DEBAT EU

Der er ingen som helst grund til at forherlige brexit

Dette er et debatindlæg: Indlægget er alene udtryk for skribentens holdning. Alle indlæg skal overholde straffelovens og de presseetiske regler. Du er også velkommen til at sende en mail med din mening til os.

Af Morten Løkkegaard,medlem (EU) af Europa-Parlamentet, Lille Fredensvej 7, 1., 2920 Charlottenlund, morten.lokkegaard@europarl.europa.eu

EU:Danske partiers våde dexit-drømme burde være aflivet af drexit.

Mens vi følger det politiske brexit-kaos i Storbritannien, kræver enkelte politikere herhjemme, at vi skal have en dansk version: Et ”dexit”.

Men at forherlige UK’s skilsmisse fra EU er farligt. Hvorfor et dexit vil være en katastrofe, vender jeg tilbage til.

Først den pressende deadline: Om få uger skal der nemlig ligge en aftale om fremtidens handel og fiskeri mellem UK og EU.

Meldingen fra forhandlingerne er nærmest ufattelige: Efter måneders møder og adskillige tilbud fra EU-chefforhandler Barnier på bl. a.fiskeriområdet er intet sket.

Et gennemført tumultarisk forløb lakker således mod en kaos-afslutning. Og hvis ikke det uskønne forløb afskrækker Danmark fra at kaste sig ud i en lignende proces, kan vi tage fat på de omfattende økonomiske konsekvenser forbundet med brexit:

For eksempel skal britiske virksomheder bruge næsten 60 milliarder kroner ekstra om året, fordi de skal udfylde over 200 millioner ekstra toldangivelser - uanset om EU og UK indgår en handelsaftale eller ej. Oveni har den britiske regering brugt over 30 milliarder kroner på at forberede brexit.

Hertil viser beregninger, at UK siden 2016 har tabt over 1600 milliarder kroner i mulig vækst. Sammenlignet med andre G20-lande er den britiske økonomi nu tre procent mindre.

Læg dertil den tabte frihandel. Det må være åbenlyst for de fleste, at man står stærkere samlet i flok, når man skal have handelsaftaler i hus - og det må Boris Johnsons regering nu sande. Allerede nu er udsigterne til fordelagtige aftaler forsvindende små. For eksempel lagde Japan i juni pres på UK og krævede, at forhandlingerne om en handelsaftale skulle færdiggøres på bare få uger. En proces, som normalt tager flere år. Og så er der de lavere standarder:

En evt. handelsaftale mellem Storbritannien og USA kan føre til, at briterne får importerede klorkyllinger i køledisken. Og for at gøre ondt værre, risikerer en handelsaftale med USA kun at booste britisk økonomi med 0,16 procent over de næste 15 år. Samtidig får Storbritannien svært ved at undvære EU-handlen: Over halvdelen af landets eksport går til EU-lande.

Alle argumenterne taler for sig selv. Derfor er det helt uforståeligt, at nogle partier stadig ønsker at forlade EU. Hvis dette forløb - og konsekvenserne ved den endelig skilsmisse - ikke afliver dexit-forkæmperes våde drømme, ved jeg ikke, hvad der kan.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.