Drop topstyringen i skolen nu


Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:14

Af Knud Hassing Povlsen, fhv. overlærer, Hellevangen 2, 9210 Aalborg SØ, knudhassingpovlsen@gmail.com

Nødundervisning hjemmefra koster på kvaliteten i folkeskolen. Den seneste måned har de danske skoleelever fået en ringere undervisning, end de plejer. Eleverne har i højere grad end normalt arbejdet med færdige portalforløb, viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som også viser, at lærerne har sværere end normalt ved at tilpasse deres undervisning til den enkelte elev. Undervisningen er mindre varieret, end den plejer.

78 procent af lærerne har løbende kontakt med alle deres elever, og koordineringen med forældrene er også gået fint, viser undersøgelsen. Over halvdelen af lærerne har elever, der falder ud og ikke får noget ud af fjernundervisningen! (folkeskolen.dk 22.4.) Inklusion af de svageste elever er blevet til eksklusion – nu i forstærket grad!

Spørgeskemaundersøgelsen er anskuelsesundervisning i, at de elever, som havde det svært før i folkeskolen, har fået det endnu sværere under coronakrisen. Inklusion har spillet fallit – igen! New Public Management (NPM)-prestigeprojektet ”inklusion i folkeskolen”, en spareøvelse i milliardklassen, er slået fejl af mangel på tid, kompetencer og hænder.

”Kritik af inklusion” viser nu 3,8 millioner Google-søgeresultater! Som lektor ved Aarhus Universitet, Lotte Hedegaard Sørensen, rammende udtrykker det: ”Folkeskolen er for lidt rummelig og for lidt inkluderende. Det skyldes, at lærere under de nuværende vilkår ikke kan nå rundt om alle eleverne.” (Jyllands-Posten 19.4.) I SRSF-konkurrencestatsskolen er de svageste elever reduceret til kanonføde. De ”almindelige” elever og lærere til kommunale regneark…

10.000 nedlagte lærerstillinger gennem de sidste 10 år, og 35 procent flere ikke-finansierede undervisningstimer med SRSF-folkeskolereformen og heldagsskolen har efterladt en folkeskole i permanent undtagelsestilstand – pædagogisk, fagligt og økonomisk. Testvanvid, bureaukratisk topstyring, hovsaløsninger, kamp mod kundskaber og vikar- og inklusionskaos er nu den NPM-topstyrede uvirkelige virkelighed i folkeskolen.

Da Undervisningsministeriet præsenterede SRSF-folkeskolereformen på det traditionelle Sorømøde i 2013 med fokus på skoleledelse, var der ikke ét ord om pædagogik, fag og skoleudvikling, men et sandt orgie af intetsigende NPM-slagord, som fortsat er folkeskolens reelle dagsorden: Forandringsrejse, vitaliseringsmiljøer, værenskompentence, oplevelseskompetence, det selvprogrammerende barn, proaktive værktøjer, udrulning, brændende platforme, forandringspotentialer, faciliteringsprocesser, føregreb, komfortzone, benchmarking, feedforwardprocesser, forandringsagenter, udfordringer, fremadrettet, italesat, udviklingsrum, læringsrum, ledelsesrum, strategirum, instruktionsrum, eksperimenterende rum og industrirum.

Mens kontaktbogen savnes, viser en aktuel undersøgelse, at kun hver fjerde forældre foretrækker den nye uoverskuelige kommunikationsplatform Aula frem for det gamle system Forældreintra! For at spare holder politikerne fast i fælles ledelse for skoler i Aalborg Kommune. (NORDJYSKE 22.4.) Fælles skoleledelse er ikke en patentløsning, slet ikke, hvis den bare betyder mere topstyring!

Drop topstyringen af folkeskolen nu! Tænk i andet end i regneark! Drop NPM-heldagskolen! Spar på folkeskolens bureaukratiske fedtlag, især de kommunale skoleforvaltninger! Når Aalborg kommunes politiserende skoleforvaltning mod bedre vidende i sin utroværdige synlig læring-propaganda påstår, at alle elever hver dag kan se, de bliver dygtigere, bør den reduceres til det halve! Højst…

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden