Doris-sagen er skamplet for kommune og politi

HJØRRING: Orla Hav kritiserer (25.6. Nordjyskes omtale af Doris-sagen som ensporet med urimelig kritik af kommunen.

Deri er jeg ikke enig, da jeg synes, at Nordjyske har været meget neutral i oplysninger om det, der foregik.

Sagen er en skamplet for både kommunen og politiet.

Datteren er blevet dømt på indicier, og sagen vil stinke til evig tid.

Det undrer mig, at ingen af overskudslederne tilsyneladende har været ude at tale med Doris og datteren og forsøgt at finde ud af, hvad der var op og ned i denne sag.

I stedet valgte man at stole blindt på to hjemmehjælpere, der absolut ikke var uvildige, da de i forvejen var utilfreds med datteren, der tilsyneladende mente, at de var lidt sløsede med hygiejnen til moderen.

Hvordan datterens forhold til nogle af naboerne var er ikke oplyst, men noget tyder på, at de ikke løb sammen til en kaffetår.

Jeg har i en periode været ansat i hjemmeplejen og kan oplyse, at mange ældre bestemt ikke er glade for vand og sæbe, hvilket kræver gode overtalelsesevner, som kan være meget tidrøvende i disse pressede arbejdsområder, hvorfor jeg godt kan forestille mig, at tonen kunne lyde skræmmende for naboer og andet godtfolk.

Dette giver dog ikke nogen form for rettighed til at slå moderen, hvilket vi så heller ikke reelt ved om det er sket. Blå mærker og diverse pletter er normalt ved behandling med blodfortyndende medicin.

Hvis Doris selv havde ønsket at komme på plejehjem, hvorfor sender kommunen så politiet ud at hente hende, og ovenikøbet forsøger at bilde hende ind, at hun blot skal med ud på en lille køretur?

Denne utilgivelige seance glemte Orla Hav at omtale.

Jeg kendte ikke Doris eller datteren, men jeg kender mennesker, der havde tæt kontakt med dem, og jeg hører selvfølgelig en anden version.

Én ting er der næppe tvivl om, at datteren elskede sin moder, og derfor er det yderst tragisk, at myndighederne p.gr af manglende kompetence ter sig så tåbeligt.

At datteren med rettens ord er dømt for at være voldelig mod moderen er i mit univers dybt, dybt tragisk, og bekræfter kun, at vores retssystem er under forfald, når det anvendes til at føre sager, der burde være klaret ad dialogens vej.