Den litterære pest

Af Peter Michael Lauritsen, lektor dr. phil

ROMANER:Tillad en lille pause fra virkelighedens mareridt, og lad os se på pesten i litteraturen. I de ældste tider var pesten en guddommelig straf, en forbandelse, der pludseligt dukkede op og hærgede verden. I Homers Iliade rammes den græske lejr af pest, fordi kongerne har krænket en Apollon-præst med urette, og denne har bedt om hævn hos pestguden. Ingen ved, hvad de skal gøre, før spåpræsten Kalchas siger, at de skal forsone sig med Apollon. I mellemtiden ligger de døde ”slængt som føde for hurtige hunde, grådige gribbe og ravne” – et rædselsbillede af et samfund i opløsning, der ikke formår at begrave de døde.

En anden berømt pest i oldtiden er pesten i Theben, der bryder ud, fordi der hersker utålelige forhold i det thebanske kongehus, hvor kongen er gift med sin mor og bror til sine børn og i øvrigt har slået sin far ihjel. Kongen hedder som bekendt Ødipus. Pesten varer så længe, som der ikke er ryddet op i det moralske morads, indtil Kong Ødipus erkender, at han er pesten og må forlade byen. Pesten er en realitet og et symbol på samme tid, en sygdom og en uorden, der er livstruende for mennesker. ”Vi er i flammegudens vold, som lyner mod os med menneskets mest forhadte onde: pest”.

I HISTORISK TID er pesten i Athen i 429 f. Kr. berømt, fordi den blev skildret af historikeren Thukydid på en fuldstændig præcis og detaljeret måde og uden at inddrage overnaturlige magter. Denne pestskildring blev prototypen på, hvordan pest i det hele taget skulle skildres, således at senere pestskildringer er skåret over Thukydids læst. Det kan man se i Giovanni Boccacios pestskildring i Firenze, det nye Athen, da pesten hærgede i året 1348. Bogen hedder ”Decameron” – de 10 dages værk – og begynder med pesten i Firenze, der nedbryder alle civilisatoriske bånd, som samfundet, slægten, familien og individet i almindelighed lægger på sig. Utugt, druk og udskejelser hærger byen; ikke en gang kirken kan opretholde orden. 7 unge kvinder og 3 unge mænd flygter fra den døende by ud på et gods på landet, hvor de i 10 dage fortæller 10 historier om kærligheden i alle dens skikkelser og frem for alt som modsætning til døden.

Pesten var et tilbagevendende fænomen i europæisk og dansk historie i mange hundrede år. Kirken havde sin klare tolkning af fænomenet: det var Guds straf over de syndige mennesker. Boccacio så ikke pesten i en sådan metafysisk sammenhæng; den kom øst fra, ligesom det jo er sket i dag, Kina, og kom til vesten med handelsskibe og i kraft af hele varetrafikken. Globaliseringen var også kendt i Middelalderen. ”Den sorte død” kom den til at hedde, fordi – som Boccacio også skriver – at huden på ligene blev farvet sort. Pesten blev et genkommende fænomen

I 1711 FLYGTEDE Ludvig Holberg fra pesten i København, den værste pestkatastrofe, der udryddede 30 pct. af byens befolkning. Flere forfattere har haft fat i den forfærdelige begivenhed. St. Steensen Blicher bruger den i ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, hvor Morten Vinge kommer til hovedstaden i juni 1711 og oplever den som en åbenbaring af kvindelig skønhed, der er ved at kurere hans forelskelse i Frøken Sophie på Tjele. Men i september måned fortæller han om alle uhyrlighederne: ”Hvilken Jammer og Elendighed har jeg seet med disse mine Øine!”. Junker Kresten dør, men ”jeg Uværdige blev udfriet fra Dødens Strube”. Pestdragerne kører med vogne i brostensgaderne; folk sidder inden døre som ”malede Portraiter”. Det værste indtryk er en død, ung pige, der er misfarvet og hænger bagud fra vognladet.

