Danmark skal ikke være en nålepude af vindmøller

VINDMØLLER: Danmark – en nålepude af vindmøller.

Vi har i Danmark siden 70’erne været pionerer på etablering af vindmøller.

Tvind byggede en mølle ved Ulfborg i slutningen af 70’erne, som en alternativ energikilde til egne skoler.

I den tid truede etablering af atomkraft landet i kølvandet på oliekrisen, og opsætning af vindmøller blev det rigtige alternativ til datidens farlige atomkraftværker.

Siden da er vindmøller blevet en stor del af vores egen grønne selvforståelse, den nødvendige grønne omstilling blev lig med etablering af vindmøller.

Ideologien fra de svundne tider er imidlertid blevet erstattet af meget stærke økonomiske interesser, interesser, som påvirker det politiske apparat til at grønstemple flere unødvendige landvindmølleprojekter.

At det reelt er økonomiske interesser kan let glemmes, når glansbilledet fremvises.

Opfattelsen for mange er, at der er en stor nødvendighed for landvindmøller.

Der er stadig en opfattelse, både i befolkning og blandt visse politikere, at nogle må ofre sig i denne vigtige sag.

Der er i Danmark ca. 4300 vindmøller på land. Der foreligger en overordnet plan i Danmark fra energiaftalen i 2018, som angiver, at antallet af landvindmøller skal reduceres fra 4300 til 1830 frem mod 2030.

Endvidere udløber en tilskudsordning for tilskud til nettilslutningen med udgangen af 2020, hvilket også er et politisk signal til at stoppe tilvæksten af landvindmøller.

Derfor er det også nu besluttet, at der frem til 2030 skal etableres tre nye, store havvindmølleparker på i alt 2400 MW.

Hvordan kan det så være, at projekter som f.eks. projektet på Als Enge stadig synes at være aktuelt?

Hver gang en mølle opsættes, er der mennesker, hvis hverdag påvirkes i forhold til støj og blink.

Naturen, som man tidligere var omgivet af, ser meget anderledes ud efter etablering af vindmøller, og mange dyrebestande forsvinder eller fortrænges til andre områder.

De gældende regler for støj fra vindmøller blev revideret i 2019.

En bemærkelsesværdig forudsætning for fastsættelsen af støjgrænserne er, at 10-15 pct. af befolkningen kan accepteres at blive stærkt generet af støj fra vindmøller.

Derefter fastsatte man støjgrænserne for den højfrekvente støj til at være 44 dB(A) for boliger i det åbne landskab og 39 dB(A) for boliger i landsbyer/byer.

Den lavfrekvente støjgrænse er sat til maksimalt 20 dB(A) i et normalt isoleret hus - her tager man ikke hensyn til sommerhuse, som generelt er ringere lydisoleret.

I et givet projekt skal støjgrænserne ikke tjekkes ved målinger, men skal ifølge lovgivningen beregnes af vindmølleleverandøren.

Hvis man føler sig generet af støj og klager, er det meget sjældent, man får medhold.

Det må være klart for enhver, at etablering af en industri, som påvirker mennesker og dyrs levevilkår, og som ikke er en nødvendighed for at opfylde samfundets mål for grøn energi, bør undgås.

Vi skal passe på, at Vindindustrien ikke stikker blår i øjnene af os, og at Danmark ikke bliver en nålepude af vindmøller.