Debat samfund

Debat: Gør børnene i Syrien danske

- Det handler ikke om, hvorvidt de er danske. Det handler om, at vi kan og skal gøre dem danske. Og det gør vi rigtigt nok ikke kun med et rødbedefarvet pas, det gør vi herhjemme i Danmark med tålmodighed, empati og kærlighed, skriver Tina Davidsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.
Arkivfoto: Michael Koch

Arkivfoto: Michael Koch

af Tina Davidsen, Aalborg

”De er ikke danske”...

Således teksten på én af det højreekstremistiske nationalistparti DF’s hadkampagner mod islam og muslimer, i det her tilfælde om ikke at tage de danske børn hjem fra al-Hol-lejren i Syrien. For ifølge DF er statsborgerskab ikke et spørgsmål om jura og lovgivning, men om sindelag og om at være ”dansk nok” og ”oprigtigt dansk indeni”. Jeg bliver helt nervøs, for er jeg i grunden selv ”dansk nok”...?

Min morfar var polsk, jeg er ikke medlem af den danske folkekirke, men er katolik og gik på den katolske skole.

Jeg spiser ikke svinekød, ingen brun sovs, and, flæskesteg, røde pølser, opfatter drømmekage, citronmåne, hvide fødselsdagsboller og fredagsslik som det rene gift. Jeg er ægte nordjyde, men jeg rejste til Frankrig som 18-årig, og efter 20 år i landet er jeg to-sproget fransk-dansk og føler mig lige så meget fransk som dansk.

Er jeg så dansk nok? Også i den grad! For jeg blev opdraget til lyden af danskpoppen sammen med min mormor, som elskede Peter Belli, Bjørn & Okay og Gustav Winkler.

Jeg kørte med morfar til Guldbageren hver morgen i sommerhuset i Hals efter rundstykker og wienerbrød, og mormor serverede eftermiddagskaffe med citronmåne og hindbærroulade med flødeskum, og om aftenen spiste vi nyfangede rødspættefiletter med nye danske kartofler, smørsovs og hakket persille. Jeg løb splitternøgen og fornøjet rundt i haven, og når mormor blev ustadig, kørte vi ud i det danske Morten Korch-landskab og så på slotte og herregårde, altid med skovturskurv og kaffe.

Som barn var jeg aldrig på charterrejse til eksotiske himmelstrøg, men ville for intet i verden have byttet mine campingferier på cykel ud med nætterne i forteltet, hyggen ved at stå i camping køkkenet og lave mad, alle danske mormor retter og de danske strande og de danske grønne lunde, enge og marker og bakker.

Som sædvanligt er DF’s ”analyser” fuldstændigt blottet for nuancer, skandaløst forsimplede, forvrængede og bærer mere præg af propaganda end af politisk dybde.

DF og alle andre modstandere af at tage børnene hjem til Danmark fremfører det argument, at mødrene til disse børn har valgt at tage til Syrien og kæmpe for et kalifat, at de nu er hjernevasket, radikaliserede og indoktrinerede og derfor vil udgøre en sikkerhedstrussel i vores land.

Man fastholder altså med stejl og stædig skråsikkerhed, at ingen af disse mødre angrer, og at ingen af disse mødre vil kunne blive afradikaliseret og dermed vil kunne blive integreret i det danske samfund.

Emnet fremkalder jo vigtige spørgsmål, komplekse spørgsmål og som kræver en nuanceret og dybdegående debat. For det stiller jo spørgsmålet om, hvornår man er ”dansk nok”, og om et menneske kan ændre sig grundlæggende og finde tilbage på rette spor.

Ingen tvivl om, at radikalisering og indoktrinering er farlige størrelser, men også intime overbevisninger, affødt af det miljø, man bevæger sig i kan skabe ganske ”farlige” tanker og holdninger, indtil man bliver klogere.

Spørg bare Naser Khader (K), syrisk muslim, men åbenbart ”dansk nok” til at være medlem af det danske Folketing. og som i sine yngre dage var fuldt ud overbevist om, at homoseksuelle fortjener at blive straffet ved stening.

Heldigvis for den konservative formand, Søren Pape, har Naser Khader skiftet sindelag og holdning og virker nu komplet afradikaliseret.

Måske husker mange den skræmmende, skrækkelige Waco-episode, hvor den selvudnævnte Messias David Koresh havde skabt sin kristen-apokalyptiske sekt Branch Davidian. Den sindssyge sektleder havde indoktrineret sine medlemmer, især de mindste børn til at lade sig udnytte seksuelt og til at lære fra de første skridt at håndtere et skydevåben, og som endte med at trække næsten 80 mennesker med sig i døden, da sektens belejrede lokaler blev stormet af politiet.

Den famøse hjerneforsker og børnepsykiater Bruce Perry arbejdede i 1993 med de overlevende børn fra sekten og beretter i bøger og foredrag om, hvordan disse børn var så indoktrinerede, at de var ”skuffet over, at de ikke blev udvalgt til sex med lederen”, at det var deres intime overbevisning, at Koresh virkeligt var Messias og hvordan disse børn efter et tålmodigt arbejde endte med at blive afradikaliserede og nu alle ser Koresh som en sindssyg pædofil.

”Det krævede tålmodighed, empati og kærlighed”, udtalte den verdensberømte børnepsykiater.

Når man tænker på, hvor let påvirkeligt et barn er, burde det være tydeligt for enhver, at de danske børn i de syriske lejre skal hjem til Danmark, og at hver eneste dag er en spildt dag, for det handler ikke om, hvorvidt de er danske. Det handler om, at vi kan og skal gøre dem danske. Og det gør vi rigtigt nok ikke kun med et rødbedefarvet pas, det gør vi herhjemme i Danmark med tålmodighed, empati og kærlighed. Disse størrelser får de ikke i den kurdisk styrede fangelejr, tværtimod.

I lejrene sidder disse børn jo netop og bliver radikaliseret og indoktrineret af de mødre, som selv har undergået samme behandling. Det amerikanske medie NPR (National Public Radio) beretter, hvordan en reporter tilbage i 2019 fik adgang til al-Hol-lejren og talte med nogle 10-12-årige børn af IS-mødre fra EU-lande og som med fuld overbevisning udtalte, at ”hvis man hører musik, så får man flydende bly hældt ned i ørerne” og at, når en kvinde går på gaden og dækker sig til, ”så kan hun være stolt og knejse med nakken og mændene sænker blikket, mens de utildækkede kvinder ikke fortjener respekt og må finde sig i at blive gjort beskidt af mandlige blikke med begær”.

I stedet for at banke de her børn og de her mødre oveni hovedet og opgive tanken om at give et menneske en ny chance, er det så ikke i et demokratisk samfund vores moralske og humanistiske pligt at gøre alt, hvad der står i vores magt for at få de her mennesker hjem til Danmark og gøre dem danske, få dem afradikaliseret ved at fodre dem med danskhed til de segner?

Lad os finde tro på det ved at inspirere os af ovenstående eksempler.

Lad os droppe diskussionerne om, hvorvidt de børn er danske.

Hvis vi vil, kan vi gøre dem danske!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.