J.P. Jacobsen lod Ludvig Holberg og Marie Grubbe mødes i sommeren 1711 nede på Falster, hvor den lærde akademiker havde skjult sig for pesten. Marie Gruppe er færgekone ved Grønsund og driver en kro efter sit lange, begivenhedsrige liv, der førte hende fra smuk landadelskvinde ved Viborg til Rigets næsthøjeste position som gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, Norges statholder, og til ludfattig arbejdskone, gift med Søren Ladefoged, der sidder i fængsel for mord. ”Fru Marie Grubbe” hedder Jacobsens berømte roman fra 1876. Holberg og den livserfarne, ældre krokone diskuterer sjælens opstandelse, hvad magisteren tror på, mens færgekonen tvivler og stiller spørgsmålet, som hvem hun skal genopstå? Lone Hørslev har i 2014 skrevet en flot Marie Grubbe-roman, der hedder ”Dyrets År”.

EN AF DE hårdt ramte byer i dagens coronahærgede Italien er Bergamo. J.P. Jacobsen har skrevet en berømt novelle, der hedder ”Pesten i Bergamo” fra 1882. Man kan ikke forvente, at moderne litteratur er opbyggelig og anråber de højere magter om hjælp i den kritiske situation. Moderne litteratur er et antropologisk studium i menneskets måde at håndtere virkeligheden på – måske sågar et æstetisk studium i faldet fra det civilisatoriske niveau. Jacobsen går tilbage til en pest i 1400-tallets Italien, som fremkaldte en radikal kristen sekt, flagellanterne eller selvpiskerne, som Moderkirken bekæmpede af al magt som en vantro vej til frelse og indblanding i Guds vilje. Desperationen, der jo betyder håbløshed på dansk, finder mange udveje.

Døden var en daglig erfaring i Middelalderen; og den udløste naturligvis både religiøs anråbelse og bod og almindelig fortvivlelse og ryggesløs livsudfoldelse. Myndighederne må stramme grebet: staten, kirken, øvrigheden, skolerne etc. for at skibet ikke skal synke. Vor Dronning talte til nationen tirsdag den 17.3 siddende ved et smukt mahogniindfattet skakbord. Jeg kom til at tænke på Ingmar Bergmans film ”Det syvende segl” (1958), hvor den gode ridder Antonius, spillet af Max von Sydow, er kommet hjem til et pestplaget Sverige efter korstog til Jerusalem og spiller skak med døden, der er forklædt som en præst. Han forhaler spillet for at redde den unge, livsglade familie! Spillede Dronningen på ridderen i ”Det syvende segl”? I hvert fald fik hun sagt et par borgerlige ord i rette tid. At tage hensyn er sagen.

DET 20. ÅRHUNDREDE er fyldt med rædselsromaner. Faktisk af gode grunde. Først efter Anden Verdenskrig mandede verden sig op til en vis anstændighed. Henrik Pontoppidan starter ”De Dødes Rige” 1916 med den sygdomssvækkede godsejer Torben Dihmer, der vækkes til live til et skinliv. Thomas Mann skrev ”Døden i Venedig” om komponisten von Aschenbach, der gik til grunde i Venedigs sumpede sygdomsverden. Og i 1924 kom ”Troldfjeldet”, der foregår på et tuberkulosesanatorium i de svejtsiske alper, hvor Hans Castorp fra Hamborg ender med definitiv indlæggelse sammen med dekadente europæere. Sanatoriet bliver et symbol på det syge Europa i 1. del af det 20. århundrede. Lægerne erstatter præsten, uden det hjælper. Lad mig også nævne Jacob Paludans lille fine roman, ”En vinter lang”, 1924, der karakteristisk nok foregår på et apotek i ”landhullet” Vejstrand under Den spanske Syge i 1918. Epidemien er et dystert akkompagnement til den uforløste kærlighedshistorie mellem den forfrosne provisor Keller og den søde ekspeditrice Sofie Balslev. Apoteker Abel siger, det skæpper, når det bugner med recepter grundet influenzaen.

Albert Camus’ ”Pesten” er fra 1948 og skildrer den afmægtige kamp mod rottepesten i Oran i Algeriet. Lægen Rieux ved, det er en epidemi, men myndighederne vil ikke fortælle sandheden. Vi kan være stolte af vore myndigheder og politikere, der ikke stikker noget under bordet i modsætning til andre styrer og politikere, der gambler uansvarligt og selvoptaget. Villy Sørensen skrev i 1952 en berømt, sær historie om en tigerplage, der hærgede verden og Danmark. Den var mere symbolsk og handlede om de tigre, vi skjuler i vores psykiske kælder. Men det er straks en anden historie, selv om coronaen også nemt kan gøres til et billede på et verdenssamfund, der ikke vil se sit eget svineri i øjnene.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.