueskat på nettoformuer over fem mio. kr., omlægning af arveafgiften, så der betales mere for arv over tre mio. kr. og rente og aktieindkomster skal indkomstbeskattes som arbejdsindkomst. Desuden foreslår vi stramninger i den måde, man opgør selskabsindkomst på så forskellige skattefiduser lukkes samt bedre kontrol, herunder internationalt samarbejde mod skattely og nulbeskatning. Det er vigtigt for SF, at skattetiltagene også sikrer, at den stigende ulighedskurve knækkes. De bredeste skuldre skal bære en større del af vores fælles udgifter til velfærd.
Målene er de samme. Vi skal fortsat bekæmpe klimaforandringer og leve op til vores grønne målsætninger. Vi skal fortsat investere mere i velfærd og uddannelse og styrke vores sociale sikkerhedsnet. Vi skal fortsat sikre, at folks trivsel bliver bedre efter en ensom tid - mere plads til fællesskab. Det er helt afgørende, at vi får lavet den 10-årige handleplan for psykiatrien og indført en ro-på-reform for det danske samfund, særligt for børn og unge. Forståelsespapiret mellem S, RV, SF og EL skal stå ved magt, men bør udvides med de nævnte tiltag på sundheds og skatteområdet. Finanslovsaftalen skal også føres ud i livet, så der kan komme flere pædagoger i dagtilbud, flere lærere i folkeskole, flere hænder i ældreplejen. Corona ændrer ikke på SF’s prioriteringer, og der er råd til velfærd, sundhed og grøn omstilling gennem en aktivitetsskabende finanslovspolitik og en skattepolitik, hvor de bedst stillede bidrager lidt mere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.