De andre partier er bare blevet Mette Frederiksens juhu-kor


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:34

Af Jane Bengtsen,Hvalpsundvej 66, 9220 Aalborg Øst janebengtsen@gmail.com

CORONA-LOVGIVNING: Har vi stadig demokrati?

Annonceringen af den såkaldte store åbningsuge er overstået.

For nogle stor glæde, andre fik betænkelighed over mere eller mindre mystiske regler – og for andre igen sorg, fordi de ikke var på listen, som kan komme i gang nu.

Herunder bl.a. gymnasierne, som måtte lide den tort ikke engang at blive nævnt.

Man viste dem end ikke den respekt at forklare, hvorfor de ikke kunne starte op nu til kvalitativ, nærværende undervisning.

Nu skal de spises af med at vente på, om forsamlingsforbuddet bliver ophævet 8. juni!

Scenen for annonceringen var sat til plænen på Marienborg, statsministerens officielle bolig. Igen var der kun Mette Frederiksen til stede. Det er bekymrende, at statsministeren har så stort et behov for lys.

Lederne af hendes støttepartier og opposition var henvist til en spredt, korrekt opstilling i nærheden.

Selvom disse partiledere gjorde deres bedste for at lyde tilfredse med dagens plan, blev de modsagt af deres kropssprog.

De lignede mest af alt gårsdagens festballoner.

Gassen var for længst gået af dem, og det er forståeligt, når man tænker på, at statsministeren aftenen før annonceringen (!) gik i medierne og løftede op til flere slør for den kommende aftale.

Måske er jeg naiv, men jeg troede, at partierne skulle forhandle med hinanden først. Men de er nærmest reduceret til at være Mettes juhu-kor. Det er bestemt ikke godt for vores demokrati.

Corona eller ej, så vil vi vælgere gerne se, hvad de enkelte partier mener om diverse aspekter i håndteringen af den svære oplukning af landet.

Den demokratiske model sikrer derpå, at flertallets løsning vinder, og den interaktion kan vi sagtens tåle at se. Faktisk bliver vi utrygge, når vi ikke får hele pakken.

Mette er for tiden leder af en patchwork-regering fra juni 2019, bestående af Socialdemokratiets 48 mandater, som holdes i luften af Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Så hun har god grund til at takke støttepartierne - og resten af Folketinget.

Men vi vælgere har da ikke brug for en enig front, ”mens mor svinger pisken” og halvt truer med at lukke hverdagen, hvis ikke vi opfører os, som hun siger.

Vi er voksne mennesker, og vi har forstået budskabet!

De allerfleste har for længst integreret de nye retningslinier i vore liv.

Jeg er interneret på 9. uge og er indstillet på, at det fortsætter året ud. Aldrig har vore hjem været så rene og afsprittede. Aldrig har en indkøbstur været så kort.

Mens vi sidder her – næsten i isolation – vil vi altså gerne se demokratiet for fuldt blus – igen. Ellers får man en fornemmelse af, at tilladelser eller afslag bliver udstedt, bare fordi man har magten til at gøre det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden