Digterpræsten Maj Munk kom på afveje

Af Svend Aage Nielsen, Vedersø Klit ved Ulfborg, forfatter og fhv. sognepræst. E-mailadresse: saan@svendaagenielsen.dk

KAJ MUNK: Kaj Munk har ydet meget med sin markante forkyndelse af kristendommen som: ærbødighed for Jesus. Ligeså har han med sine mange dramaer sat manges tanker i gang - Ej blot til lyst - men også til eftertanke både i Danmark og i Norden. Inspiration fra ham er gået til Holland, Sydafrika og også til Tyskland.

Men en indgående indlevelse i det, han stod for, og det, der formidles om ham, gør det på en række punkter nødvendigt at gøre op med noget hos Kaj Munk.

DET GÆLDER hans unfair omtale af sin mor i sine erindringer. I min bog: ”Kaj Munk: Jeg beder virkelig meget undskylde” og i mit indlæg i Munkiana nr. 59 side 12-17 ”Karaktermordet på en mor,” har jeg dokumenteret, hvordan han i sin fantasi gør sin mor uret ved at digte, at hun beder Gud om at få sin søn med i graven.

Tværtimod har hun som en god mor udvirket, at hendes kusine og dennes mand, Marie og Peter Munk, ville overtage ansvaret for barnet, da hun var døende af tuberkulose. Alligevel er den digtede uret fulgt op af flere forfattere, der har gengivet den – uden indsigelse. Det er dog hver enkelt forfatters skyld, der ukritisk har videreført Munks unfair digtning om sin mor.

PÅ AFVEJE er også hans syn på jøderne som ”Kristus mordere,” som jeg uddybede det i kronikken: ”Bog med fejl og mangler” (10.2.) her i avisen.

Kun i en enkelt replik i ”Han sidder ved smeltediglen” kritiseres Luthers kriminelle forslag indirekte for at tage menneskerettighederne fra mennesker - fra jøderne. Men den kritik synes mere at være begrundet i Kaj Munks menneskesyn - end i afstandtagen fra Luthers kriminelle forslag

KAJ MUNK misbruger også den halve helmening i det citat, som han tager fra Søren Kierkegaard: Hjertets renhed er at ville ét. Ved ikke at tage følgesætningen med: ”Skal det være muligt, at et menneske kun ville ét, da må han ville det gode.” Hans glemsel eller bevidste fravalg af den sidste del er ikke uden skyld i mange holdninger, han indtog - i både 1920’erne og 1930’erne.

VED KUN at bruge det halve af Søren Kierkegaards holdning gav han sig selv frit spil til at mene, at så kan magtmennesker også ved voldelig og kriminel adfærd vise hjertets renhed ved at ville ”ét.” At han provokerende kæder dette sammen med at være ”En Idealist”, gør det til yderst udfordrende at tolke, hvad han vil med sine mange skuespil - og tilsvarende indlæg i den offentlige debat.

Det gør det tragisk lige fra hans misbrug af det halve citat om hustru- og barnemorderen Herodes til hans tilsvarende misbrug af den halve helmening hos Kierkegaard - om Hitler, da denne i 1934 får likvideret Ernst Röhm og kredsen om ham på kriminel vis.

OMTALEN AF Hitler som en ”stormand” på niveau med hustrumorderen Herodes - og Christian II med det stockholmske blodbad - er vel det pinligste afsnit i Kaj Munks produktion? Det slutter med at hylde Hitlers kriminelle handling, fordi han ”vover at leve hin hjertets renhed, som er at ville eet” (side 147 i ”Vedersø-Jerusalem retur” fra 1934).

I DEN bog om sin forelskelse i Hilde Skytte, der blev udgivet i 2001, tre år efter Lise Munks død, som Kaj Munk bad sin regensven Niels Nøjgaard om at udgive efter sin død: ”Af et overfladisk, gejstligt Menneskes Papirer” fornemmes det klart, at den er det selvbiografiske forlæg til skuespillet ”Kærlighed”. I 1926 bryder forelskelsen i Hilde Skytte ud.

Han skriver om en biltur, hvor de sidder tæt sammen på forsæderne: ”Jeg sad der og vidste, at var hun end hans for Tiden: for evigheden hørte hun og jeg sammen.” Her kan det tilføjes, at de begge holdt af salmen: ”Dybt hælder året i sin gang…”

DEN SLUTTER med ordene: ”Thi livet frem af graven går, som Kristus gennembrød.” De ord kan tænkes at være et fortroligt bånd mellem dem. De står på hendes gravsten på Ringkøbing kirkegård. I det sent udgivne skrift citerer Kaj Munk også - fra samværet med Hilde og Niels Skytte - digteren Sedorfs vers:

Fordi en Gud har skabt det sjette bud, behøver du, min Molly, ej at lyde det. / Thi se en ung og endnu større Gud – Cupido! – har befalet dig at bryde det.

DET ER ikke underligt, at Lise Munk havde et forlegent forhold til det, hun måske kun fornemmede om Kaj og Hildes forhold. Tillige til det forløb, som er skildret i slutningen af skuespillet ”Kærlighed”, og som tydeligt er mere præget af elskovsguden Cupido end af De ti Buds Gud. Kaj Munk var også selv i vildrede med, hvorvidt han syntes om skuespillet. Han lod det aldrig blive trykt, og han udtalte, at det handlede ”om hor.”

TILLIGE udtalte han sig flere gange i modsætning til dette forløb. Det skete, da han talte i Gerlev den 18. august 1940, om ”mand og kone, der vil rende fra hinanden for sværmerier og småtings skyld, skønt de har lovet for alteret… og en pjattepræst står rede til at vie dem igen.”

Deri synes der også at være hastværk i ham. Når han ikke selv ville vie fraskilte, forholdt han sig ikke fair til, hvorvidt hin enkelte var fraskilt mod sin vilje. Hvis det kun er den ene part i et ægteskab, der ville bryde sit ægteskabsløfte, skal det vel ikke gå yderligere ud over den anden part? Medmindre vedkommende er den skyldige i, at den anden vil skilles af en grund eller af grunde, der må kaldes retmæssige?

NÅR BISKOP von Beugel i ”Han sidder ved Smeltediglen”, Kaj Munks skuespil fra 1938, med replikken: ”Aldrig fortæller Biblen, at Israel hjemsøgtes uforskyldt”, så er det tæt på, at Bibelen tages til indtægt for, at jøderne i samtidens Tyskland hjemsøges selvforskyldt. Et tema, der også begrundes yderligere i skuespillet. Det er bare ikke holdbart, idet Jesus i Lukas evangeliets 13. kapitel afviser, at man kan sætte lighedstegn mellem skyld og skæbne.

Så her er det igen afgørende, at få helmeningen med i von Beugels replik, der slutter ”Lovgiv så kristeligt for dette folk i vort folk! Men at tage menneskerettighederne fra mennesker, er at gøre sig selv til forbryder.”

I KAJ MUNKS brevveksling med modstandskvinden Elsebeth Kieler drejer det sig om fortællingen, hvor Peter farer frem med sværd ved Jesu tilfangetagelse, hvor han hugger øret af en tjener af ypperstepræsten, Matthæus 26, 51. Hertil svarer Jesus i vers 52: ”Stik dit sværd i skeden, for alle, der griber til sværd, skal falde for sværd.”

Herom skriver professor Mogens Müller i sin ”Kommentar til Matthæusevangeliet,” side 541: ”Jesus lever op til befalingen i sin Bjergprædiken om ikke at modsætte sig det onde.” Det er også, hvad Elsebeth Kieler finder forpligtende. Men i et svarbrev til hende, slutter Kaj Munk: ”Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn.” Se Munkiana nr. 67, side 35-45.

DET ER et tydeligt tegn på, at Kaj Munk har udlagt Jesu ord i strid med, hvad Jesus selv har sagt. Her er Kaj Munk ikke efterfølger af Jesus. Den Al-hellige økumeniske patriark i Istanbul Bartholomeus I har udtalt: ”Krig i Guds navn er krig imod Gud.” Tilsvarende er: ”Krig i Jesu navn krig mod Jesus.”

Her er Kaj Munk så meget på afveje, som Peter var det i nogle situationer, når han måtte høre sin Herre Jesus sige: ”Vig bag mig Satan.” Og når han kort efter Jesu ord til ham – ”stik dit sværd i skeden” – bandede på, at han ikke kendte Jesus - bange for sit eget liv natten til langfredag.

DER, HVOR Kaj Munk er på afveje, er det vor pligt at slutte, at dér er han ikke sin Mester på sporet – som i sit gribende digt fra 1921: ”Mester med den tunge tornekrone… jeg vil gerne følge efter dig…”