Er magt vigtigere end anstændighed for Socialdemokratiet?

Af Frede Hansen,regionsrådskandidat (RV), Thorup Hedevej 3, 9330 Dronninglund, galleriglocalart@gmail.com

MAGT:En stribe socialdemokrater over det ganske land tager afstand fra regeringens indvandrerpolitik. Også i Nordjylland har flere socialdemokrater følt behov for at give udtryk for deres modvilje mod Mette Frederiksens politik.

Ali Hassan er selv indvandrer, så han er naturligvis for at behandle flygtninge ordentligt.

Peter Christensen er overbevist socialdemokrat, men mod den socialdemokratiske flygtningepolitik.

Poul Erik Andreasen skriver det ene kritiske læserbrev efter det andet mod sit eget parti, men han ved jo godt, at chancen for at blive valgt til Brønderslev Byråd bliver ringere, hvis han skifter parti.

Jeg er faktisk som regel ret enig med Poul Erik i de synspunkter, han lufter, men jeg synes, at han og andre utilfredse socialdemokrater burde tage konsekvensen.

De kan melde sig ind i Enhedslisten eller i Det Radikale Venstre, hvad jeg selv gjorde, da jeg blev klar over, hvor socialdemokraterne var på vej hen.

For nogle år siden ansatte Socialdemokratiet Jesper Claus Larsen som konsulent, der skulle finde ud af, hvorfor mange gik fra S til Dansk Folkeparti.

J.C.L. fandt ud af, at årsagen var, at mange almindelige lønmodtagere var imod flygtninge og muslimer.

Partiet valgte derfor at overtage DF’s politik på indvandrerområdet, og det gav pote. Nu vokser S, mens DF skrumper.

Til gengæld må man om Mette Frederiksen sige: Stueren bliver hun aldrig. Men magten er det vigtigste for hende. Så kan Ali Hassan, Peter Christensen og Poul Erik Andreasen skrive tusinde læserbreve - det hjælper ikke.

Magt er vigtigere end anstændighed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aalborg Lufthavn dropper gratis parkering
Luk